|
3. kapitel
JEG BLIVER SLUMSTORMER
Denne erindringsbog burde være skrevet anderledes. Jeg skulle som andre begynde ved min fødsel, som jeg ikke kan huske. Men da jeg føler min tid er knap og er bange for, at bogen ikke bliver skrevet færdig, vil jeg hellere skrive om de ting, jeg har oplevet i de senere år. Døden har allerede, ved adskillige sygdomsperioder, truende løftet sine knokkelfingre mod mig. Derfor må jeg have skrevet alt væsentligt ned, der kan gavne fremtidens vaskermænd i kamp mod snavset.
Det var i går den 2. juli 1973. Jeg var nødsaget til at gå på småindkøb og tømme min skraldepose. Det kniber i øjeblikket med at gå. Jeg havde besvær med at komme ned ad trapperne og op ad kældertrappen. Jeg må gå med krydsede ben, da jeg ikke kan skille benene. Det ser sikkert forfærdeligt ud. Pludselig hører jeg en stemme oppefra, der talte højt om en, der gjorde nar af invaliderede. Og så lyder et råb: "Pas på dernede!" Et gammelt rustent rør fra en vask kom hvirvlende gennem luften og havnede på jorden en halv meter foran mig. Jeg kiggede bestyrtet og chokeret op. En dame råbte: "Du går og gør nar af invaliderede! Det er grusomt! Så slemt er det ikke med dig!" Jeg svarede: "Hvad bilder De Dem ind, jeg kender Dem ikke. De kunne have ramt mig med det rør." Hun skreg: "Jamen, jeg ramte ikke. Men så lad være med at gøre nar af invaliderede." Jeg råbte: "De er forrykt! Jeg går til viceværten og klager!" Og så gik jeg igen langsomt mod Finsensvej.
Jeg traf viceværten, der naturligvis beklagede det skete, men damen var uligevægtig, fortalte han. Jeg fik udrettet mine ærinder, bl.a. ringet til KTAS om, hvornår de kom og tilsluttede min telefon. Jeg fik svaret: De havde ikke modtaget mine papirer fra Socialdirektoratet endnu. Og dette til trods for, at jeg den 20. juni har modtaget meddelelse om, at telefonen var bevilget og telefonselskabet samtidig underrettet. Nej, de forhaster sig ikke, de høje herrer, når det gælder os pensionister.
Efter utroligt besvær nåede jeg hjem, jeg kan ikke gå så langt mere. Jeg havde smerter, jeg lagde mig på min seng og græd. Græd over det snavsede samfund, hvor mange mennesker bliver glemt. Jeg er kun én af mange.
Jeg har været hos min læge. Han anbefalede en henvisning til Ortopædisk Hospital. Jeg har fået at vide, at jeg skal til undersøgelse den 24. september, der er meget længe til. Og min sygdom forværres dag for dag. Socialkontoret har lovet at sætte sig i forbindelse med ergoterapien på Frederiksberg Hospital, så jeg håber snart at få besøg af fru Jønsson. Men det er meget længe siden, de har lovet mig det, jeg vil gerne have en kur, der kan gøre mig raskere, så jeg ikke behøver at krydse mine ben, når jeg går. Jeg kan ikke komme til en telefon mere, cyklen kommer ikke - det er et meget svinsk samfund, vi lever i. Jeg græder ved tanken om den ulykkelige dame, der skældte mig ud for at gøre nar af de invaliderede. Hun har sikkert set mig gå for nogle måneder siden, da jeg gik bedre. Da kunne jeg - dog med besvær - sætte det ene ben skiftevis foran det andet. Det kan jeg ikke mere. Damen må have troet, jeg gik sådan for at gøre nar af de invaliderede. Stakkels kvinde! Hvor har livet været grusomt mod dig, når du kan få sådan nogle mistroiske tanker.
Men jeg var vaskermand. "Ikke lade sig slå ud, gamle dreng!" mumlede jeg. "Du må og skal fortsætte kampen mod snavset." Jeg stod op og kikkede ud af mit vindue. Jeg kan skue ud over det vidunderlige skønne stadion. Der var stille nu, det var midt på eftermiddagen, i aften er der vist fodboldkamp. Det glæder mig at se den sportstrænede ungdom. Men til tider er det ikke sport, det er hård konkurrence om hvem, der er den bedste. Jeg synes, det tager meget af glansen af sporten, når det er ubønhørlig konkurrence.
Jeg gik ud på min altan. Der var kommet lidt ukrudt imellem min blomster i altankassen, det måtte væk. Jeg kikkede over mod nr. 99. Den livsglade skolepige stod derovre igen og kastede sin bold op ad muren. Hun forsøgte at ramme nummerskiltet, men det var ikke hver gang, det lykkedes. En dag ramte hun det sytten gange. Det er sport. Jeg glæder mig, hver gang det lykkes for hende at ramme skiltet. Der går sure mennesker forbi, de kaster forbitrede blikke mod pigen, fordi hun kaster sin bold mod nummerskiltet. Bliv ved, kære pige, indtil det lykkes dig at ramme hver gang. Slår du skiltet ned, kalder jeg på dig og giver dig penge til et skilt samt en iskage i præmie for din præstation. Jeg blev smittet af hendes iver. Jeg var vaskermand - havde ikke vasket op efter middagen. Jeg får varm mad bragt hver dag, det er jeg meget glad ved, og opvasken kan jeg sagtens klare. Nu skulle det være, jeg skulle blot først have eftermiddagskaffen og en smertestillende tablet. Jeg nåede fra min altan ud i køkkenet på mindre end fem minutter. Jeg kan snart begynde at løbe om kap med en snegl. Jeg er nok en ensom mand, men jeg har mange gode venner, der kommer og besøger mig, det er alle vaskermænd, men det vil jeg fortælle om senere. Jeg tænkte tilbage på den lykkeligste dag i mit liv: den 4. maj 1971. Jeg sad på mit triste værelse på Åboulevarden og spekulerede over det snavsede samfund, jeg levede i. Jeg havde sjældent besøg, men forstod udmærket, at man ikke brød sig om at besøge mig i et så usselt beboelsesrum. Når jeg ville have kontakt med andre mennesker, måtte jeg opsøge dem. Min søn kom dog enkelte gange og besøgte mig. Min kære søn, du, som jeg elsker over alt på jorden. Du er syvogtyve nu, har godt arbejde, men lider af en streng sygdom: mindrevædskompleks og kontaktbesvær. Jeg ønsker dig alt godt, men har ikke kunnet opnå at spare noget sammen, så der bliver intet videre arv efter mig. Og du har brug for penge, så du kan få råd til en uddannelse, der kan skabe dig en god fremtid. Jeg håber, du træffer en god pige og bliver gift. Kunne jeg opnå den lykke at se mine børnebørn. Jeg er da kun 57 år - og det kan jo være, jeg bliver raskere, miraklernes tid er vel ikke forbi. Jeg er dog bange for, at mine dage er talte, derfor bliver denne bog tilegnet dig. Jeg håber, den kommer ud og kan give dig en indtægt. Jeg er for længst skilt fra din mor, vi blev enige om, at vi ikke passede sammen. Derfor er vi ikke uvenner, jeg hjælper hende med skattepapirer, og hun kommer og besørger byærinder for mig sommetider. Vi har intet andet forhold til hinanden mere. Men hun er din mor og er en god kvinde, som jeg har elsket engang. Du kommer også og besøger os begge, og det er jeg glad ved. Du ved også, at jeg de første syv år, jeg boede på mit triste værelse, kom sammen med en god kvinde med to gode børn. Du var også på besøg derude, og du ville gerne have, at jeg var blevet ved at komme der. Det ville jeg ikke, da jeg var blevet invalid og ikke kunne gå på arbejde mere. Jeg ville ikke være til besvær for andre. Jeg blev på mit triste værelse og søgte efter en selvstændig lejlighed.
Mine tanker gik tilbage til den dag i 1963, hvor jeg rejste fra Næsse-slottet. Jeg havde fået lov til at lade mine sager stå og benytte værelset nogle få dage endnu - til det lykkedes at skaffe et andet værelse. Jeg var på vej til København for at søge værelse og nyt arbejde. Jeg mødte postbudet, han havde et brev til mig. Det var fra min tidligere kone. Hun skrev, at min hund var død, den havde været hundegal og var sluppet væk - velsagtens var den rendt ud på vejen og blevet påkørt. Den havde slæbt sig hjem og lå på trappestenen meget medtaget, da min kone kom fra arbejde. Jeg græd. Jeg havde mistet en af mine bedste venner.
Jeg tog med toget til København, men måtte stå af undervejs ved Jægersborg Station. De andre passagerer kikkede på mig, da jeg havde vanskeligt ved at skjule min sorg. Jeg tog videre til København, lejede en taxi og kørte ud og hentede min hund og bragte den til Landbohøjskolen og fik dem til at fjerne liget i Dyrekrematoriet. "Hvor skal De hen nu?" spurgte taxichaufføren. "Ligemeget," svarede jeg, "det nærmeste værtshus." Jeg drak som en svamp i tre dage, før jeg gik ud at søge værelse. Nu var det ligemeget, min hund var væk, jeg havde tabt alt.
Nå, tiden læger mange sår, og en vaskermand giver ikke op. Jeg fik - som tidligere nævnt - et værelse i Holte. Jeg er færdig med at vaske op nu, jeg går ind i min stue og tænker atter på den 4. maj 1971. Jeg var stået tidligt op den dag, jeg havde været i gården og tømme affaldsvand i kloakken. Det måtte jo helst ske, mens det var mørkt, ellers blev man overbegloet fra omegnens beboere, så man følte sig som en forbryder, der var ude i lyssky ærinde. Jeg trængte til at komme på toilettet. Hvor skulle jeg tage hen i dag? Jeg benyttede forskellige toiletter. Sommetider tog jeg bussen til Gyldenløvesgade til Skattedepartementet. Jeg brød mig ikke om at tage på de offentlige toiletter og komme 25 øre i automaten for at komme på lokummet - det måtte være gratis. Jeg har besøgt Boligministeriet, Finansministeriet, Frederiksberg Rådhus uden andet ærinde end at benytte deres toilet. Jeg kom meget i Slagteriernes Indkøbscentral på Axelborg, der kom jeg dagligt i flere måneder, det passede med linje 13 fra Åboulevarden. Jeg hilste på mange af funktionærerne på dette sted, ved at jeg kom der så tit. De har sikkert troet, jeg var ansat i bygningen; de havde ingen anelse om, at jeg kun havde ærinde til deres toilet. Men hvor skulle jeg gå hen i dag? "Jeg går en tur ad Stengade," tænkte jeg, "så går jeg ind på et værtshus og køber en bajer, og så kan jeg benytte toilettet dér." Jeg begav mig af sted. På dette tidspunkt fik jeg den mellemste invalidepension. Jeg gik med en stok, havde udpræget slidgigt i venstre hofte og var erhvervshæmmet, men dog ikke i den grad, som jeg er det nu, da jeg nu har det i begge hofter og får den højeste invalidepension. Denne dag kom til at betyde et helt vendepunkt i mit liv, jeg kom til at træffe en masse vaskermænd, men det havde jeg ingen anelse om endnu.
Efter at have besøgt et værtshus i Stengade og været på toilettet, gik jeg en tur ned ad gaden. Da traf jeg en ung langhåret mand, som jeg kendte flygtigt fra sidste sommer. Vi hilste på hinanden, og jeg bød ham ind på en bajer. Så siger han: "Vil du med over i Folkets Café og Folkets Park?" "Folkets Café og Folkets Park, hvad er det for noget?" spørger jeg. "Det kan du høre nærmere om, kom nu med!" svarede Søren Ib.'
Jeg kikkede indenfor i Folkets Café og blev budt velkommen af nogle vidunderlige mennesker, langhårede mænd, korthårede mænd, en masse søde piger, ældre og unge. Der var en hyggelig og venskabelig atmosfære. Det var vaskermænd og vaskerpiger alle sammen. De havde vasket glorien af bolighajerne, de havde vasket gamle fordomme væk, de havde vasket generationskløften væk. Jeg havde truffet slumstormerne. Jeg var imponeret: det, jeg længe havde kæmpet imod, var de også imod. Jeg var én af deres, jeg var blevet slumstormer.
Caféen i Folkets Hus september 1971
|
|