Tilbage til indholdsfortegnelsen

7. kapitel

ÆGTE VENSKAB OG KAMMERATSKAB

Ja, jeg har så sandelig i de sidste to år truffet mange gode venner. Jeg husker den efterårsaften i 1971, hvor jeg sad i Folkets Café og hyggede mig sammen med nogle gode venner. Så siger jeg: "Nå, jeg må vel se at finde et sted og gå hen og købe varm mad, for jeg er lidt sulten." Så var der en ung slumstormer, der sagde: "Nej, du skal ej, du skal spise hos os for fremtiden, det vedtog vi på et fællesmøde i aftes. Vi bor kollektivt i Jægergården i Baggesensgade, når vi er så mange, der spiser sammen, kan det gøres billigere. "Du er en af vores, gå med hjem og spis." Jeg var overvældet. "Jamen I skiftes jo til at lave maden", sagde jeg "og det har jeg ikke lært". "Nej, du er håbløst gammeldags". Svarede han, "men det ved vi allesammen, og du er også invalid, så du skal ikke være med på madlavnings-holdet." Jeg blev budt velkommen af 25 dejlige mennesker. Jeg spiste hos dem i otte måneder, indtil ejendommen skulle rives ned og kollektivet desværre blev opløst. I det otte måneder oplevede jeg et så enestående kammeratskab, som simpelt hen ikke kan beskrives, det skal opleves. Jeg var uheldig at falde på gaden en dag, jeg går jo ikke så godt, men jeg falder tungt og tog fra med den højre hånd for at afbøde faldet. Desværre brækkede min højre tommelfinger, jeg troede dog ikke det var andet end forstuvning. Jeg kom op at spise i Jægergården, og mine venner spurgte bekymret: "Ejner, hvordan er det, du ser ud ? Er du syg ?" Jeg viste dem højre hånd, den var meget hævet. "Du skal på skadestuen med det samme", sagde en af pigerne, hun er sygeplejerske. En af mine unge venner tog med til skadestuen og var med nede på røntgenafdelingen, hånden skulle jo fotograferes. Det viste sig, den var brækket helt over, det gjorde forbandet ondt at få den på plads. Så fik jeg gips på og kunne tage hjem. Bjarne, den unge mand, blev der til jeg kunne komme med hjem. Så sagde han minsandten; "Nu kan du jo dårligt få tøjet på om morgenen, når du har hånden i gips. Jeg kan bo hos nogle bekendte i 8 dage, så kan du bo på mit værelse så længe, så kommer der en hver morgen og hjælper dig tøjet på." Det kalder jeg kammeratskab. Jeg ser rødt, når nogen taler ondt og nedsættende om slumstormerne. Det er nogle af de bedste mennesker, jeg har mødt. Mange af dem har skrevet nogle dejlige sange imod det syge samfund. Jeg har også bidraget lidt med sange og taler. Nogle har den indstilling, at det at bo kollektivt er umoralsk og usædeligt, selvfølgeligt det rene vås, det var pæne agtværdige mennesker, både piger og mænd, de respekterede hinanden som ligestillede. Der var ingen kønsdiskrimination. Nogle af de unge mænd og piger var forlovede og boede sammen, og det kunne da kun glæde mig, at en ægte vaskerpige og en ægte vaskermand havde fundet hinanden også på den måde, at de måske ville tilbringe livet sammen. Det var den rene kærlighed - intet smudsigt fandtes. Jeg ved fra arbejdspladserne, at der er steder, hvor man fortæller vovede historier, og jeg kom da også med én, der ikke var helt stueren en dag. Pigerne kiggede på mig: "Du er en kønsfacist, Ejner," sagde de, " du er ikke spor morsom." Jeg skammede mig, jeg var langt bagefter ungdommen, de havde forlængst vasket smudset væk og betragtede kærlighedslivet ud fra det rene synspunkt. Jeg vil til min egen ros sige, at jeg aldrig har forsøgt at fortælle uartige historier i Jægergården mere. Og de har forlængst tilgivet mig min udskejelse, vi er stadig hjertevenner, heldigvis - ellers havde jeg også været dybt ulykkelig.


På "Byggeren" 1979

Nu vil jeg nævne en af de bedste kammerater, jeg har haft. Anne, du burde have et kapitel for dig selv, men om jeg så skrev en bog på femhundrede sider, kunne jeg dog ikke beskrive alle de gode egenskaber, du er i besiddelse af. Så megen godhed og hjælpsomhed kan ikke beskrives, det må opleves. Derfor nøjes jeg med at beskrive nogle af dine dyder. Det er svært, det her, at skrive kortfattet om dig, Anne. Jeg har lige været ude at spise mig et par stykker mad samt vandet mine blomster i altankassen. Jeg har trukket gardinerne for og tændt lyset. Klokken er 21. Jeg har tænkt over imens, hvordan det er muligt at beskrive dig i nogle få linier. Det er umuligt! Jeg begynder: Har du kære læser mødt en af jordens skønneste piger med et hjerte af guld, der banker varmet for alle medmennesker på jorden, som har det svært. Så har du mødt Anne. Du studerer medicin på tredje år, du læser flittigt, du skal op til eksamen i et fag i nær fremtid - og du består naturligvis, din dygtige, intelligente pige. At du ved siden af den megen læsning kan overkomme det utrolige er ufatteligt. Du studerer de undertyktes kår i Sydamerika. Du er med i Internationalt Forum. Du tager alle undertrykte mennesker varmt i forsvar. Du kan overkomme en masse. Når du en sjælden gang kan afse et par timer, kommer du i Folkets Hus og ryger straks ud og laver kaffe til os andre. Du når minsandten også at besøge dine venner. Du har været ude hos mig og hjulpet mig med forskelligt. Du skulle tidligt hjem og læse, du forsømmer ikke dine studier. Jeg ønsker du ville besøge mig meget tit. Men jeg vil ikke bede dig om det, da jeg ved at du har så meget for. Du er den bedste vaskerpige, jeg nogensinde har kendt. Når jeg får telefonen tilsluttet skal du være den første, jeg ringer til. Hvordan har jeg da opnået et så værdifuldt kammeratskab med dig ? Nej, jeg fatter det heller ikke. Det var på Frederiksberg Hospital sidste sommer. Det var en dejlig aften, jeg sad på en bænk i gården ed besøgstiden. Mine venner var flinke til at komme og besøge mig. Arne var der den dag, vi sad og talte sammen om forskellige ting. Da, pludselig, kommer du cyklende og siger :"hej, Ejner, hvordan har du det?" Jeg havde set dig før, men kunne ikke erindre hvor. Jeg var klar over, at du ikke kom meget i Folkets Hus. Det viste sig også senere, at du kun havde været der et par gange på det tidspunkt, du har jo så travlt. Du havde været en tur i Folkets Hus den aften, der havde du fået at vide, at jeg var indlagt på Frederiksberg Hospital. Du kørte med det samme ud for at besøge mig og havde et pund jordbær med. Hvilken herlig pige, hvor har du gjort meget for mig. Jeg var hjemme på orlov fra hospitalet lørdag og søndag. Jeg havde fået lov til at overnatte hos nogle venner i deres lejlighed. De var bortrejst for tiden. Men der manglede sengetøj, det skulle hentes oppe hos mig selv på Åboulevarden på 5. Sal. Det ville du ikke høre tale om, du cyklede hjem til dig selv på Østerbro og hentede puder og tæpper til mig.
Du har været ude at besøge mig her på Finsensvej, og du lavede mad. Ja, du er uforlignelig, du have en pæn blomst med til mig i en urtepotte. Jeg mente, at jeg havde passet blomsten godt og vandet den, men jeg var borte en dag, og da jeg næste morgen kiggede til blomsten, var den fuldstændigt vissen. Jeg forstod det ikke, jeg kunne have tænkt, at den langsomt var gået ud, men to pragtfulde blomster, der stod i fuldt flor dagen i forvejen, var totalt visne begge to. Jeg blev bange, da jeg er overtroisk og ikke havde set dig længe. Men heldigvis var min frygt ubegrundet. Du kom og besøgte mig og havde en buket evighedsblomster med. De står foran den herlige plakat, hvor der står: Boligen er en menneskeret, miljø en nødvendighed. Og: Støt kampen for Folkets Hus.
Anne, var jeg bare 25 år Hov, hov, tænker læserne, hvad i alverden er det for smudsige tanker, den vaskermand pludselig får? Og så over for Anne, jordens pragtfuldeste pige. Skudt forbi, kære læser. Jeg har ikke smudsige tanker, men derfor kan jeg da godt ønske, jeg var 25 år. Så havde jeg måske en chance for at forkæle Anne til gengæld for den godhed, hun har udvist imod mig. Men jeg håber, du træffer en ung vaskermand, der vil forkæle dig, for det har du fortjent. Jeg er træt nu, jeg vil i seng. Jeg håber at drømme, at jeg er 25 år, og Anne……. Nej, hør nu engang, nu vrøvler du vist lidt rigeligt, Ejner. Der er vist noget om, hvad min veninde slumstormerpigen sagde til mig: "Ejner, du er håbløs." Godnat, kære læser.

Mel.: Jeg elsker de grønne lunde.

En sommeraften på bænken
For syge på Frederiksberg.
Jeg syslede med dyster tænken
Om dette livs sorg og besvær

Med ét, jeg nu pluds'lig fornemme
En engel i nærheden står.
Jeg hører den herligste stemme:
"Hej, Ejner, hvordan det dig går?"

Den aften vi jordbær med fløde
Fik spist, inden vi gik til ro.
En tak til den pige søde:
Skøn Anne fra Østerbro.

Du tæpper og puder mig bragte,
Så jeg kunne sove flot.
Tak Anne, jeg siger det sagte,
Dit venskab, det gør mig så godt.

Den blomst, som du gav mig brat visned'.
Var død på én eneste nat.
Om grunden til dette, jeg gisned',
Hvorfor visned' blomsten så brat?

Men årsagen sikkert er denne,
At blomsten har manglet lidt vand.
Fortjener, at du på mig skænde,
For blomster ej passe jeg kan.

Ja, blomster kan glansen snart miste,
Og falme kan guld af karat.
Men venskabsbånd aldrig vil briste
Til Anne, en god kammerat!!!!!!!!!!!!!

Til næste kapitel