|
14. kapitel
SOM SOLDAT OG SPEKULATION OVER, HVAD DET SKAL BRUGES TIL
Jeg var på session i Sorø og jeg ynder at fortælle, at jeg blev taget til rytteriet, men så døde hesten af grin, hvorfor jeg blev oversat til infanteriet. Dette er dog ikke sandfærdigt, men jeg blev straks anset som egnet til fodtudse eller knoldesparker, som infanteriet kaldes.
Efter sessionen samledes vi fra lægden efter gammel skik og skulle på værtshus. Dem der havde trukket frinummer eller var kasseret skulle give øl. Det deltes vi da pænt om, vi havde ikke mange penge nogen af os. Men efter værtshusbesøget trængte jeg til at komme på toilettet og gik om bag en busk ved et anlæg. Bagefter kunne jeg i min halvbrandert (man tålte ikke meget den gang) ikke finde noget at tørre måsen med. Så tog jeg de papirer jeg havde i lommen fra sessionen og brugte. Jeg blev skældt umanerlig ud da jeg kom ind, fordi disse papirer manglede. Jeg turde ikke sige den gang, hvad de var brugt til, men sagde at de var bortkommet.
Jeg kom ind som soldat den 11. maj 1936. Det var en sort tid i mit liv. Jeg blev kaldt kompagniets største simulant. Jeg håber jeg bar navnet med hæder. Jeg havde allerede på det tidspunkt begyndt at skrive sange. Jeg lavede en del soldaterviser for at trække den mørke side frem i dagslyset. Jeg var ikke populær blandt befalingsmændene, men jeg var det blandt mine lidelsesfæller, de andre rekrutter. Jeg var heldig at være på infirmeriet en hel måned for en lille knude på det ene ben. Jeg kunne intet mærke, men jeg meldte mig syg og blev ført til overlægen, der var kaptajn af rang. Jeg havde opdaget, hvordan han skulle snøres, så jeg ømmede mig da han tog på knuden. Så ondt gør det vel ikke, sagde han bøst. Nej, svarede jeg, det er vel ikke nødvendigt, at jeg bliver indlagt, det er bare lidt ømt og går vel snart over. Det er skinnebensbetændelse, sagde overlægen. De skal i seng med det samme. De må ikke støtte på det ben. Korporalen der havde ført mig til overlægen var rasende. Han måtte slæbe min udrustning jem til kasernen, Det var meningen, at jeg skulle være sendt på eksercerpladsen bagefter. Havde jeg sagt, at jeg gerne ville indlægges, er jeg overbevist om, at overlægen havde sagt: De fejler ikke noget. Ud på eksercerpladsen med Dem. Nu lå jeg i sengen i tre uger og fik varme omslag på et rask ben. Det var dejligt at være fri, når man igennem vinduet så kammeraterne marchere mod abekattemarken, som vi kaldte eksercerpladsen. De skulle ud at tyres igennem af de satans mennesker, der kaldte sig vores overmænd. Normalt er jeg imod at simulere syg, når man ikke er det. Jeg er siden ramt hårdt nok af sygdom, men som soldat gælder alle kneb blot man kan slippe for det umenneskelige tyranni, befalingsmændene udfoldede overfor os stakkels rekrutter, Men alt får en ende, også den mørkeste tid i mit liv, soldatertiden. At jeg under krigen måtte ind i 3½ måned til, bragte mig på selvmordets rand den 2. september 1939.
Hvorfor havde de ikke forhindret Hitler i at indføre tvungen værnepligt i 1935? Enhver kunne da regne ud at sådan en forbryder før eller senere ville benytte de mange våben, de fabrikerede dernede. Det havde han jo skrevet i Mein Kampf, så den krig kunne og burde være forhindret, Hvorfor skulle så mange sætte livet på spil? Hvorfor skulle så mange dræbes? Hvorfor skulle de mange frihedskæmpere i Frankrig, Norge, Danmark og mange andre lande vende tilbage til en slavetilværelse efter at krigen var forbi? I Frankrig gjorde De Gaulle alt for at folket ikke skulle få magten efter krigen. I Amerika vendte de sorte soldater hjem. De havde kæmpet sammen med de hvide amerikanere mod Japan og Tyskland. Men der var stadigvæk racefordomme i U.S.A. efter krigen. De sorte var blot blevet brugt som kanonføde, men fik ikke flere rettigheder end de havde tidligere. Herhjemme havde mange af frihedskæmperne også håbet på bedre forhold efter befrielsen, men vi blev ikke befriet for monopolkapitalens forfærdelige udnyttelse af ennesket. Vi er ikke frie endnu. Det er vi først når vi får vasket smudset væk og Folket ejer og styrer samfundet. Jamen, vil mange indvende, der var da også mange af de konservative, der var frihedskæmpere. De kan nævne i flæng: De Gaulle satte livet på spil. Herhjemme gjorde de to afdøde indenrigsministre, Poul Sørensen og H.C. Toft det samme. Ja jeg forstår det ikke. Jeg kan ikke svare. Det går over min fatteevne. Måske er der noget om, at der er en djævel til, der har lovet disse mennesker noget godt efter døden, selv om de sætter livet på spil, bare de vil blive ved med at undertrykke de ringest stillede i samfundet. Ellers forstår jeg ikke, at H.C. Toft kunne være en så brav frihedskæmper, og nogle år senere som indenrigsminister lave den kæmpefadæse om vores amtskommuner, der ender i et forfærdeligt virvar på skatteydernes bekostning. Jeg forstår ikke den konservative Lis Møller, at hun kan tale de hårdt ramte familiers sag i fjernsynsudsendelser, og så som konservativt medlem af folketinget stemme fo love, der vil ramme samme familier hårdt. Har disse mennesker sluttet pagt med Fanden selv? Spørgsmålet forbliver ubesvaret.
Jeg har ofte overværet kommunalbestyrelsesmøderne på Frederiksberg rådhus. Når borgmester Stæhr Johansen tropper op i spidsen for den konservative gruppe, føler man sig henvist til Estrups tid. I begyndelsen af Vietnamkrigen foreslog Magistraten, at der skulde bevilges et beløb til Sydvietnam i humanitær hjælp. Dette blev enstemmigt vedtaget, men Per Agner fra S.F. foreslog at et lignende beløb skulle bevilges til Nordvietnam i humanitær hjælp. Dette blev afvist af borgmesteren med følgende begrundelse, at vi nu fik at vide, hvor hr. Agners sympati lå. Altså en hentydning til at Per Agner havde kommunistiske tendenser. Den socialdemokratiske ordfører tilsluttede sig borgmesterens udtalelse og der blev intet bevilget til Nordvietnam. Efter nytår i 73 læste jeg i avisen, at Stæhr Johansen på et byrådsmøde havde foreslået, at Frederiksberg Kommune bevilgede et beløb til Nordvietnam i humanitær hjælp. Dette blev enstemmigt vedtaget. Hvad er da skyld i denne glædelige fremgang? Det er næppe tilfældet, at borgmestrens hjerte, som jeg har anset for stenhårdt, er blødgjort. Nej, byrådsmedlemmerne turde ikke sige nej til folkestemningen længere. Danmarks vaskepiger og vaskemænd har atter haft indflydelse.
Efter min rekruttid fik jeg arbejde på en proprietærgård, nær Ringsted, og det var af denne grund jeg tog pladsen, da jeg altid har holdt meget af denne by.
Jeg havde på dette tidspunkt ikke lyst til at fortsætte min uddannelse som fodermester. På denne gård var jeg medhjælper og skulle sammen med fodermesteren og hans kone, der deltog i malkningen, passe gårdens 5o køer og en del grise. Jeg boede og spiste hos fodermesterfamilien, fik i løn derudover 1000 kr. for et år. Det var priserne dengang. Jeg var meget tit i Ringsted om aftenen, hvor jeg havde mange gode venner, men mange af disse meldte sig frivilligt til at deltage i den spanske borgerkrig imod den brutale General Franco. Gode venner, hvoraf de fleste aldrig vendte tilbage. De var blevet offer for Franco den grusommes nedslagtning af mennesker, der kæmpede for deres frihed. Franco vandt krigen med Mussolinis og Hitlers hjælp og med kirken og præsternes velsignelse.
|
|