Den systemiske diskurs og anarkistisk psykologi
Af Michael Ulrich

Synopsis:

1. Indledning

I dette fag har det været muligt for mig at kombinere opgaveskrivning og eksamination med mit eget teoretiske arbejde, der går under navnet anarkistisk psykologi. Jeg vil ikke bruge den begrænsede spalteplads til en redegørelse for denne retning, men derimod lade den fremtræde i praksis; nemlig i diskussion med dele af den systemiske teori og terapi. Derved vil der tegnes et omrids af anarkistisk psykologi, som kan danne grundlag for en uddybende diskussion ved eksaminationen. Synopsen vil således opridse diskussionspunkter af dele af den systemiske diskurs på et erkendelsesteoretisk grundlag med klar forbindelse til den terapeutiske praksis.

Dette perspektiv er præget af ønsket om at tage teori alvorligt, idet teorier og forestillinger - bevidste som ubevidste - har en afgørende betydning for praksis. Teorier må derfor være gennemarbejdede og deres fundamenter (det erkendelsesteoretiske grundlag) må ligeledes være til genstand for kritik og diskussion.

Et interessant aspekt ved dele af den systemiske teori er, at der ligger en helhedstænkning til grund. Her tænker jeg på det, at man i forsøget på forståelse af mennesket ser på dets biologiske rødder; ikke som biologisk reduktionisme, men derimod som en undersøgelse af hvilke principper, der danner grundlaget for vores eksistens og erkendelse. Disse principper forsøges så integreret med en mere psykologisk tilgang. Dette betragter jeg som en klar styrke, da en konsekvens kan være undgåelsen af den klassiske ånd-natur-splittelse.

Eftersom den systemiske tænkning er blevet udviklet gennem mange år, bliver det gradvist vanskeligere at betragte den som et samlet hele. Heraf begrænser opgavens diskussion sig naturligt til de forfattere der behandles i opgaven og til de principper der trækkes frem. Forholder man sig kritisk til opgaven, må man derfor tage udgangspunkt i denne præmis. Herved skulle det være muligt at have et fælles grundlag at forholde sig til og diskutere ud fra.

2. Problemformulering

Følgende spørgsmål vil blive diskuteret og danne det strukturelle grundlag for synopsen:

1. Hvordan er det biologisk-filosofiske erkendelsesteoretiske grundlag for systemisk tænkning og hvordan er forbindelsen mellem dette og dele af den systemiske terapis praksis?
2. Hvordan er forholdet mellem den systemiske diskurs og ideologi?

3. Den systemiske diskurs’ erkendelsesteoretiske grundlag

Jeg vælger at bruge Bateson, samt Maturana og Varela, der alle tager deres erkendelsesteoretiske udgangspunkt i biologiske studier. Dernæst vil sammenkoblingen af dette biologiske udgangspunkt og psykologi blive diskuteret.

3.1 Det biologiske

Jeg vil nu kort sammenfatte principperne i det biologiske aspekt.

Maturana og Varela (1987) betragter mennesket og andre levende organismer som autonome organiserede væsner (det autopoietiske), der effektivt handler i rekursive koordinerede interaktioner med andre levende væsner og omverden i det hele taget.

Vores muligheder for at handle adækvat i forhold til givne intentioner skyldes vores evne til at interagere effektivt. Det vil sige, at man er i stand til at koordinere tidligere erfaringer med en sensomotorisk cyklisk interaktion med omgivelserne. Heraf kommer, at viden defineres som effektiv handlen.

Vores forskellige sansemæssige modaliteter giver - via de cellulære strukturer - den nødvendige feedback til at kunne agere i verden. Denne eksterne realitet erfares ikke direkte, men gennem de sansemæssige strukturer og diverse kompensations- og forenklingsstrategier. Således handler vi ikke i verden, men i vores biologiske og psykosociale rekursive bearbejdninger af den. Med andre ord lever vi ikke i en objektiv verden, men i vores egne indre isolerede strukturer.

Konsekvenserne og Maturana & Varelas hovedteser kan opsummeres i følgende aforismer:

”Al gøren er viden, og al viden er gøren.”
”Alt, hvad der siges, siges af nogen.” (Maturana & Varela 1987, p.43)

Jeg vil nu optrække hovedlinierne ved den biologiske del af Bateson.

Bateson (1984 og i Ølgård 1986) går fra det Newtonske paradigme (masse, rumlig udstrækning o.s.v.) til kommunikationsteoriens og sit eget - nemlig det kommunikative paradigme - hvor alt kan betragtes som informationer, budskaber eller aggregater af det. Ligeledes bliver den traditionelle lineære kausalitets forståelse erstattet med en cirkulær.

Bateson bruger begrebet det emiske aspekt (at udsende), hvormed han mener, at man ikke skal beskæftige sig med tingene i sig selv, men derimod det de siger os i form af budskaber. Altings substans bliver irrelevant, da alt må betragtes som kommunikation. Vil vi forstå levende væsners adfærd, skal vi opfatte dem kommunikatorisk og få fat i de relevante budskaber (informationer), der eksisterer i kommunikationskredsløbet, i hvilket vi som modtagere (afkodere) også selv er en del af.

Budskaber eller information defineres som en forskel, der gør en forskel.

Disse principper er gældende fra det mindste cellulære niveau til store sociale kontekster. 

Som menneske befinder vi os i en verden - et sammenhængende system - af information og metainformation, samt kontekst, kontekstmarkører og metakontekst. For at kunne handle relevant må man forstå de forskellige budskaber der udsendes korrekt ved at aflæse de givne kontekstmarkører, samt have den rette forståelse for diverse metakontekster. Dette kan være vanskeligt, da kommunikation kan forekomme på flere niveauer samtidigt og desuden være modstridende. Indlæring sker ved erfaring med kommunikation i kontekst.

Såvel Bateson som Maturana og Varela inddrager evolutionsteorier som en vigtigt del af deres tænkning. De lægger begge vægt på den evolutionære sammenhæng mellem miljø og organisme, samt at disse skal betragtes som en enhed: mennesket skal derfor forstås som en organisme-i-sin-omverden (Bateson), der eksisterer i en fortsat processuel strukturel kobling (Maturana og Varela) på cirkulært virkningsgrundlag, hvis middel er adaption og mål er overlevelse. Dette er det grundlæggende princip for al liv (liv i meget bred forståelse) og er derfor også et udgangspunkt i arbejdet med forståelsen af mennesket og dets interaktioner med omverden.

De netop gennemgåede principper har klare lighedspunkter med anarkistisk psykologi, der netop også bestemmer mennesket som værende strukturelt defineret og betinget i en konstant interagerende og reciprok cirkulær virkningskæde med omgivelserne på alle niveauer. Sammenhængen fremtræder også, når man betragter individerne som autonome eller autopoietiske indenfor og afhængige af de givne strukturer. Dette individuelle mulighedsrum, altså autonomien eller autopoiesen, vil anarkistisk psykologi benævne som det menneskelige individs subjektivitet.

Den udledte epistomologi giver os følgende retningslinier: den eksterne realitet kan ikke erkendes, da vi kun kan opleve vores strukturelle sansemæssige bearbejdelse af den. En objektiv verden eksisterer dermed ikke - kun en subjektiv (Maturana og Varela). Det, der bliver genstandsområde for videnskabeligt arbejde, må derfor være de kommunikative aspekter ved livet forstået i systemer med cirkulære årsagssammenhænge (Bateson).

Ovennævnte erkendelsesgrundlag kombineret med udsagn som ”alt hvad der siges, siges af nogen” og ”information er en forskel, der gør en forskel” er alle principper med stor betydning for den systemiske psykologi. Som repræsentanter herfor kan jeg nævne Bateson, der selv udarbejdede ”double-bind”-hypotesen med Palo Alto-gruppen, Watzlawick og Milanoskolen, der alle har og har haft stor betydning for teori og praksis.

4. Biologi og psykologi

Jeg vil undersøge, hvordan forbindelsen konkret viser sig mellem disse biologisk-filosofiske principper/teorier og så dele af den systemiske teori og praksis; samt om denne biologi kan være adækvat som grundlag for psykologiske forklaringer på mennesket?


4.1 Det biologiske aspekts afspejling i systemisk psykologisk teori og praksis

Rasmussen (ved undervisning 18/2-00) opsummerer fire nøglebegreber for systemisk teori: det cirkulære, det relationelle, det procesuelle, det systemiske. Jeg vil nu undersøge, hvordan de passer med det netop gennemgåede.

Som Bateson tager afstand fra den klassiske lineære årsagssammenhæng - hvor det er muligt at adskille årsag fra virkning - pointerer den systemiske teori ligeledes cirkularitet, som grundlæggende princip for det menneskelige liv og interaktioner. Med dette forstås at den enkelte virkning så at sige kan være sin egen årsag. Eksempelvis er det ikke kun mig der skriver, men derimod foregår der en cirkulær proces, hvor det jeg læser på skærmen, ordene og deres ofte flertydige mening, påvirker mig tilbage og er således årsag til det næste jeg skriver. Dette som princip er grundlag for den terapeutiske tænkning, idet det ikke giver mening at søge efter nogen oprindelig årsag til problemer og konflikter, da en sådan ikke eksisterer. Således må man tænke i processen og relationerne mellem de implicerede mennesker for at forstå og ændre de uhensigtsmæssige forhold. Man ser altså på systemet af mennesker, deres relationer, samt den proces de er i.

Det bliver igen sammenhængende med Maturana og Varelas betoning af det subjektive, som Bateson også deler: idet der ikke eksisterer en objektiv realitet giver det ikke mening at søge nogle former for egenskabsmæssige årsager til problemer. F.eks. kan et menneskes energiske handling af nogle opleves som irriterende, hvor andre ser det som et tegn på initiativ.

Et andet biologisk funderet begreb, der dog ikke udspringer fra de ovennævnte forfattere, er homøostase. Tankerne om familiehomøostase stammer fra en artikel af Jackson (1957). De forskellige informationer, der udsendes i systemet, kan betragtes som formålstjenlige i forhold til bevarelse af dets stabilitet. Det resulterer bl.a. i, at forskellige problemer eller symptomer (f.eks. anorexi) kan opfattes som meningsfulde for systemet.

Som det er forsøgt vist er ovenstående nøje sammenhængende med det biologiske grundlag. Jeg vil nu betragte det kritisk og forholde mig til, om det nu er de rigtige og eneste nødvendige slutninger at drage, altså behøver dette biologisk-filosofiske grundlag egentlig at føre til den form for terapi, som vi møder i den systemiske litteratur? 

Et første punkt er den praktiske terapeutiske tilføjelse, hypotesedannelsen, som f.eks. Palazolli et al. (1994) og Egelund (1989) beskriver. Terapeuterne former en hypotese om systemet (typisk familien) så hurtigt som muligt, hvilket også kan være inden det første egentlige møde. Denne kan ændres løbende, hvis det er nødvendigt, og vil senere danne baggrund for intervention. Det er således en observation af et system, der er grundlaget for en beskrivelse af dets strukturer.

Hypotesefremstillingens hurtighed forekommer i modsætning til Batesons egne videnskabelige forestillinger om, hvordan man får viden om et system. Ifølge Ålgaard (1986) mener han, at det er vanskeligt at vide noget sikkert om et system, og han betragter den bedste fremgangsmåde via metaforen om undersøgelse af en ”black box”. Ved denne metode kan man efter længere tids observation iagttage visse mønstre/strukturer, om hvilke man kan generalisere.

Det kan derfor forekomme problematisk at forestille sig - og ikke i sammenhæng med den teori man tager udgangspunkt i - at hurtige udsigelser om systemer er mulige. Omvendt er det i lighed med tanken om en udefra kommende observatør, der alene, uden medvirken af systemet, danner hypoteser om det.

En sådan holdning er i strid med anarkistisk psykologi. Som Dreier (1993) er inde på må terapiens mål være at øge klienternes selvbestemmelse. Hvis disse til daglig lever i en situation af afmagt og manglende indsigt i eget liv er det problematisk at hjælpe dem med udefra skabte analyser og forklaringer (altså hypoteser). Dette vil muligvis hjælpe dem i deres nuværende konflikt, men ikke give dem mulighed for selv at håndtere senere problemer. Med Batesons (1972) egne ord vil læringen være begrænset til 1. ordens læring.

Denne kritik kan minde om den som Rasmussen (1994) gengiver, der stammer fra konstruktivister, 2.ordens kypernetikere og postmodernister. De kritiserer ligeledes tanken om en objektiv observatør, men det ud fra at der ikke er nogen objektiv sandhed, samt at terapeuten selv kommer til at indgå i systemet og dermed påvirker det.

Endvidere kritiseres en sådan holdning inden for egne rækker af Anderson og Goolishian (1995), der argumenterer for, at terapeuten må tage et ”ikke-vidende” standpunkt overfor klienten. De betoner, at terapeuten må være åben og fri for egne (teoretiske) fordomme i forhold til klientens fortælling.

Et andet diskussionspunkt rejser sig, idet det mange steder fremgår (f.eks. Minuchin & Montalvo 1971, White 1992), at det er de mindre systemer, der fokuseres på i terapi og intervention; typisk den nære familie (far, mor, børn, evt. bedsteforældre eller andre nære familiemedlemmer). Dette står i modsætning til Bateson (1972) og hans teori om selvet, hvor der lægges stor vægt på det større system og dets indvirken på individet.

Jeg finder det derfor påfaldende, at man i den systemiske litteratur og Bateson selv ikke metodisk beskæftiger sig mere med, hvordan de større systemer (som eksempelvis grundlæggende samfundsideologier) og deres strukturer påvirker familier og individer. Dette kan kritiseres ud fra anarkistisk psykologi, der mener, at det ikke er muligt at forholde sig til mennesket uden at se på dets samfundsmæssighed (se f.eks. Mathiasen 1981 og Dreier 1993). zur Lippe skriver ligeledes:

”Denne isolering af  ”adfærd” har til følge, at adfærden ikke længere behøver at blive forstået i sammenhæng med de problemer, der kendetegner dens tilblivelseshistorie, og de betydninger der er opstået i denne sammenhæng.” (i Nielsen & Nielsen (red.) 1978, p. 236)

I sammenhæng med dette virker den ensidige fokusering på individet og de små systemer som det løsningsskabende og forandrende, forsimplet. Dette kan også, paradoksalt nok, ses i forhold til Bateson (i Ølgaard 1986), der netop går bort fra at betragte individet som en adskilt entitet, men derimod ønsker at se det som en organisme-i-sin-omverden. Når individet er så bestemt af og sammenhængende med sine strukturer, som Bateson (1972) beskriver, hvordan skal det så være muligt for den enkelte at forandre? Med baggrund i dette og bl.a. også Egelund (1989) virker det rimeligt, at anarkistisk psykologi stiller spørgsmålstegn ved den korrekte analyse af de konfliktløsende muligheder.

4.2 Er denne biologi adækvat som psykologisk forklaring af mennesket?

Jeg vil nu vende tilbage til det biologiske udgangspunkt og undersøge om det er konsistent i forhold til en psykologisk forklaring af mennesket.

Maturana (i Stjernfelt 1991) afskaffer objektiviteten. Selvfølgelig anerkendes en ekstern realitet, men den erfares kun gennem vores subjektive sanser og deres systemer. Således er det ikke muligt og rigtigt at tale om en fast, uforanderlig og objektiv verden og dermed skabes der grobund for konstruktivistiske og socialkonstruktionistiske teorier og de heraf afledte terapier (se f.eks. Anderson og Goolishian 1988, der netop henviser til Maturana og Varela, samt Batesons idealistiske (i modsætning til materialistiske) teorier - ”ecology of ideas”).

Anarkistisk psykologi er enig med Maturana og Varela på dette punkt - vi kan kun erfare verden gennem vores subjektive og foranderlige sansesystemer. Det der medfører en forskel i udlægningen af dette faktum er, at der ikke er noget til hinder for, at vi kan erfare (subjektivt og individuelt) meget lig hinanden og dermed efterfølgende via sproglige bearbejdelser skabe en fælles og nærmest objektiv verden, der i fællesskab kan handles ud fra. I praksis gør vi det konstant, som f.eks. i skabelse og flyvning af fly. Her er mennesket på et meget kompliceret plan i stand til at skabe enighed og skelne mellem rigtige og forkerte handlinger. Velvidende om forskellen på et håndgribeligt fly og menneskelige relationer i bevægelse, mener anarkistisk psykologi, at det principielt er det samme. Dette er i øvrigt det samme som Maturana (i Stjernfelt 1993) mener, når han taler om strukturel determinisme som en nødvendighed i videnskab. På denne måde kan man godt tale om sandheder eller om noget er mere rigtigt end andet. Dette lægger op til, at det er mere relevant at diskutere, hvad der skal forstås med begrebet sandhed.

Den konstruktivistiske og socialkonstruktionistiske opfattelse af, at der ikke eksisterer en sandhed er således både rigtigt og forkert. Men det forekommer, at disse retninger sidder fast i den kendsgerning, at vi kun kan erfare verden via vore sanser, der er subjektive, og derfor fejlslutter de til, at det ikke giver mening at søge noget sandt. Dette har konsekvenser, som jeg vil nævne i det sidste punkt.

Et andet kritisk punkt ved socialkonstruktionisme og konstruktivisme er den ensidige fokusering på det sproglige. Også dette vil jeg vende tilbage til.

Dette er dermed en betydningsfuld side af den biologiske forklaring, der skal tages med forbehold, hvis den anvendes som psykologisk forklaring.

5. Forholdet mellem den systemiske diskurs og ideologi

Ideologi skal forstås som værdimæssigt og politisk og er et centralt begreb i den anarkistiske psykologi, der forudsætter, at ideologisk neutralitet er umulig. Enhver tænkning og handling er ideologisk (den ideologiske uundgåelighed), hvilket naturligvis også gælder videnskab, psykologi og terapi.

Ideologi bunder i evolutionen og kan opfattes som en værdimæssig og samtidig meget håndgribelig samlet måde at overleve på, der er kendetegnet for mennesket. Kun mennesket kan være ideologisk, da det er den eneste art, der evner tankemæssig refleksion på dette plan. Netop refleksionen og evnen til at forholde sig til eget liv og samfund giver muligheden for bevidst at vælge ideologi. Ikke at vælge og ikke at tage stilling er lig med støtte til det bestående og i modsætning til dette, er anarkistisk psykologi forenelig med en ideologi, der bygger på antikapitalistiske og antiautoritære principper.

Således er det uundgåeligt i denne opgave at undersøge forholdet mellem det systemiske og ideologi. Anarkistisk psykologi har hentet inspiration om ideologi og dens indvirken på videnskab hos Althusser (1975,1983), Jacoby (1977), zur Lippe (1974, 1975). Desuden kan Rose (1996) inddrages til beskrivelse af det nuværende samfund og ligeledes er Watzlawick (1986) et eksempel på terapeutisk praksis og det ideologiske syn det afspejler.

Jeg vil her opridse de punkter i den systemiske og konstruktivistiske/socialkonstruktionistiske tænkning, der afspejler ideologi:

1. Fokuseringen på de små systemer, der løsrives fra deres samfundsmæssighed, hvilket medfører en mangelfuld problemforståelse. 2. Afvisningen af objektive sandheder og den manglende søgen efter reelle årsager til problemer, der således resulterer i uændrede problemskabende livsbetingelser 3. Den ensidige fokusering på det sproglige, der underkender de ikke-sproglige årsager til problemer og igen ikke giver mulighed for forståelse og ændring af de reelle problemer.

Ved eksaminationen ønsker jeg at beskrive og forklare, hvordan ovenstående hænger sammen.

6. Konklusion

I synopsen lægges der vægt på en undersøgelse af de aspekter ved systemisk tænkning, der har deres afsæt i biologiske principper, og denne forbindelse er blevet forholdt til anarkistisk psykologi. Baggrunden for dette skyldes en overbevisning om teoriers nødvendige konsistens med henblik på deres erkendelsesteoretiske fundament.

Som forsøgt vist, er der nøje sammenhæng mellem visse nøgleprincipper for systemisk tænkning og det biologiske grundlag. Dog påpeges der en manglende konsekvens i forfølgelsen af strukturenes/ omgivelsernes betydning i forhold til individets og de mindre systemers mulige handlerum.

Endvidere kritiseres tendensen (også repræsenteret ved konstruktivismen og socialkonstruktionismen) til afståelse af objektivitet. Til dette mener anarkistisk psykologi, at der er tale om en fejlslutning ud fra det biologiske grundlag, der desuden medfører vanskeligheder i konflikt- og problemløsningen.

Til sidst opstilles nogle punkter i systemisk tænkning, der sættes i forhold til princippet om den ideologiske uundgåelighed. De står til uddybning ved eksaminationen

7. Litteratur 

Althusser, L. 1975. Filosofi, ideologi og videnskab. Rhodos. (196 sider)
Althusser, L. 1983. Ideologi og ideologiske statsapparater. Arbejdstekster, Forlaget Grus. (102 sider)
Anderson, H. & Goolishian, H. 1988. Human systems as linguistic systems: Preliminary and evolving ideas about the implications for clinical theory. i Family Process vol. 27
Anderson, H. & Goolishian, H. 1995. Klienten er eksperten: En ikke-vidende tilnærmelse til terapi. i Forum nr. 3.
Bateson, G. 1984. Ånd og natur. Rosinante. (225 sider)
Bateson, G. 1972. The Cypernetics of ”Self”: A Theory of Alcoholism. i Steps of an Ecology of Mind. Ballentines Books.
Dreier, O. 1993. Psykosocial behandling. Dansk psykologisk Forlag (kap. 1,2,4,6,7 (185 sider))
Egelund, M. 1989. Herre i eget hus. Akademisk Forlag (211sider)
Jackson, D.D. 1957. The Question of Family Homeostasis. i Psychiatric Quarterly, suppl. 31.
Jacoby, R. 1977 Det sociale hukommelsestab. Hans Reitzel. København. (157 sider)
Mathiasen. 1981. Problemfamilien - afklaring og udvikling af problemfamiliebestemmelsen. i Udkast nr. 1, 9. årgang. (57 sider)
Maturana, H. & Varela, F. 1987. Kundskabens træ. Den menneskelige erkendelses biologiske rødder. Ask. (222 sider)
Minuchin, S. & Montalvo, B. 1971. Techniques for working with disorganized low socioeconomic families. i  Haley (ed.) Changing families. New York.
Palazolli, M.S. et al. 1994. Hypotesedannelse, cirkularitet, neutralitet: Nøgleord i familieterapi. Forum nr. 2
Rasmussen, S.V. 1994. Terapeutiske positioner, konstruktivisme og dekonstruktivisme. i På tværs i terapien. Rapport fra tredje nordiske kongres i familieterapi. København.
Rose, N. 1996. Governing interprising individuals. i Inventing Our Selves. Cambrigde University Press.
Stjernfelt, F. 1991. Afsked med objektiviteten. interview med H. Maturana i Information 3/5
Watzlawick, P. 1986. Det er håbløst men ikke alvorligt. IDEAS Publications. Odense (82 sider)
White, M. 1991. Eksternalisering og ny-skrivning af liv og forhold. i Forum nr. 3
zur Lippe, R. 1974. Subjektivitet - en objektiv faktor. i Nielsen, B.S & Nielsen, E. (red.) Socialisationsforskning. 1978. Borgen/Basis.(50 sider)
zur Lippe, R. 1975. Jeg-psykologi uden jeg. Watzlawicks psykiatriske terapi som skjult samfundsteori og dens borgerligt-traditionelle grundlag. i Nielsen, B.S & Nielsen, E. (red.) Socialisationsforskning. 1978. Borgen/Basis.(50 sider)
Ølgaard, B. 1986. Kommunikation og økomentale systemer. Ask (240 sider)

Uddybning af s-synopsis og anarkistisk psykologi:
 
side 1
linie 8  

Teoriers betydning
Teorier skal tages alvorligt, da de har en afgørende indflydelse på vores handlinger. Teori kan defineres som en antagelse/forestilling om praksis, der desuden også kan være årsag til praksis, når den efterfølges (konsekvent). Teorier kan med denne forståelse sammenlignes med princippet bag teorierne om de kognitive processer (scripts/schemata), der forenkler og kategoriserer samtlige af de impulser vi får i vores hverdag. Vi har scripts der automatiserer et utal af vores handlinger i alle mulige sammenhænge. Eksempel: Når jeg som lærer går ind i en klasse har jeg efterhånden en fast/automatisk måde (et script) at få ro på, i den forstand at jeg ikke reflekterer over hvordan det er jeg gør. Mine handlinger har muligvis aldrig været genstand for seriøs refleksion og er derfor blevet automatiseret uerkendt. Jeg kunne også have deltaget på et kursus, der omhandlede stemninger i en skoleklasse, hvor der lå gennemarbejdede teorier bag den praksis der blev indarbejdet (og begyndelsesvis automatiseret) via gruppespil. De nævnte eksempler repræsenterer to yderpunkter i et spektrum for indarbejdning af teori/scripts eller automatiseret handling.

Ap (anarkistisk psykologi) vil hævde, at enhver teori - her i mere videnskabelig forstand - kan spores tilbage til nogle grundlæggende værdimæssige og erkendelsesteoretiske niveauer. Forbindelsen mellem de grundlæggende niveauer og praksis kan ofte være uklar og ikke altid entydig. Endvidere kan den samme praksis også have forskellig grundlag. Derfor er jeg klar over, at det kan være problemfyldt at hævde en sådan forbindelse, samt at det ikke altid vil være lige relevant at undersøge en given praksis teorifundamentalt. Kravet er derfor en ideel fordring: Vil man i psykologisk praksis handle rigtigt eller i hvert fald opnå det man ønsker, så må det være et krav og en nødvendighed, at handlingen er dybest teoretisk funderet, at den handlende er bevidst om de politiske og hermed mellemmenneskelige værdimæssige konsekvenser (”den store sammenhæng”) som den ”lille” konkrete handling har (jf. ap’s reciprok-antagelse om mennesket - se senere).

side 3
linie 18


Subjektets tilblivelse og særegne artstræk

Ap betragter mennesket som et pattedyr af arten Homo Sapiens. Derved er det, som andre dyr, en del af evolutionen og heraf følger visse basale sandheder om den menneskelige eksistens: Hele vejen op gennem menneskets udvikling, fra abestadie til det højt udviklede individ vi kender i dag, har meningen og målet været overlevelse og videreførelse af arten. På dette niveau adskiller vi os ikke fra de andre dyr. I løbet af evolutionen er der udviklet individer, der kunne klare sig bedre, dvs. mere ”smart” relationelt i gruppen. Bateson benævner dette ”the game of relations” og de der var gode i relationskampen overlevede. Via den naturlige selektion blev mennesket til et reflekterende og symbolbeherskende individ. Denne helt specielle menneskelige evne er altså fremkommet som overlevelsesmiddel: de individer der var gode socialt overlevede. Det at leve i grupper var hverken godt eller ondt - det var overlevelse. Menneskets refleksionsevne og symbolbeherskelse, skal altså ikke ses som andet end en på et tidspunkt effektiv virkende overlevelsesstrategi. Meningen med livet var og er overlevelse og derfor har mennesket de artspecifikke kendetegn som vi kender i dag.

Meningen med livet er derfor enkel: overlevelse og afkom; og til formålet har vi vores specielle evner, der i dag i den vestlige verden gør os i stand til at leve længe, have rigeligt med mad, beskyttelse mod kulde, medicin og hospitaler til sygdom o.s.v.. Der er stadig ikke tale om godt eller ondt, for det eneste det handler om, er overlevelse af arten, hvilket er en basal og ufravigelig livssandhed.

Men når dette er sagt - denne simple sandhed - så åbnes dørene for videre udforskning af den menneskelig art. Vi har nemlig refleksionen, der giver muligheden for at forholde os til os selv, andre, verden, livet og eksistensen. Vi har muligheden for valg og således er vi havnet i den verden, der er i dag. Og den er yderst anderledes fra de øvrige dyr, for mennesket indgår i en uundgåelig samfundsmæssighed. Vores overlevelse sker i dag p.b.a. indgåelse i samfundets menneskeskabte produktionsbetingelser. Vi opretholder vores materielle liv, ved selv at fremstille vores livsbetingelser igennem en samfundsmæssig indgribende forandring og genstandsmæssig forarbejdning af naturen. På ethvert historisk trin bliver det enkelte menneske til subjekt for egne samfundsmæssige livsforhold.

Med andre ord betyder det, at skal vi have mad, kan vi ikke bare gå ud i naturen og plukke bærerne eller fange dyrene, vi bliver nødt til at deltage på de givne præmisser i de givne strukturer, som er de objektive betingelser vi subjektivt er med i. Mennesket har således bevæget sig fra en naturlig nonreflektiv ubearbejdet eksistens til en samfundsmæssig naturbearbejdende og reproducerende. Denne eksistens er derfor underlagt de historiske samfundsmæssige produktionsformer. Mennesket er gået fra naturmæssighed til samfundsmæssighed - og det er effektivt, for arten er meget succesrig. Dette er af absolut afgørende betydning for det enkelte individ og dets udformning og det vil jeg vende tilbage til med subjekt- og subjektivitetsdefinitionen, for mens vi er ved det evolutionære skal der gøres et kort sidespring til ideologi, der dog også vil blive uddybet senere.

Idet mennesket besidder refleksionen, har det også muligheden for at forholde sig til, om det der foregår er godt eller dårligt: ”Overlever jeg - ja eller nej?”, og nu det allermest væsentlige: ”Er det en behagelig måde at overleve på, hvad siger mine sansninger mig, mine følelser?” NU er skelnen mellem godt og ondt mulig, skelnen mellem god og dårlig overlevelse eller godt og dårligt liv. ”Den måde jeg relaterer mig til de andre i gruppen overlever jeg på, men kan jeg gøre det bedre, er det her godt?” Sådanne spørgsmål bliver mulige og al etik er en videreudvikling af disse basale spørgsmål og al eksistens, religion, politik er en konsekvens af tanker, som urmennesket kunne gøre sig. Politik er relationsmanipulering på højeste plan og heraf kommer, at ideologi er en overlevelseskamp på et højt teoretisk og ideelt niveau, der samtidig føres ud i praksis.

Som det pattedyr vi er, kan man ikke sige, at den ene ideologi er mere rigtigt end den anden; deres værdi kan kun måles på overlevelse, men som den helt unikke art vi er, kan vi indføre og kræve noget så menneskeligt som etik og hermed skelne mellem gode og dårlige ideologier.

Det gode og onde kan kun referere til mennesket - det er absurd at tale om en ond løve der æder zebraungen for den følger kun sin naturlighed. Mennesket naturlighed er derimod blevet til en refleksiv samfundsmæssighed og derfor kan vi i den grad tale om et ondt menneske og et godt menneske, for vi er ikke og kan ikke være ligeglade med hvordan vi overlever.

For os i den vestlige verden er de materielle livsnødvendigheder noget alle tager for givet, hvormed sultedøden nærmest kun kan være selvvalgt. Derfor er vores energi bundet til indretningen af vores liv, til samfundet og til bestemmelse af de værdier, der skal dominere.

Sådan er mennesket i dag og ideologi er intet andet og samtidigt alt dette.


Subjekt- og subjektivitetsmodel 

Tilbage til det enkelte menneskelige individ, som jeg også betegner subjektet for derved at skrive mig ind i en speciel tradition, som også den kritiske psykologi er en del af.

Subjektet er betinget af og dannet af og danner - via en reciprok påvirkning - følgende strukturniveauer:

· De grundlæggende samfundsmæssige strukturer, hvormed menes de historiske, økonomiske og ideologiske.

· De nære praktiske og dagligdags strukturer. Her tænkes på de institutionelle og andre hverdagsmæssige forhold, som de konkrete arbejdspladser, skoler osv., samt deres værdier, normer og regler.

· Individets særegne internaliserede strukturer, med hvilke jeg mener de fra fødslen og primært via forældrene dannede; altså objektrelationer og diverse adfærdsmønstre.

· Individets medfødte strukturer, der er det genetisk betingede, som fx temperamenttendens.

Subjektivitet (”personligheden”) er summen af, samt det enkelte subjekts unikke måde at forholde sig til, de fire principielle strukturniveauer.

Subjektets selvbestemmelse (”frihed”) er proportionalt stigende med graden af viden og indsigt i strukturerne, samt muligheden for at handle efter denne viden og dermed påvirke strukturerne bevidst.

I forhold til menneskets autonomi kan man sige, at subjektets selvbestemmelse (”frihed”) er proportionalt stigende med graden af viden og indsigt i strukturerne, samt muligheden for at handle efter denne viden og dermed påvirke strukturerne bevidst.

Hermed siger jeg også noget om dynamik-princippet i modellen, der ligger meget nær Maturana og Varela og Bateson, nemlig et rekursivt og cyklisk, hvor vi hele tiden skaber os selv, hinanden og samfundet. Samlet betragtes verden med mennesker (og dyr) således, som et samlet system der både rummer statiske og udviklende elementer.

Min models og dermed også mit videnskabelige arbejdes struktur kan også beskrives med Batesons fordring om, at en videnskabelig beskrivelse af et fænomen bør indeholde mindst to former for samspil: 1 - fænomenet forhold til dets ydre verden og 2 - fænomenet indre forhold. Bateson bruger en sten som eksempel og siger, at normalt vil man blot beskrive en sten som hård og dermed refererer til dens uimodståelighed for ydre indtrængning. I videnskabelig sammenhæng vil man tilføje en beskrivelse af dens indre forhold, hvilket her vil sige molekylernes specielle dele og deres sammensætning.

På samme måde beskæftiger jeg mig med subjektets forhold til dets ydre verden - samfundet, og desuden subjektets forhold til sig selv - subjektiviteten og indre strukturer. Dette to-delings-princip ønsker jeg at gennemføre konsekvent: Laver jeg f.eks. en strukturniveau-analyse af objektrelationer, skal denne ses i forhold til alle subjektets indre strukturer (der således også rummer de internaliserede ydre strukturer og subjektiviteten) og de ydre samfundsmæssige.

I den her opgave har jeg meget naturligt (pga. det systemiske) koncentreret mig om den ene overordnede form for beskrivelse, nemlig subjektets forhold til den ydre verden - relationerne mellem subjekterne og samfundet. Til denne beskrivelse og analyse har jeg anvendt et ideologibegreb og -forståelse, som jeg nu vil beskrive nærmere


side 5
linie 12

Hypotesefremstillings-problematikken

Er på sin vis afrundet i opgaven, da kritikken begrænser sig til de der anvender hypoteser, som kritiseret.
MEN generelt om hypoteser og deres fremkomst gælder følgende:

Først og fremmest er dette er et kildent emne, da der - som også nævnt i kritikken - kan være fare for, at terapeuten bliver bedrevidende og begrænser klienternes muligheder for optimal selvbestemmelse.

Kritisk psykologi (Dreier 1993) har en klar holdning til, hvordan verden er skruet sammen og heraf hvad terapi er og hvad målet må være: Kritisk psykologis terapi kan betragtes som en formidlings opgave mellem klientens umiddelbare personaliserede restriktive og tolkende perspektiv og så det almengjorte samfundsmæssige udvidende og begribende perspektiv. Dette er en overordnet teoretisk hypotese, der danner grundlaget for hver enkelt terapi. Således er der tale om, at terapeuten på et abstrakt niveau har defineret, hvad det er der skal ske. Spørgsmålet er, om det er udtryk for en autoritær bedrevidende holdning eller der er tale om en nødvendig stillingtagen, som er uundgåelig for alle terapeuter og som alle må forholde sig til. Altså hvad er det overordnede mål?

Alle kan blive enige om, at formålet med terapi er en forandring af individets liv til det bedre. Ligeledes kan alle være enige om, at det sker ved, at den terapeutiske samtale udvider individets forståelse af eller indsigt i eget liv. Men hvordan sker forandringen så? Ved blot at individuelt at få større forståelse og kunne ændre sin personlige narration uden egentlige interpersonelle handlinger eller ved konkrete ændrede handlinger i de interpersonelle relationer eller ved indsigt i hvordan vi som mennesker og samfund er indrettet for derved at kunne handle mere relevant og mindre unødvendigt konfliktfyldt?

Den systemiske tænkning lader til at arbejde med en øget indsigt i egen handlingers virkning i de interpersonelle cirkulære virkningskæder med en mulig ændret handlemønster til følge. Af denne tilgang følger et syn på mennesket, som løsrevet fra sin samfundsmæssighed, hvor dets velbefindende ikke er afhængigt af de givne strukturer, men udelukkende de snævre og nære mellem-menneskelige forhold. Sådan omtrent ser den bagvedliggende teori ud, men dets udformning er ikke det væsentlige, det er derimod, at der ligger en forestilling til grund og i og med at man handler ud fra den, så pådutter man også klienten sit grundsyn. Hvis det er klientens umiddelbare perspektiv, der bliver afgørende for terapiens udformning, så afspejler det holdningen om, at hver individ har sit særegne standpunkt, der ikke bunder i en fælles samfundsmæssig virkelighed og at det derfor er uproblematisk, at det enkelte individ forfølger sine egne interesser. Men det er netop ikke uproblematisk, som også Dreier (1993, p. 171) påpeger, for der opstår således individualiserede interesse-konflikter, der vedvarende vil afføde problemer (med potentielt terapibehov). En sådan terapi har derfor ingen langtidsvirkning, men er til stadighed kun overfladebehandling. Endvidere øger den systemisk tænkning ikke klientens mulighed for selvbestemmelse, hvilket er en af anarkistisk psykologis mest fundamentale krav.

Eksempel: Under min opgaveskrivning har jeg til tider haft det dårligt, været følelsesmæssigt presset, nervøs og halvangst. Det skyldes en individuel oplevelse af et personaliseret, isoleret og oppositionelt standpunkt begrundet i min opgaves særlige indhold. I opgaven forholder jeg mig kritisk tilen psykologisk fremherskende retning, som min underviser selv praktiserer. Vi har ikke almengjort vores interesser, hvilket betyder, at jeg oplever at stå i ikke bare en teoretisk modsætning, men også menneskelig til min underviser og bedømmer. Vi har ikke i processen diskuteret os frem til en almengjort interesse, som her kunne være en fælles forbedring af hver vores teoretiske bagland. Min oplevelse bunder i en generel holdning på universitetet, hvor der ikke opfordres til selvstændig kritisk tænkning. Den holdning har ikke været anderledes hos min nuværende underviser. Hvis et almentgjort interessesammenfald var muligt, kunne jeg have oplevet et fællesskab med andre studerende, der havde det ligesom jeg. Sådanne kender jeg bare ikke og de findes heller strukturelt (på et institutionelt niveau).

Med den kritisk psykologiske tankegang synes jeg at have vist, hvorfor den systemiske tænkning er lige så ”påduttende” som alle mulige andre retninger. Spørgsmålet er nu om man kan tale om, at terapeuten ”pådutter”, når det i virkeligheden - via ap’s ideologiprincip - ikke er muligt at være neutral (som det systemiske foregiver); altså ikke muligt at være fri for betydningsfulde grund-antagelser om mennesket og mennesket i det omgivende samfund? Det mener jeg ikke, tværtimod synes ovenstående argumentation blot at støtte teorien om ideologiens uundgåelighed: ligegyldigt hvad vi vælger ligger der nogle antagelser bag og disse bunder i et grundlæggende menneskesyn og dette har ideologisk interesse og betydning.

Hvordan ønsker anarkistisk psykologi at forbinde sin ideologi med terapeutisk praksis?

Målet er at øge selvbestemmelse, hvilket vil sige at fascilitere indsigt i subjektets strukturniveauer og dets personlige forholdemåde dertil. Terapeuten må således hjælpe klienten til at få større forståelse og klarhed over eget liv, livsposition i de givne betingelser, mulighedsrum og subjektivitet.

Ligeledes må terapeuten med høj etisk formåen bruge sin generelle viden (grundantagelse) om subjektet og samfundet i denne fascilitationsproces. Det vil således være dårlig terapi ikke at arbejde ud fra forståelsen om subjektets samfundsmæssighed og formidle denne i klientens udviklingsproces.
Da anarkistisk psykologi ikke arbejder fordækt, er det vigtigt, at terapeuten i en indledende visitationssamtale gør arbejdsprincipperne klare for klienten, så denne har mulighed for at fravælge denne psykologis ideologi og vælge en anden. På denne vis fastholdes princippet om individet autonomi - magt over eget liv via klarhed omkring betingelser.


side 6
linie 5

Problemet med fokuseringen på de mindre systemer

Temaet er her det samme som for individer, da man stadig må se diverse grupperinger i deres samfundsmæssighed. Således er forældre ikke bare forældre, men subjekter der må leve under de objektive betingelser. Kortslutningen opstår derfor, hvis man ikke analyserer problemet udfra denne forståelse.


linie 25

Det opgavetekniske problem

- med, at der ikke er trukket ordentligt op på spørgsmålet.

Det er der vel alligevel: objektivitetsproblematikken fremdrages, de uheldige konsekvenser ved ikke at hævde en sandhed nævnes og ligeså med fokuseringen på det sproglige. Det skrives, at disse områder skal tages med forbehold når man beskæftiger sig med denne biologiske forklaring af mennesket som grundlag for en psykologi.


side 7
linie 4

Objektivitetsproblematikken og hvad er sandheden?

Ingen nægter en ydre entydig realitet og spørgsmålet går derfor på, hvad vi skal sige om vores sansemæssige bearbejdelse af den. Er den individuel/subjektivistisk og vil den derfor aldrig afspejle andet end menneskets mangfoldighed eller kan man i stedet hævde muligheden for i samdrægtighed at argumentere sig frem til den mest adækvate oplevelse og beskrivelse? Ap vil hævde det sidste.

Der er en realitet der har betydning for os. Sult er eksempelvis et meget åbenlyst, nemt identificerbart og muligt ens fælles oplevet fænomen. Et fællesskab vil nemt være enig om/have samme erkendelse af, at en slagtet gris og 10 kilo ris (en ekstern realitet) vil være godt for sulten (en intern subjektiv sansning). Af dette må man konkludere, at virkeligheden godt kan erkendes adækvat, selv på trods af, at muslimer ikke ville spise grisen, kunne de dog ikke nægte, at der var tale om noget materielt, der også kunne stille deres sult, hvis de ville tage det valg at trodse deres religion.

Jeg mener, at dette eksempel principielt kan videreføres til alle andre fænomener. Ethvert menneske vil kunne være enig i, at kapitalismen har en mængde negative konsekvenser, men derfra og så til at ville afskaffe den er der en mængde valg, der skal træffes: Vil man tro på de argumenter der hævder, at noget andet vil være bedre, osv.?

Men der kan erkendes sandt: vi kan begribe de markedsøkonomiske kræfter, da de er tæt forbundet med en praksis, som vi møder hver dag når vi handler ind, tænder fjernsynet osv. Spørgsmålet er igen hvilke argumenter vi ønsker at følge og heraf kommer, at det til syvende og sidst er en ideologisk kamp der føres.

Tilbage til den eksterne realitet. Den findes og den påvirker os. Dårlige boligforhold er relativt, men kan dog stadig erkendes som netop relativt. Slumbeboeren med sit blikskur vil hævde at en fugtig lejlighed i København er en god bolig i forhold til, hvad han er vant til, men vil dog stadig ikke kunne nægte, at Strandvejs-palæet er så meget bedre en bolig, at lejligheden fremtræder som dårlig.

Ligeledes vil han kunne erkende at slumbebygningen er dårlig for hans helbred og hans liv er forringet på grund af denne eksterne realitet. Dette er et ubestrideligt sandt eksempel: Den ydre virkelighed kan erkendes på en entydig måde og det samme kan dens betydning for mennesket.

Principielt gælder dette for alle livets forhold. Og hvad er så det, der skal forhindre terapeuten i at søge en så nøjagtig som mulig beskrivelse og erkendelse af den eksterne realitet og dens betydning for klienten? Hvorfor vil man i en terapi ikke afklare disse objektive betingelser og deres betydning for subjektet, så det enkelte menneske kan få muligheden for at handle med større indsigt i dets reelle problemer og få en reel mulighed for et bedre liv?
Der er ingen undskyldning, men kun ideologi.
Og i denne ideologi holder man med en misforstået etik fast i, at subjektet kan skabe sin verden i den samme problematiske umiddelbarhed han var i, da han indledte terapien. Derfor kan klienten kun blive kortvarigt bedre til at klare sig i sin problematiske virkelighed, men får netop ikke muligheden for at få en egentlig forøget selvbestemmelse over eget liv. Det kan sammenlignes med, at en øjenlæge ikke giver de korrekte (adækvate) briller til en synsforstyrret patient eller blot giver ham kontaktlinser, der kun hjælper begrænset og som skal fornys årligt ved samme læge mod en klækkelig betaling.

Anarkistisk psykologi vil - ligesom kritisk psykologi - nå dybere. Det er måske i selve situationen ikke altid så tidsmæssigt effektivt, som visse former for systemisk terapi, men til gengæld er der tale om reel hjælp til et menneskes udviklingsproces. Parentetisk bemærket kan en vurdering ud fra et tidsmæssigt kriterium kun bruges som eksempel på kapitalismens evindelige effektivitetskrav.


linie 25

Ideologi

Dette er denne opgaves kardinalpunkt og burde sådan set læses først.
Jeg vil nu indføre en ny forståelse af begrebet ideologi, som er væsentlig for hele den anarkistiske psykologi, men først vil jeg fremføre tidligere anvendelser af begrebet, for derved at kunne adskille nytænkningen.

Ordet ideologi bliver brugt første gang for kun 200 år siden af franskmanden Destutt de Tracy og refererer til læren om ideerne. Disse fremkommer af sansningen og  inspirationen til denne lære kommer fra John Locke og empiristerne. Ideologi, forstået på samme måde som psykologi, skulle ligefrem ses som en del af zoologien (Frandsen et al. - efterskrift i Althusser 1983). Jeg kender dog ikke mere til Destutt de Tracy og mine tanker om forbindelsen til evolutionen er uden sammenhæng.

Herefter får ”ideologi” , med Marx og Engels (”Den tyske ideologi” fra 1845) den mere negative klang, som vi kan forbinde med begrebet i dag. Betydningen henlægges til noget illusorisk eller en fordrejet opfattelse, og ideologi er nu ikke mere en videnskab, men en del af den sociale virkelighed. I dag vil de man i daglig tale opfatte ideologi, som et samlet idegrundlag for en politik (eksempelvis den konservative ideologi).

Althusser har gjort nyskabende tanker om ideologibegrebet og disse lader jeg mig på nogle områder inspirere af og på andre tager jeg afstand fra.

Althusser (i Frandsen et al.) opererer med flere forskellige (og til tider diffuse) opfattelser: 1. Ideologi som et epistemologisk begreb, hvor ideologi kommer til at stå i modsætning til videnskab (den marxistiske) 2. Ideologi som et niveau eller instans i samfundsformationen, hvilken er en meget traditionel marxistisk forståelse. 3. Ideologi som interpellation af individerne som subjekter, som er den eneste af Althussers teorier, der kan betragtes som en egentlig teori om ideologi.

Eftersom intentionen ikke er en redegørelse for ovennævntes teorier vil jeg lade dem stå indtil videre og fremdrage dem når det bliver relevant for min ideologiteori.

Som tidligere nævnt tager ap afsæt i biologien og diverse teorier om evolutionen. Af disse afledes refleksionsevne og relationsmanipulering og heraf igen videnskab, politik, teknologi og alle de højtudviklede fænomener vi møder i dag. Alt har dermed sit udgangspunkt i overlevelse og senere, når den er sikret, kvalitativ god (værdimæssig) overlevelse. Ideologier rummer således en grundlæggende stillingtagen til eksistensen, til ens medmennesker, til livet og til - uundgåeligt - overlevelse.

Ideologier møder vi i uerkendt form hos de tidligste mennesker og deres samfund. Ideologiernes historie begynder samtidig med, at mennesket bliver samfundsmæssigt, altså bearbejder naturen genstandsmæssigt, som middel til overlevelse. Hermed rejser der sig automatisk spørgsmål om eksempelvis godernes fordeling, altså valg og stillingtagen. De tidlige samfund har dermed også været organiseret og struktureret på bestemte måder og selv her har der været alternativer. Nogle er blevet de fremherskende og mennesker har fået magt over mennesker. De fysisk og psykisk stærke, dem der har været gode til relationsmanipuleringen, har haft magten. Den menneskespecifikke godhed, senere betegnet som for eksempel næstekærlighed, har i visse samfund haft større indflydelse end i andre. De svage har man aldrig forholdt sig ens til og i hele denne sammenhæng gør ideologierne  deres indtog. De har været den idemæssige/værdimæssige baggrund for samfundsstrukturerne, hvormed menes den måde hvorpå man har valgt at tilrettelægge arbejdet, fordeling af mad (og andre goder), pasning af de syge/børn/gamle, samt holdninger over andre grupper og samfund. I starten har ideologiniveauet naturligvis været på et lavt plan, men uvilkårligt er der sneget sig spørgsmål ind der har krævet denne særlige ideologiske værdimæssige stillingtagen, oftest uerkendt, men senere mere tydeligt med inddragelse af erfaringer og faste beslutningsformer.

Diverse feudalsamfund har også været præget af ideologier og forskellige magtfulde gruppers kamp om råderummet over ressourcerne og derfor er ideologier ikke kun et fænomen, der begrænser sig til oplysningstidens meget klare definerede tankesæt, som vi møder dem hos f.eks. Adam Smith. Disse er som udgangspunkter videnskabelige (ligeledes Marx), men afspejler en klar holdning til mennesket og hvad der vil være god overlevelse for så mange mennesker som muligt. Disse grundlæggende holdninger er forskellige og kan kaldes ideologier.

Marxismen som videnskab bygger på ideologi og det vil jeg (paradoksalt nok) hævde også gælder for Althusser. For jeg mener, at han er forkert på den, når han stiller marxisme op overfor ideologi og kalder den ”teorien om den teoretiske praksis”. Han ophæver sit værk til entydig sandhed uden den nødvendige dybdegående argumentation og glemmer herved, at marxismens politiske mål om kapitalismens tilintetgørelse netop er et ideologisk valg. Han overser, at på trods af en sand erkendelse om kapitalismens grusomheder og inderliggjorte menneskefjendskab, så kan nogle stadig - i princippet uproblematisk - vælge den som en for dem god måde at overleve på. Ved dette ideologiske valg strander enhver videnskabelighed, sandheden bliver ligegyldig og mennesket føres tilbage til rå overlevelse uden etiske hensyn. Dette er, i den særegne menneskelige forståelse, forkert, men det forkerte og det onde er til stadighed et muligt valg, der træffes nemmest under onde betingelser.

Hermed markerer anarkistisk psykologi sig som anderledes end visse traditionelle opfattelser af anarkismen: Staten rummer for mennesket ødelæggende strukturer, men ved afskaffelsen af den opstår staks muligheden for nye destruktive strukturer. Målet med statens fjernelse er derfor ikke et mål i sig selv, men mere et nødvendigt skridt på en lang vej mod et samfund, der muliggør et ægte godt liv for de enkelte individer i fællesskab.


Princippet om den ideologiske uundgåelighed

Igen - ideologi er de værdimæssige principper, der ligger til grund for samfundets strukturer som det enkelte subjekt er underlagt og betinget af. Disse principper er skabt af og skabes af mennesker og eksisterer ikke i sig selv. Hver eneste lille del af ideologiernes konsekvenser er absolut afhængige af, at mennesker foretager handlinger. De slaveagtige produktionsformer som mange fabrikker benytter er afhængige af, at der sidder ledere som aktivt opretholder regler og retningslinier for hvordan arbejdet skal udføres, samt, at der er arbejdere, som gør hvad der forventes. Ligeledes opretholdes senkapitalismens inderliggørelse ved, at de enkelte subjekter ikke forholder sig anderledes til deres objektive livsbetingelser og som konsekvens foretager anderledes handlinger.

Tanker og ideer indeholder først magt, når der handles i overensstemmelse med dem.

Det nuværende samfund består så længe ingen tænker og handler anderledes. Således opretholdes ideologien ved passivitet og konformitet, da jeg mistænker de færreste ”demokratiske” magthavere (og almindelige mennesker) for at handle bevidst aktivt ondsindet. Deres forkerte handlinger består i at lade stå til, at tro på at den herskende ideologi er god nok, at den kan rede verden, at det alligevel ikke nytter at tænke anderledes osv..

Hver eneste handling bliver ideologisk bevarende eller forandrende, da ingen ideologi eksisterer uden det enkeltes subjekt enkelte handling. Her kan jeg referere til Althussers (1983) glimrende analyser af de forskellige statsapparaters ideologiske magt. Men igen må jeg tilføje, at intet statsapparat eksisterer i sig selv - de er afhængige af at nogle betjener dem og nogle adlyder og følger de udstukne regler.

Da samfundet og subjektet gensidig skaber hinanden i cyklisk/rekursiv interaktion kan oprør ske på alle niveauer og med meget forskellig betydning og konsekvens for andre mennesker og det samlede samfund, idet hver eneste handling således er ideologisk.


side 8
linie 9

Ideologiens afspejling

1. Fokuseringen på de små systemer
2. Afvisningen af objektive sandheder
3. Den ensidige fokusering på det sproglige 

ad. 1

Idet de enkelte mindre systemers mønstre og interaktioner ikke sættes i forbindelse med deres samfundsmæssighed opstår muligheden ikke for at ændre disse betingelser som de mindre systemer er underlagt. En sådan terapi er ideologisk bevarende, da den forhindrer mennesker i at erkende tingenes sande sammenhæng, for derefter - hvis de ønsker det - at ændre dem eller i det mindste at kunne korrigere deres eget liv forhold til de reelle omgivelsers betydning.

ad. 2

Idet man afviser objektive sandheder bliver der heller ikke mulighed for, med rette, at kritisere nogle bestående forhold, da disse kun kan være individuelt oplevet. Groft sagt vil det være umuligt at fastholde kapitalismens syge konsekvenser, da de kun er et udslag et subjektivt sind.

ad. 3

Den ensidige fokusering på det sproglige er også ideologisk, da det er nemmere at manipulere med  en sproglig gengivelse af virkeligheden end en mere entydig følelsesmæssig. Følelserne er primære for selvoplevelsen og det sproglige selv er kun en (meget vigtig!) sekundær modalitet (Stern). Skulle mennesket så at sige følge sine følelser, ville der være mange handlinger, der ikke blev til noget.