Da Max Horkheimer overtog direktør- og lærestolen ved Institut für Sozialforschung i 1930, indledtes en ny epoke i den rationalistiske filosofis historie, som har fået betegnelsen den kritiske teori. Denne skoles tænkning er kort beskrevet i Max Horkheimers tiltrædelsesforelæsning Socialfilosofiens nuværende situation og opgaverne for et institut for socialforskning (1931), hvor den kritiske teori bl.a. ses i et hegeliansk perspektiv (oversat til engelsk).

I essayet Traditionel og kritiske teori (1937) definerer Horkheimer den kritiske teoris formål eksplicit:

"Den kritiske teori har ... ingen specifik instans for sig udover den med den selv knyttede interesse i ophævelsen af den samfundsmæssige uret. Denne negative formulering er, bragt på abstrakt form, det materialistiske indhold i det idealistiske begreb om fornuft" (Horkheimer, i Engagement og forståelse, side 241).

Kritisk teori har altså som erklæret formål at ophæve samfundsmæssig uret. En fordring Horkheimer nægter at begrunde, idet

"[d]e fleste menneskers liv er så elendigt, afkaldene og ydmygelserne er så talrige, anstrengelserne og resultaterne står for det meste i så krast et misforhold, at håbet om, at denne jordiske orden ikke må være den eneste virkelige, kun er alt for forståeligt. Idet idealismen ikke forstår håbet som det, det er, men bestræber sig på at rationalisere det, bliver det til et middel til at give det igennem natur og samfundsmæssige forhold påtvungne driftsafkald dets forklarelse (Horkheimer, Engagement og forståelse, side 241)."

Målet er en bedre verden. En fordring som ikke kan forklares, men dog godt forstås gennem håbet. Begrebet håb bliver således en nøglekategori i det kritiske teori-univers. I citatet ovenfor er det interessant at konstatere, at natur og samfundsmæssige forhold sidestilles! Jeg tolker dette, som, at den kritiske teori vil kæmpe mod al uret - og ikke bare samfundsmæssig uret - i snæver forstand (som det første citat kunne antyde). Dette tilsyneladende paradoks ophæves, hvis naturens unødvendige undertrykkelse af mennesker (d.v.s. den undertrykkelse udøvet af naturen, samfundet kunne have forhindret, fx hungersnød) er en konsekvens af den samfundsmæssige uret.

Den [samfundsmæssige] uret kan antage mange forskellige former. Og analysen af disse former spiller en vigtig rolle for den kritiske teori. Her skal kritikken ikke forstås som en proces hvor virkeligheden sammenlignes med et abstrakt ideal om et retfærdigt samfund. Uret er noget der opfattes og opleves af mennesker i den virkelige verden. Et tydeligt eksempel på undertrykkelse er krig, hvor et stort antal (uskyldige) mennesker lider. Krigen er ikke uretfærdig fordi den står i modsætning til et ideal om fred, men fordi virkelige mennesker oplever død og ødelæggelse. Hermed bliver uret og undertrykkelse som synonymer.

Oplysning.
I Horkheimer og Adornos Oplysningens dialektik (1944) er det oplysningsbegrebet der er analyseres. Oplysning defineres på følgende måde:

" Oplysning i videste betydning: fremadskridende tænkning har fra tidernes morgen stræbt efter at tage frygten bort fra menneskene og at indsætte dem som herrer. Men den totalt oplyste jord stråler i den triumferende katastrofes tegn" (Oplysningens dialektik, side 35).

Men naturen kan ikke beherskes uden også at resultere i menneskelig undertrykkelse, fordi naturen ikke kan afgrænses fuldstændigt fra den menneskelige sfære (mennesker er også - men ikke udelukkende - natur). Resultatet af dette afgrænsningsproblem er, at både naturen og menneskene bliver udnyttet fuldstændigt. Og et fuldstændigt udnyttet menneske bliver undertrykt (jf. fx udbytning af arbejdere, indoktrinering af elever gennem sparekasseundervisning og forfølgelse af minoriteter; alle disse grupper behandles som blotte midler og objekter). Katastrofen består i, at mennesker bliver behandlet som ren natur, altså som noget der skal underkastes en herre.

Citatet fra Oplysningens dialektik kan også tolkes på en anden måde. Katastrofens skær kan ses i et naturdialektisk perspektiv. Kontrollen af naturen giver bagslag fordi mennesket ikke formår at beherske naturen 100 %. Dette resulterer i, at naturen (en gang i mellem) reagerer uforudsigeligt på de menneskelige indgreb. Denne uforudsigelighed giver i sig selv anledning til menneskelig frygt, d.v.s. til undertrykkelse. Et eksempel på dette, er frygten for en A-kraft katastrofe, som mange mennesker (med rette) føler.

" De mangfoldige affiniteter mellem forskellige eksisterende ting fortrænges af den ene relation mellem det meningsgivende subjekt og den meningsløse genstand" (Oplysningens dialektik, side 44).

Engagement og forståelse kan siges at tilgodese begge tolkninger (jf. citatet oven for), selvom jeg mener, at der lægges for megen vægt på den første udlægning, idet det ikke fremgår med ønskelig tydelighed at naturkontrollen ikke er mulig. Det hedder:

" Prisen for at vinde magt ved at beherske naturen, - såvel den ydre som den indre, er dennes reduktion til blot og bart abstrakt materiale for beherskelsen. Menneskene betaler forøgelsen af deres magt med fremmedgørelsen over for det, som de udøver magt over" (Engagement og forståelse, side 242).

Og senere:

" Herredømmet over naturen betales således ikke blot med menneskenes fremmedgørelse over for de beherskede objekter, men også menneskenes relationer til hinanden, ligesom hver enkelts til sig selv, bliver forheksede" (Engagement og forståelse, side 244).

Hermed fremstår "oplysning", som undertrykkende, men dog mulig (?). Dette er en pessimistisk tolkning, idet der ikke kan findes frelse i naturens (som også dækker menneskets natur) tilbageslag. Dette tema har bl.a. Oskar Negt beskæftiget sig med.

Idealismen.
I Negativ dialektik kritiserer Adorno den idealistiske filosofi, som er den type filosofi der antager, at den menneskelige fornuft kan begribe virkeligheden gennem ét urprincip.

"Det er idealismens hovedtese, at den uafhængige fornuft, den autonome ratio skulle være i stand til ud fra selv, at udfolde og begribe virkeligheden i dens totalitet. ... Idealismen har i sine vekslende udformninger altid været motiveret af forsøget på at give filosofien et absolut grundlag, en sidste begrundelse eller et første princip, hvor ud fra alt følger, og hvori alt finder sin sidste grund" (Engagement og forståelse, side 247).

Problemet er ifølge Adorno, at det der ikke indfanges af dette første princip, det "fremtrængende og farligt diffuse og mangfoldige bliver reduceret til ét" (Engagement og forståelse, side 249), eller sagt med andre ord, en vigtig del af virkeligheden rationaliseres bort. Genstandene går således ikke op i deres begreber, hvorfor det er problematisk - eller i det mindste usandt - at antage det.

"Idealismen overser, at der er en afstand mellem sag og begreb, idet den "feticherer" almenbegreberne, d.v.s. opfatter dem som absolutte i sig selv sande størrelser" (Engagement og forståelse, side 250).

Sand videnskab og filosofi, må således tage udgangspunkt i "de små, åbne former: essayet, modellen og fragmentet" (Engagement og forståelse, side 252).

" Såvel kunst som filosofi forsøger på hver deres måde at artikulere det fortrængte og undertrykte: filosofien ved at bruge begreber mod de forstenede begreber, kunsten idet den formår at gengive noget af det, som begrebernes identitetstvang ikke når hen til" (Engagement og forståelse, side 256).

Dannelse.
I essayet Halvdannelsens teori (1959) kritiseres begrebet "dannelse". Dannelse defineres som anerkendte kulturelle elementer.
"Dannelse er intet annet enn kultur, sett fra den subjektive tilegnelses side. Men kulturen har en dobbeltkarakter. Den viser tilbake til samfunnet, og formidler mellom dette og halvdannelsen. Etter tysk språkbrug er kultur, i stadig skarpere motsetning til praksis, utelukkende åndskultur" (Halvdannelsens teori, side 59).

Dannelse slår over i halvdannelse når samfundets indbyggere ikke selv tænker over de kulturelle elementer, der anses som "dannede" at kende. Denne form for dannelse kaldes lettere hånligt for socialiseret halvdannelse, d.v.s. værdier og vaner man - uden at reflektere over - socialiseres til blidt at adlyde, som mange tyskere gjorde under nazi-regimet.

Dette betyder at halvdannelse er en form for undertrykkelse. Dannelsens elementer forvandles til halvdannelse når de løsriver fra den livssammenhæng de tidligere var indkapslet i. Dette fører Adorno til at fastslå, at

" [d]annelsesideen [faktisk] postulerer en tilstand hvor menneskeheten lever uten status og forfordeling, og såsnart den fjerner seg noe fra dette og i praksis innvikler seg i partikulære mål som honoreres som samfundsnyttig arbeid, synder den mot seg selv. Men dannelsesideen blir ikke mindre skyldig ved sin renhed: den blir ren ideologi" (Halvdannelsens teori, side 61).

Dannelsens formål er at gøre den enkelte i stand til at leve som fornuftigt individ i et fornuftigt samfund og som frit individ i et frit samfund. Dette kan kun realiseres hvis dannelse forstås som "den kritiske selvreflektjon over halvdannelsen, som den med nødvendighet utvikler seg til" (Halvdannelsens teori, side 79). Dette er den eneste form for dannelse, der ikke slår over i halvdannelse.