|
I moderne socialfilosofi og
tilstødende fagområder har en ny erkendelse eller et nyt fokus mere og mere
gjort sig gældende. Nemlig fokus´et på hvordan vi mennesker, så at sige, skaber
os selv og hinanden som subjekter. Tankegangen er, at vi vedvarende er i gang
med at udvikle vores forståelse og fortolkning af vores egen og andres
personlighed eller Selv ved at italesætte os selv og hinanden på bestemte måder
og (ikke mindst) ved at iværksætte og
udfolde bestemte sociale praksisser. Praksisser, der er - mere eller mindre
tvingende og stramt - regelbundne, og som ligesom udlægger en "kurs"
for subjektet, - for hvad vi kan gøre og tænke, forestille os, føle, m.m.
I disse sociale og praktiske
sammenhænge foregår der en vedvarende kamp om menneskers subjektivitet. Som
individuelt subjekt og som en del af et socialt fællesskab er vi konstant
engageret i forsøg på at forstå os selv og andre. Og på at definere os selv og
andre - og at gøre dette på ny set i lyset af nye forhold ved de situationer og
kontekster, vi indgår i. Samtidig hermed må vi også videreudvikle vores praksisser i disse kontekster, og vi forsøger
på - eller bliver nødt til - at udvikle vores måde at forholde os til disse
praksisser. Dvs. vores følelser, tanker, forestillinger, fornemmelser, osv. er
- og må være - under fortsat udvikling. Generelt sagt er vores måde at være
i og opleve verden på, vores måde at
være et handlende og oplevende subjekt, i vedvarende forandring.
Men denne subjektive udvikling
foregår netop ikke gnidningsløst eller i et tomrum. Tværtimod foregår den i
sociale relationer fulde af modsatrettede forsøg på at italesætte og dermed
forstå mennesker og relationerne mellem os. Og forsøgene på at definere hvad vi
- eller bestemte grupper af mennesker er - eller bør være - er vigtige. De
betyder alt for menneskers liv, for hvordan vi skaber relationer til andre
mennesker, for hvilke magt-relationer vi opbygger og accepterer, og hvilke
interesser og motiver, vi har. Disse grundlæggende subjekt-forståelser sætter
rammerne for, hvad vi overhovedet kan tænke og føle, osv. Således er denne kamp
om subjektiviteten også kampen om
menneskers livsudfoldelse.
Dette teoretiske perspektiv er
indenfor socialvidenskaberne, m.m. først og fremmest blevet fremført af Michel
Foucault. I sine undersøgelser af, hvordan grundlæggende tankeformer har
udviklet sig i forskellige historiske og kulturelle kontekster har han bl.a.
analyseret udviklingen af institutioner som fængselsvæsnet og psykiatriske hospitaler
- og hvordan der her udøves forskellige disciplinære praksisser. Men samtidig
hermed har han undersøgt, hvordan magtudøvelse og selv-teknikker spiller ind på
et mere subtilt subjektivt niveau. Én konsekvens af dette mere
"dybtgående" perspektiv er, at det bliver muligt at få øje på
forskellige former for undertrykkelse og selv-undertrykkelse som ikke kommer
til udtryk ved åbenlys tvang eller lignende eksplicitte magt-relationer, eller
som ikke på nogen måde er italesat - og som måske endda er ubevidste for de
berørte mennesker.
Ét eksempel på dette er, hvordan
der i vores samfund - på trods af forestillinger om seksuel frigørelse og
kvindefrigørelse - videreformidles bestemte kulturelle og samfundsmæssige
forståelser af køn og seksualitet. Her kan f.eks. analyser af de måder, hvorpå
unge mennesker oplever mødet med det seksuelle (og hvad der er hertil knyttet)
vise, hvorledes der gør sig bestemte - til tider ret begrænsende -
forestillinger gældende, om hvad der er "normalt" og "unormalt"
- og muligt og umuligt, ifm. med forskellige italesættelser af og praksisser
omkring køn og seksualitet. Indenfor socialpsykologien, sociologien og
beslægtede fagområder er en række forskellige tilgange blevet foreslået til,
hvordan det er muligt at identificere sådanne grundlæggende - mere eller mindre
enerådige - forståelser, der er på spil i det sociale liv. En fremherskende
tilgang har her været at forsøge at udpege implicitte grundforståelser i unges
italesættelser af disse områder.
Nogle af disse viser sig så at måtte ses som værende relativt
kontekst-specifikke, mens andre måske viser sig at være relativt udbredte i
hele vores kultur.
I den meget omtalte, såkaldte
ny-feministiske bølge, der bl.a. kom til udtryk med bøgerne
"Fisseflokken" og "Nu er det nok, så er det sagt" viste de
her skitserede socialvidenskabelige pointer sig som et gennemgående tema. Her
beskrev forskellige kvinder, bl.a. gennem erindringer fra deres ungdom, hvordan
unge i de første oplevelser med nære og seksuelle relationer med andre står overfor
ret stereotype og begrænsende forventninger til deres lyster og adfærd. Et
gennemgående træk er den enorme forskel, der angiveligt stadig er mellem de to
køn.
F.eks. skitseres det, hvordan der
findes visse grundlæggende forståelser af
"det at finde en partner" - og hertil hørende sociale former -
som implicerer, at manden skal være initiativrig og handlekraftig, mens kvinden
skal være tilbageholdende og ikke virke for "ivrig". I det hele taget
er det gennemgående hos skribenterne i disse bøger, at de har oplevet, at seksualiteten i vores samfund i høj grad
defineres ud fra manden - og hvad mænd generelt har af lyster og
forestillinger.
I "Fisseflokken"
beskriver Linna Johansson f.eks. følgende oplevelse fra ungdommens
seksualundervisning i en svensk skole:
" "Når det bliver rigtig
skønt", sagde hun, "ja, så kommer udløsningen, som drengen sprøjter
ud. Så er det vigtigt at beskytte sig, så man ikke bliver gravid."
Læreren nævnte aldrig klitoris
eller hvordan vi fik orgasme.
"Det er vel ikke kun drenge,
der kommer, når man går i seng med hinanden?" spurgte min bedste veninde
mig ….
Jeg svarede, at jeg ikke vidste
det." (Fisseflokken, s. 13)
Sådanne nok ret udbredte oplevelser
hos kvinder i vores samfund gør så heldigvis, at kvinder iværksætter modsatrettede
forsøg på bevidst at fokusere på og italesætte kvinders seksualitet. Disse
bøger kan bl.a. ses som ét blandt mange forsøg på dette.
Tilsvarende finder der i vores
sociale og sproglige praksisser andre marginaliseringer og fortielser sted, som
hæmmer eller "komplicerer" menneskers - og i særdeleshed unges -
mulighed for selv at definere deres seksualitet og kønsidentitet. Et andet
indlysende eksempel er den måde, hvorpå den "normale" seksualitet i
vores kultur er heteroseksuel. I det offentlige rum, i medier og i menneskers
uudtalte eller italesatte forståelser af sig selv og andre fremtræder
homoseksualiteten simpelthen ikke, den er "ikke tilstede" som en
mulighed.
Den nøjagtige udbredelse og
karakter af sådanne implicitte forståelser, som de her skitserede, kan
selvfølgelig diskuteres, og yderligere analyse - evt. suppleret med større
empiriske undersøgelser - er selvfølgelig nødvendig for præcis at forstå, hvordan og i hvilket omfang disse fremhævede grundforståelser har betydning
for menneskers diskursive og andre praksisser. Men givet synes det, at sådanne
grundforståelser - eller opgøret med dem - er at betragte som
"konfliktpunkter", som mennesker generelt - og i særdeleshed unge (i
et eller andet omfang) er konfronteret med, når de forsøger at gøre sig
erfaringer med seksuelle og andre nære relationer til andre.
Ift. mere traditionel sociologi og
socialpsykologi har teoretiske strømninger som socialkonstruktionisme og
diskursteori med udgangspunkt i disse erkendelser, udviklet en (på mange områder)
sofistikeret analyse af hvordan formningen og udviklingen af subjektet sker vha.
og igennem bestemte diskursive
praksisser. Men samtidig er disse retninger blevet kritiseret for, med et for
snævert fokus på sproget/diskurserne, at forfalde til en ny reduktionisme. For
at undgå dette, må vi udvikle en forståelse, der på den ene side forstår, at
mennesker vedvarende er i gang med på et subtilt subjektivt niveau at
"bearbejde", integrere og fortolke (og dermed udvikle) os/vores selv.
På den anden side er det vigtigt at forstå, at denne skaben af "hvem vi
er" (vores identitet) jo netop sker ud fra vores (frivillige eller
tvungne) regelmæssige indgåen i sociale, fysisk/kropslige, psykologiske og
andre praksisser med bestemte oplevelser, følelser, osv. Praksisser, der ikke
bare kan vælges frit og løsrevet fra de sociale omstændigheder. Vi er og bliver
(udvikler os til), så at sige, det vi gør og føler - men vi gør og føler i bestemte sociale og psykologiske sammenhænge.
For unge mennesker, der er i gang
med at udvikle en egen identitet, er det derfor afgørende hvilke grundlæggende
forståelser, f.eks. af "normalitet", de møder hos de voksne, der
omgiver dem, hos de kammerater, de omgås og selvfølgelig fra hele det omgivende
samfund. F.eks. normer for, hvordan en "rigtig"
kvinde opfører sig eller hvad der er "rigtige" eller
"normale" kærligheds- og seksuelle relationer mellem mennesker.
Konkrete konflikter hos unge kan således ikke forstås uafhængigt af de
forståelses- og værdi-konflikter, der udspiller sig i deres liv og sociale
sammenhænge. F.eks. kan det for en ung, der har homoseksuelle lyster - eller
bare nysgerrigheder - være afgørende for hendes eller hans subjektive udvikling
og livsudfoldelse generelt, hvorvidt de italesættelser af seksualitet hun/han
møder i medier, hos venner og familie, osv. totalt usynliggør homoseksualitet
som en mulighed, eller evt. ligefrem italesætter det som "unormalt"
eller "sygeligt". Hvis den enkelte unge ikke formår at udvikle
mod-forståelser eller andre "strategier" ift. dette, kan det evt.
resultere i forskellige subjektive og sociale problemer og konflikter. Særligt
når sådanne grundforståelser præger unges subjektivitet på et subtilt
følelsesmæssigt, forestillingsmæssigt og ikke-refleksivt plan kan disse komme
til at stå i modsætning til den enkeltes mere "selvbestemte" lyster,
følelser og oplevelser på en konfliktfyldt måde. Med en forståelse derimod af,
hvordan bestemte, evt. undertrykkende, grundforståelser kan gøre sig gældende i
bestemte sociale kontekster og hos individet, kan mennesker generelt - og
psykologien i særdeleshed - overskride stigmatiserende forståelser af sådanne
konflikter, så som at "individualisere" disse (det er den enkelte,
der er "noget galt" med) eller at "naturalisere" disse
(sådanne konflikter og "uenigheder" er uundgåelige, naturlige, etc.).
Vi må altså forstå, hvorledes unge
i udviklingen af en kønsmæssig og seksuel identitet er nødt til at udvikle
forskellige måder at håndtere de komplicerede og modsatrettede forventninger og
krav, de møder. Hvilke faktiske "strategier", der er tilgængelige for
unge - og mennesker generelt - ift. at håndtere sådanne
"konflikt-punkter", afhænger af mange forhold. Men en mulighed, som
er blevet skitseret her, er, ved udviklingen af en refleksiv forholden sig til
disse, at formulere mod-diskurser til de grundforståelser, der opleves som
undertrykkende. Hermed fremkommer også muligheden for udviklingen af en
selv-defineret subjektivitet, dvs. en udfoldelse af følelser, forestillinger,
lyster, der ikke er "hæmmet" eller bestemt af andres defineringer.
Først ved at vi bliver bevidste om
den - evt. undertrykkende - magt, der udspiller sig i den vedvarende formning
og udvikling af os selv og andre som subjekter, kan vi gøre op med den
undertrykkelse af mennesker og deres livsudfoldelse, der kan ligge heri.
|