Intro
Det er de færreste mennesker, der sætter spørgsmålstegn ved verdensøkonomiens
indretning. Dette kan skyldes, at den opnåede levestandard ikke giver anledning
til at kritisere det økonomiske system, som har formået at bibringe denne standard.
På et akademisk niveau føres der imidlertid til
stadighed en intensiv debat mellem forskellige økonomiske skoler. Omkring 1980
kom neoliberalismen for alvor i højsædet efter Ronald Reagan og Margareth Thatchers
magtovertagelse i henholdsvis USA og England. Dens økonomiske politik advokerer
for at slippe markedskræfterne løs. Hvor den socialdemokratiske ideologi og
keynesianismen går ud på at løse markedsfejl med politiske styringsindgreb,
er det for neoliberale netop indgrebene, der er problemet.
Efter således at have været vidne til
øgede økonomiske liberaliseringer i de sidste 20 år står verden i dag ansigt
til ansigt med et stigende antal kriser. Nogle af de værste var de økonomiske
kriser i Asien, Rusland og senest i Argentina.
Dette har bevirket at den intellektuelle
debat er blusset op igen, blandt andet i form af den tidligere cheføkonom i
Verdensbanken og nobelpristager i økonomi Joseph Stiglitz’ kritik af den måde
verdensøkonomien er indrettet på.
Stiglitz kan med rette siges at bygge
videre på nogle af den engelske økonom John Maynard Keynes (1883-1946) tanker
omkring verdensøkonomien. Især skal fremhæves ideen om etableringen af en veritabel
verdensbank med en dertilhørende overnational valuta, der skal fungere på samme
måde for verden, som en nationalbank fungerer i den enkelte stat.
Kronikken tager således sigte på at afdække
denne forbindelse mellem to store økonomer der begge har det til fælles, at
de står i opposition til deres samtids fremherskende økonomiske tænkning, nemlig
den rendyrkede liberalisme. Samtidig søger kronikken at tegne et billede af
en alternativ måde at indrette verdensøkonomien på, hvorved det fremgår at den
verden vi ser i dag ikke er den eneste valgmulighed for menneskeheden.
Ustabilitet og Afhængighed
Den nuværende verdensøkonomi er ustabil,
hvilket skyldes, at den styres af spekulation og samtidig forårsager øget ulighed
i verden. Disse forhold forstærkes yderligere af, at verdensøkonomien er dybt
afhængig af den amerikanske økonomi, hvorfor amerikanske interesser bliver styrende
for indretningen af verdensøkonomien. Den amerikanske økonomi præsenterer til
stadighed markante underskud på betalingsbalancen, og den er derfor ikke særlig
stabil.
Ustabiliteten skyldes ikke, at økonomer har forsømt at komme med holdbare
løsningsforslag til at overvinde denne ustabilitet. For nylig har den tidligere
cheføkonom i Verdensbanken og nobelpristager i økonomi, Joseph Stiglitz udgivet
en bog [1] , (omtalt
i Information den 20.6) der ikke kun forholder sig kritisk til verdensøkonomiens
indretning, men også kommer med et reformforslag, der bygger videre på den store
berømte økonom, John M. Keynes.
Stiglitz’ tanker
Stiglitz’ synspunkt er, at hovedårsagerne til de økonomiske kriser stammer
fra de frie kapitalbevægelser, der specielt kan have negative konsekvenser,
når der sker en tilbagetrækning af udenlandsk kapital. Løsningen på disse kriser
skal derfor findes i en bedre statslig kontrol med sådanne kapitaltransaktioner,
således at den økonomiske investeringsrisiko kommer til at stemme overens med
den sociale risiko, som transaktionen rummer for det enkelte land. Han mener
desuden, at de rige lande i Europa og Nordamerika skal fjerne alle handelshindringer
på import af varer fra ulandene samt, at der skal iværksættes forhandlinger
om en delvis gældsanering af ulandene.
I dag er der, ifølge Stiglitz, behov for en omstrukturering i det økonomiske
magtspil på samme måde som på konferencen i Bretton Woods efter 2. verdenskrig.
Han er derfor fortaler for indførelsen af en global valuta til anvendelse mellem
lande, hvilket minder meget om de tanker Keynes gjorde sig. Det kan derfor være
nyttigt at se på hans tanker.
Keynes’ tanker
Keynes’ forslag til et nyt valutasystem gjorde op med tidligere økonomiske
systemer, idet byrden på svage stater (lande med betalingsbalanceunderskud)
skulle udlignes. For at forklare dette yderligere bør det påpeges, at Keynes
var kraftig modstander af frie kapitalbevægelser, idet han mente, at de skaber
national ustabilitet. De frie kapitalbevægelser kunne netop i en situation,
hvor et land havde underskud på betalingsbalancen, føre til, at man var nødsaget
til nationale opstramninger på finanserne, forstærke presset, eftersom kapitalflugt
var meget sandsynlig. Denne sandsynlighed satte staterne under pres, idet den
vanskeliggjorde deres reguleringsmuligheder, og det var især denne situation,
som Keynes ønskede at undgå efter krigen, eftersom genopbygningen ville blive
langsommelig og meget vel også en økonomisk ustabil periode.
Et andet centralt aspekt var spørgsmålet om flydende og faste valutakurser.
Keynes var fortaler for stabilitet, internt såvel som eksternt, og var af den
klare holdning, at flydende kurser kunne forårsage alt for stor ustabilitet
og uforudsigelighed.
Keynes` ønsker for efterkrigstiden var således et stabilt system med rigelige
mængder af international likviditet, fornuftige handelsbalancer og en høj beskæftigelse.
Keynes eget bidrag til hvordan disse ambitioner skulle nås, bestod i et forslag
om etableringen af en international valutaunion.
Hans forslag til en valutaunion gik ud på, at der skulle oprettes en såkaldt
”Clearing Bank”, som var en international ”nationalbank”, der kunne udstede
sin egen globale valuta, kaldet ”Bancor”. Banksystemet skulle være lukket, således
at likvider ikke kunne flyttes ud af systemet, dvs. at banken i sig selv ikke
kunne komme i problemer. Valutaen skulle være bundet til en bestemt guldværdi,
men unionens grundlæggere skulle have muligheden for at sænke eller øge denne
sats alt efter det internationale behov for likviditet.
Alle verdens lande skulle være tilskrevet en konto i banken. Dette betød dog
ikke, at alle skulle være medlemmer af unionen. Alt efter en nationalstats fortegn
på betalingsbalancen i de fem tidligste førkrigsår, ville de således blive tilskrevet
henholdsvis en overskudsbank eller en underskudsbank. Da Keynes mente, at likviditetsmangel
var en af bristerne ved tidligere økonomiske systemer, så var det med dette
unionsforslag hensigten, at national opsparing af udenlandsk valuta skulle være
umulig. Keynes mente, at dette system kunne opretholdes givet, at landene pga.
”Bancorsystemet” ikke kunne være i besiddelse af hinandens valuta ud over til
rejseformål og andre mindre transaktioner, som man sågar skulle udfylde en ansøgning
til den nationale centralbank for at få.
Lande med overskud på deres betalingsbalance, skulle imødekommes med fire valg
til, hvorledes de kunne bringe denne i ligevægt:
1) Udvide
den hjemlige likviditet og efterspørgsel
2) Få
opskrevet sin valuta eller lønniveauet
3) Reducere
told eller andre midler mod import
4) Foretage
internationale lån til ulande
Keynes’ forslag var revolutionerende, og han mødte megen kritik. Det er sandsynligt,
at denne kritik i større eller mindre grad har påvirket Keynes´ ideer hen imod
et forslag, som han anså for mere sandsynligt frem for ideelt. Dette er naturligvis
gætteri, men ikke desto mindre er det en kendt sag, at Keynes, i løbet af 1940-1944,
måtte sande, at magten i vid udstrækning hersker over fornuft og logik. Derfor
måtte Keynes også se sig som taberen i ”slaget” ved Bretton Woods. Det system,
som blev besluttet og etableret adskilte sig på mange måder markant fra det,
som Keynes havde haft i sine tanker.
Moderne kobling af Keynes’ tanker
Den historiske kendsgerning er, at Bretton Woods systemet officielt brød
sammen i august 1971, hvor USA ophævede rettigheden til at konvertere dollar
til guld. I Februar 1973 brød de sidste stumper af systemet sammen efter en
længere spekulation mod dollaren, hvorefter amerikanerne lod dollaren flyde,
og verden trådte ind i en periode med flydende valutakurser. IMF og Verdensbanken,
som var udtryk for et kompromis for Keynes´ ”Clearing Bank”, bestod dog fortsat.
Keynes’ tanker er nu blevet aktualiseret af Joseph Stiglitz, der konstaterer,
at alle lande i dag søger at maksimere deres handelsoverskud. Men et overskud
et sted, er det samme som et underskud et andet sted. Usikkerhed i forhold til
hvordan disse underskud skal finansieres, er en af grundene til at verdensøkonomien
i sin nuværende indretning har set en række kriser i de senere år. At udstede
”Bancor” vil reducere denne usikkerhed. Ideen er, at verdens nationer hvert
år skal sætte reserver til side som forsikring mod pludselige økonomiske udviklinger.
Et udviklingslands økonomiske underskud ville således kunne afhjælpes ved hjælp
af den globale valuta.
Det betyder, at der er behov for etablering af nye velfungerende internationale
økonomiske institutioner.
De her skitserede betragtninger kan siges at være af rent økonomisk karakter,
idet de siger noget om, hvorledes verdensøkonomien bør indrettes. Stiglitz’
tanker er formentlig lige så utopiske som, at USA skulle reducere sin egen magt
i internationale organisationer.
Årsagen er, at indførelsen af Bancor vil være ensbetydende med en svækkelse
af USA’s indflydelse, idet dollarens status som global reservevaluta vil blive
den frataget. Indførelsen af Keynes’ og Stiglitz’ tanker om indretningen af
verdensøkonomien fordrer et skift i den økonomiske forståelsesramme, idet staterne
først må erkende, at egennytteoptimering ikke er vejen frem.
Historien har vist, at magtstrukturen i høj grad er bestemmende for forståelsesrammer
og dermed også ideologi, politik og praksis. Denne sammenhæng mener vi dog ikke
er holdbar i længden, idet det dominerende system før eller siden vil nedbrydes
og et nyt vil opstå, som på ny er konstitueret af en ændret magtstruktur. Dette
mener vi, at kunne sandsynliggøre via historisk tilbageblik, idet intet imperium
hidtil er bestået.
Som den nuværende situation i verdensøkonomien indikerer, så er en ændring i
den økonomiske forståelsesramme en særdeles vanskelig affære, så længe USA reelt
sidder på magten i verdensøkonomien. Historisk har det altid været sådan, at
et land har forsvaret protektionisme, så længe økonomien var svag, og forklaret
frihandlens goder, når den var blevet stærk. Det, der kan være behov for, er
et midlertidigt sammenbrud af den amerikanske økonomi, som muliggør en ideologisk
ændring og etableringen af et nyt økonomisk system, hvor magten ikke er så ulige
fordelt. Det skal dog pointeres, at dette ikke er udtryk for at USA handler
i ond tro, når det gennemfører sin politik. Politikken kan nemlig ses som udtryk
for en dybt forankret tro på en liberalistisk forståelsesramme. I den forbindelse
skal det nævnes, at den liberalistiske argumentation er i orden under forudsætning
af, at man godtager økonomisk vækst, forstået som profitmaksimering, som mål.
Historien har imidlertid vist os, at kapitalens interesser sjældent er sammenfaldende
med menneskets interesser. Kritikken bør derfor, i stedet, rette sig mod den
økonomiske videnskab, idet den ikke indregner de menneskelige konsekvenser af,
at man til stadighed søger at skabe optimale betingelser for kapitalen. Det
kan med rimelighed antages, at en sådan kritik vil blive imødegået af aktører,
hvis interesser ikke vil blive tilgodeset ved et skift indenfor den økonomiske
forståelsesramme, hvorved det magtpolitiske spil ligeledes bør underkastes et
skift i sin forståelsesramme.
Kronikken er udarbejdet af seks studerende ved Aalborg Universitet på baggrund af deres projekt ”Global Økonomisk Divergens – et kritisk teoretisk perspektiv”. Udarbejdelsen af projekter er et led i den samfundsvidenskabelige basisuddannelse, som blandt andet indeholder undervisning i økonomi, politologi, jura og sociologi. Inden udarbejdelsen har projektgruppen desuden deltaget i:
Til udarbejdelsen af kronikken er anvendt en mængde litteratur, hvoraf skal fremhæves:
Det samlede projekt kan rekvireres ved henvendelse til:
majbrit-christian@mail1.stofanet.dk
[1] Se litteraturliste