Indledning: Mod strømmen
Af Flemming Bryde Hansen, Tom Børsen Hansen, Niels Fleckner Hansen, Peter Mølgaard Nielsen, Peter Nielsen og Lars Poulsen 

En kritikløs og selvbehagelig tidsalder kalder på kritik og en endimensional tidsalder råber på dialektik [1] . Det er denne udfordring vi tager op i nærværende antologi. Siden midtfirserne hvor luften gik ud af den kritikbølge der toppede i 1970’erne har såvel den videnskabelige som den politiske kritik af samfund, videnskab og tænkning ligget stærkt underdrejet. I dette tomrum har den neoliberale ideologi og det positivistiske og/eller defaitistiske videnskabssyn haft alt for gode vækstvilkår. Til grund for denne antologi ligger et håb om at der kan etableres kritiske alternative frirum, der for alvor kan rive samfunds- og videnskabskritikken fri af dødvandet og møde tidsånden med en alternativ positiv dagsorden der ikke kun reagerer instinktivt eller stiller sig pænt på sidelinien. Forfatterne bag denne antologi har fundet værdifuld inspiration i flere af de overleverede kritiktraditioner som har været udgangspunkt for Filosofisk Debatforums aktiviteter, men har samtidig forsøgt at bibringe traditionen nyt liv og frisk udfoldelseskraft. Vi er i særlig grad inspireret af Marx’s tænkning og af den første generation af den såkaldte Frankfurterskole.

Antologiens bidrag spænder vidt men kredser om nogle fælles tematikker, som vil blive præsenteret og udviklet i denne indledning. Antologien er blevet til igennem en kollektiv proces hvor de individuelle bidrag og de fælles kernepunkter har udviklet sig i en tæt dynamik. Skribenterne har løbende mødtes og givet feedback på hinandens essays, sideløbende med at denne indledning er blevet til som en kollektiv tekst. Herved har vi forsøgt at lade den fælles indledning og de individuelle bidrag interagere konstruktivt. Derigennem beriger de forhåbentligt hinanden.


Vi vil ikke kun forstå, men også gerne forandre verden.

Det er blevet populært at vende Marx’s berømte 11. Feuerbachtese på hovedet. I Marx’s hånd lyder tesen som bekendt, at ”hidtil har filosofferne kun tolket verden forskelligt, det drejer sig om at forandre den”. Hos sociologen Manuel Castells hedder det imidlertid i stedet, at ” [i]n the twentieth century, philosophers have been trying to change the world. In the twenty-first century it is time for them to interpret it differently” (1998, End of Millenium, Blackwell, side 379). Castells er dog ikke den første der har fået den tanke, at filosoffer igen bør trække sig tilbage til studerkamrene og forskanse sig bag universiteternes tykke mure. Det fortælles (Hans-Jørgen Schantz: Marxproblemer, side 9, i Sørensen m.fl. (red.): Kodeord: Marx, 1997, Modtryk), at Heidegger i en tale skal have sagt, at ”Karl Heinrich Marx tog fejl. Tesen skulle lyde: Hidtil har filosoffer kun forandret verden forskelligt, det drejer sig om at forstå den”. Både tesen og dens antitese er dog fundamentalt på galt spor. Det drejer sig ikke om enten at forstå eller at forandre, men om at forstå og forandre. Indsigt er en forudsætning for meningsfuld og fornuftsbaseret forandring og forandring er et grundvilkår for indsigt, da filosoffernes erkendelsesstræben har den evigt omskiftelige og påvirkelige verden som genstandsområde.

Som studerende og akademikere står vi i en særlig situation i sammenligning med mange andre mennesker på denne klode. Vi får penge for at udvikle forståelser - og har dermed også mere tid og flere muligheder end de fleste for at udvikle kritiske forståelser. Sådanne kritiske forståelser kan rette sig imod forsøg på at beskrive naturen, samfundet og mennesker samt konsekvenserne af sådanne beskrivelser - som i videnskaben. Men de kan også rette sig mere direkte imod samfundslivet og de heri værende uligheder, uretfærdigheder og dominansformer. Ikke nødvendigvis alle, eller bare mange, akademikere erkender, at de står i en særlig situation via deres privilegerede mulighed for at udvikle kritiske forståelser. Men det bliver man nødt til at være bevidst om, hvis man i sin egenskab af at være akademiker tilsigter at forstå og forandre verden.

Den vigtigste problematik er måske, at vi føler en form for kategorisk moralsk og politisk medansvar for den verden vi lever i. Det er ikke os der har skabt de nuværende strukturer og sociale relationer, men gennem vores tænkning og handlinger bidrager vi til at gen- og omskabe socialiteten. Akademikere er generelt set priviligerede og har muligheden for at bruge tid og kræfter på at identificere og kritisere den undertrykkelse og uretfærdighed som de gældende sociale og samfundsmæssige forhold bevirker. Og vi har muligheden for at afdække videnskabelige og politiske forsøg på at legitimere denne undertrykkelse som naturlig, uundgåelig eller retfærdig. Intellektuelle er ikke klogere end andre. De er heller ikke er født med en særlig kritisk sans. Men uddannelse og overskud til fordybelse og refleksion giver nogle bestemte muligheder, der så må ses i lyset af  materielle, sociale og biografiske forhold. Det er ud fra oplevelsen af uretfærdighed og erkendelsen af, at en bedre verden er mulig, at den sociale indignation og den uafkastelige følelse af et socialt ansvar fremkommer og manifesterer sig konstruktivt.

En typisk indvending som de fleste venstreorienterede og samfundsengagerede studerende og akademikere møder er spørgsmålet om, hvordan deres verdensfjerne syslen med abstrakte og teoretiske overvejelser dog skulle kunne være med til at ændre på forholdene i en verden, hvor det er helt andre hårdtslående argumenter og verdslige overvejelser, der sætter dagsordenen. Hvorfor ikke kaste sig ud i en decideret politisk praksis og gøre noget mere konkret for andre mennesker? Vi kan selvfølgelig kun tilslutte os opfordringen til at alle - også akademikere - engagerer sig i politiske og sociale praksisser med et samfundsforandrende og frigørende perspektiv for øje. Men da alle (såvel nære psykologiske og sociale som mere generelle samfundsmæssige) praksisser jo gør brug af bestemte teoretiske forståelser, metaforer og italesættelser, ser vi det som en integreret og uundgåelig del af kampen for forandring, at forsøge at udvikle alternative samt kritiske forståelser af naturen, samfundet, mennesker og det sociale liv. Menneskers meningsdannelser og ideologiske forestillinger, og de hertil knyttede begrundelser for handlinger og livsforløb, er uundgåeligt indspundet i mere eller mindre systematiske måder at anskue naturen, mennesker og samfund på. Dette gør sig i særlig grad gældende i kapitalistiske overflodssamfund, hvor den materielle nøds afskaffelse har banet vejen for et bredbånd af påtrængende diskursive former. Modgående og kritiske tankeformer er ikke nok i sig selv, men kan heller ikke undværes som led i en samlet bestræbelse på at skabe en bedre fremtid.

Dette illustreres fyldigt i Lars Poulsens essay Kapitalisme og instrumentel fornuft. Her argumenteres der for, "at det er et alment træk, at det enkelte menneske stilles overfor en slags grundlæggende, eksistentiel dialektik mellem at leve og udvikle sig i og med ens sociale sammenhænge og samtidig at forsøge at forholde sig kritisk og forandrende til disse. Denne ‘kritisk-sociale dialektik’ kan også forstås som en nødvendig del af en individuel udviklingsproces, hvor en oprindelig passivt-accepterende indgåen i det sociale liv først afløses af en kritisk distancering, der så må overskrides til fordel for en subjektivitetsform, der indeholder begge de tidligere faser, dvs. der både er engageret-social og kritisk."

Det er vores forhåbning, at vores teoretiske bestræbelser - herunder denne antologi - kan medvirke til at skabe samfundsmæssige forandringer. At der er et påtrængende behov for sådanne forandringer, er vi ikke i tvivl om.


Dialektisk samfundssyn og tænkemåde

Et andet fællestræk ved antologiens essays er ønsket om at bevæge sig fra en instrumentel, endimensional og selvtillukkende tænkning hen imod en kritisk, nuanceret og refleksiv måde at tænke på. Den dialektiske tankeform ser ikke som udgangspunkt verden som et ordnet system videnskaben mere eller mindre problemfrit skal afdække og beskrive. En dialektisk tænkning anskuer verden som et komplekst, modsætningsfuldt og åbent system vi aldrig fuldstændig kan afkode, og har et skarpt øje for de vanskeligheder som erkendelsesbestræbelserne implicerer. Dette betyder at en dialektiker lader fornuften besinde sig på sig selv, og besidder et stort mål ydmyghed overfor hvad intellektet kan bedrive. Det betyder også, at man tilstræber at se tingene fra flere perspektiver, at man tænker kontrafaktisk og utopisk samt ikke mindst, at man erkender vigtigheden af at vende veletablerede tankegange på hovedet og at problematisere hegemoniske tanke- og praksisformer. Hermed ikke sagt at alle tanke- eller praksisformer er lige gode eller dårlige. Tværtimod. Relativismen må afvises med lige så stor kraft som den naive absolutisme. Verden er erkendbar - og viden er derfor ikke relativ - men den menneskelige erkendelse er ufuldkommen og fejlbarlig. Dialektikken indeholder altså en grundlæggende dobbelthed mellem udsigelseskraft og skepsis.

Dialektik omhandler således både verden (realdialektik) og den måde vi forholder os til verden på (dialektisk tænkning). Helt centralt står modsætninger og konfliktforhold, der igen står i modsætning til harmoni og ligevægt. I en naturvidenskabelig sammenhæng kan dette – som i Tom Børsen Hansens essay – fremstilles ved, at den naturvidenskabelige praksis rummer et immanent modsætningsforhold mellem positive og negative muligheder for menneskeheden og at det er vigtigt, at man som forsker er bevidst om, at det at fremskaffe ny viden om naturen og at udvikle nye teknologier ikke er et entydigt gode – det kan også føre ubehagelige ting med sig. Naturvidenskaben har – som de fleste af livets forhold - sine skyggesider. Man bør derfor medtænke og medoverveje både mulige positive og negative konsekvenser af den forsknings- eller udviklingsproces, man er en del af. Dette sker sjældent i dag hvor, hvor de fleste naturvidenskabsfolk næsten pr. refleks ser naturvidenskabens frembringelser som ubetingede goder og i menneskehedens tjeneste. Der kan altså også være et modsætningsforhold mellem, hvad man tror man gør og det man rent faktisk gør. Til forskel fra simple skematikker og firkantede modeller kræver dialektikken stadig refleksion i forhold til det fag eller den praksisform man beskæftiger sig med og over den kontekst man indgår i. Den påkræver, at man prøver at blive bevidstgjort om de underliggende præmisser, der hersker inden for eget fag- eller livsområde, og om de særinteresser og omverdensrelationer der yder indflydelse herpå.

Flemming Bryde Hansen beskæftiger sig i sit bidrag med dialektisk tænkning. Han argumenterer for at en sådan tænkemåde kan fremmes hvis der i sociale rum (i klasselokalet, politiske forsamlinger mv.) gøres brug af 'djævlens advokater'.

"I forbindelse med inkvisitionen og dens forfølgelser af hekse fik den del af den gejstlige elite, der ikke troede på hekse, men samtidig heller ikke kunne stå imod kravet om heksesager, indført, at den anklagede, skulle have en forsvarer. Det skulle være en person, der havde til opgave udelukkende at søge at gennemhulle anklagen. ... Forsvareren, der søgte at imødegå folkets dom, og måske gravede i motiverne til anklagen, fik titlen diabole advocatus, djævlens advokat."

Dialektisk tænkning medfører, at man angriber en given tematik fra flere vinkler, og det er netop hvad brugen af 'djævlens advokat' lægger op til. Normalt vil videnskabelige nybrud, politiske ideer, ny teknologi, nye varer mv. blive ensidigt retfærdiggjort og forsvaret af skaberne/bagmændene. Slår man sig til tåls med disse - ofte interessebetonede - forsvar bliver udviklingsmulighederne og perspektiverne herunder ikke tilstrækkeligt indgående belyst fra kritiske vinkler. En mere nuanceret behandling kunne derimod opnås, og bedre beslutninger derfor træffes, hvis den dialektiske tænkning fik bedre spillerum på afgørende områder af tilværelsen. F.eks. hvis 'djævlens advokater' blev en naturlig del af demokratiske beslutningsprocesser.


Samfundets kapitalistiske karakter.

Vores samfund er gennemsyret af dominansrelationer. Idealet om – og erfaringerne med - mere ligeværdige, solidariske og kærlige relationer mellem mennesker, hvilke også er en del – omend en underdrejet del - af vores kultur, peger dog på, at dominansorienterede tilstande ikke er noget naturgivent. Vi må derfor afvise politiske og teoretiske forsøg på at legitimere bestående dominans- og undertrykkelsesforhold som uundgåelige; som en del af menneskets eller socialitetens natur. Derfor kan vi heller ikke forstå den gældende kapitalistiske samfundsform og produktionsmåde som noget givent eller uanfægteligt.

Det står centralt i marxismen og mere bredt i den kritiske teori at fokusere på samfundets kapitalistiske karakter. Dette omdrejningspunkt er med rette blevet kritiseret for at medføre en overfokusering på socio-økonomiske relationer og en fetichering af kapital(isme)begrebet. Venligtsindet kritik af denne art påpeger behovet for at inkorporere andre samfundsmæssige sfærer og former i hjertet af den kritiske teori. I de senere år har vi blandt andet været vidne til feministiske, anti-racistiske, pacifistiske og økologisk orienterede interventioner med mangeartede forsøg på rekonstruktioner til følge. Behovet for et opgør med reduktionistisk og økonomistisk kritisk teori er påtrængende. De mange oprigtige forsøg på at re- og nyorientere den kritiske teori er et progressivt islæt i et ellers gennemgående nedslående intellektuelt miljø, hvor størstedelen af de omvendte marxister mest af alt har travlt med at lægge afstand til deres fortid og følge i sporet af den neo-liberale tidsånd. Der går dog en hårfin grænse mellem at nyudvikle og at afvikle den kritiske teori, hvilket kommer til udtryk i de ophedede debatter om post-marxismen. Selvom kapitalismebegrebet er fortærsket og ikke altid har haft en glorværdig historie, så er der grund til at holde fast i det og videreudvikle det kritisk - i det mindste indtil et bedre alternativ udkrystalliserer sig. Dette skyldes, at de kapitalistiske samfundsstrukturer udstikker væsentlige rammer for den moderne verdens konstitution og udvikling. Men det er én ting at fastholde et begreb og noget andet at indholdsbestemme det. I den marxistisk inspirerede tradition har det mildt sagt været omdiskuteret, hvordan vi mere præcist skal definere og forstå kapitalismen. Dette er dog samtidig uhyre vigtigt, da analyse, kritik og utopi i denne tradition oftest knytter sig intimt til den måde hvorpå kapitalismen opfattes og teoretiseres. Disse uafklarede punkter har afspejlet sig i vores diskussioner i kredsen omkring denne antologi, og kommer til udtryk i vores essays.

En eksplicit forståelse af hvad kapitalismen er, ser vi eksempelvis i Peter Nielsens essay, der  definerer kapitalismen som et samfund, hvor økonomisk fornuft er den dominerende sociale form. Dette behøver ikke at stå i direkte modsætning til mere klassiske kapitalisme-definitioner, der tager udgangspunkt i kapitalistklassens ejendoms- og råderet over produktionsmidlerne. Det skal snarere ses som et forsøg på også at dreje det kritiske fokus i retning af andre forhold end den undertrykkelse og dominans, der knytter sig snævert til produktions- og arbejdslivet under kapitalismen. Begrebet økonomisk fornuft bliver i dette essay yderligere set som et forsøg på at bygge bro over økonomisk funderede marxistiske analyser og de mere bredt funderede kulturteoretiske bestræbelser i Frankfurterskolens kritik af den instrumentelle fornuft, idet "den økonomiske fornuft hævder sig instrumentelt. Målsætninger vinder indpas, og individuelle og kollektive aktører bliver hensat til at navigere i et socialt felt, der i stadig større grad er struktureret omkring den økonomiske fornuft."


Livet i en instrumentel kultur.

Selv om vi ser kapitalismen som et undertrykkende og udemokratisk samfundssystem, som det er tvingende nødvendigt at udvikle teoretiske og praktiske alternativer til, er det samtidig vigtigt at fastholde, at de kapitalistisk baserede dominansrelationer ikke er de eneste former for dominans i vores samfund. Kapitalismen udgør et strukturerende vilkår for samfundslivet i dag, men er ikke det eneste strukturerende vilkår. Der findes også magt- og undertrykkelsesrelationer, der ikke direkte knytter sig til samfundets kapitalistiske karakter og som derfor ikke bør subsumeres under snævre kapitalismeanalyser. Væsentlige eksempler kunne her være forhold omkring køn, etnicitet, seksualitet, religion, bureaukrati og militær magt. Analysefelter der heldigvis har stor bevågenhed i det kritisk-intellektuelle klima i dag.

Det forhold, at vi mennesker i vidt omfang udøver dominans - i betydningen illegitim magt - overfor andre, eller oplever det som naturligt at andre gør det, er i traditionen fra Frankfurterskolen blevet forsøgt indfanget med begrebet om instrumentel rationalitet. Det forhold at vores tænkning og væren er præget af en instrumentel tilgang til verden, til os selv og til andre mennesker er noget, der dominerer størstedelen af den vestlige kultur. Dette betyder bl.a., at mennesker ikke ses som subjekter, der har værdi i sig selv, men kun som midler til opfyldelse af lyster, interesser, osv. Når mennesker således er præget af denne instrumentelle rationalitet eller fornuft, bliver vores subjektive og sociale liv fattigere og mere endimensionalt. Og selvom mennesker også lever gode, kærlige og solidariske liv med hinanden - og flere steder bevidst forsøger at skabe alternativer til denne instrumentelle rationalitet og sociale værensform - slår den instrumentelle rationalitet alligevel igennem på mange forskellige områder af menneskelivet og samfundslivet, og er næsten umulig at afskærme sig fra.

Således gælder det også for centrale dele af videnskaben og filosofien, at de bliver præget af en instrumentel tænkning. Dette kommer bl.a. til udtryk ved at videnskabelig viden og dennes anvendelse kun har en eksistensberettigelse i det omfang, den kan anvendes til noget “nyttigt” indenfor rammerne af de bestående samfundsmæssige forhold. Dette kan f.eks. være ved at teknologi i udpræget grad udvikles til militære formål eller som redskab for profitsystemet i den markedsstyrede økonomi. Videnskaben får herved en instrumentel karakter, hvor den i høj grad anvendes som redskab til at understøtte og legitimere det bestående. Derved kommer den instrumentelle videnskab til at fremme beherskelsen af mennesket, idet realiseringen af grundlæggende nye og alternative måde at leve på modarbejdes og mistænkeliggøres. Når tænkningen (og i et bredere idehistorisk perspektiv “oplysningen”) konstant skal leve op til dette krav om instrumentalitet, mister den nogle kvaliteter. Den instrumentelle videnskab har hverken til opgave at søge efter mening med verden og menneskets situation i verden eller at forholde sig kritisk til det bestående. Den instrumentelle videnskab sætter f.eks. ikke  spørgsmålstegn ved fysikkens anvendelser indenfor militær teknologi eller ved, at den nationaløkonomiske videnskab ukritisk accepterer produktionens rovdrift på såvel naturens som menneskenes ressourcer. Den instrumentelle videnskab problematiserer heller ikke, at også de sociale relationer lider under en udtalt instrumentalisering. At eksempelvis lønarbejderne i det kapitalistiske samfund spiller rollen som redskab for virksomhedernes profitskabelse og således kun har eksistensberettigelse i det omfang de bidrager tilfredsstillende i produktionen. Produktionens instrumentalisering af menneskene og menneskelige relationer begrænser sig ikke kun til erhvervslivets sfære, men breder sig tendentielt til resten af samfundslivet og kulturen. Derved kommer vi i stigende grad til at vurdere os selv og andre ud fra en snæver ’nytte-synsvinkel’, der lægger en begrænsning på hvilke menneskelige potentialer, der får mulighed for at komme til udfoldelse. Herved er kritikken af den instrumentelle fornuft ikke blot en kritik af tænkningens eller oplysningens reduktion til instrument (eller ren teknologi), men også en kritik af den kendsgerning, at den instrumentelle videnskab ikke er rationel nok. Hvis naturvidenskabens anvendelser truer menneskeheden med økologiske katastrofer eller de altomfattende ødelæggelser ved en atomkrig, er det en meget begrænset fornuft, som styrer denne videnskab.

I Niels Fleckner Hansens essay Anti-økonomi eksemplificeres den instrumentelle kultur med nedslag i den økonomiske teoris rolle i samfundsudviklingen: "Udviklingen i økonomisk teori samt dens samfundsmæssige rolle i praktisk politik har medført en udvikling der er parallel med ”oplysningens” generelle udvikling. Den økonomiske teori der kunne anvise fornuftige måder at organisere samfundsøkonomien på, således at man kunne øge den materielle velstand og derved skabe potentiale for øget livskvalitet for menneskene, er endt med at blive en hindring herfor. Hensynet til samfundsøkonomien og den herskende økonomiske teoris dogmatik bliver af magthaverne brugt, som argumenter imod en samfundsmæssig udvikling, der kunne give os alle et ”rigere” liv. ... Økonomisk teori er endt med at blive en hindring for øget velfærd."

Den manglede velfærd findes blandt andet hos "tvangsaktiverede bistandsklienter der sættes til trivielt arbejde til 10 kr. i timen. Lønninger som man normalt skal til fattige lande for at finde et sidestykke til" og blandt børnefamilier, hvor forældrene ikke har tid til at tage sig af deres børn, der i stedet tilbringer store dele af deres barndom i offentlige institutioner.


Mennesket kan forandre verden - men ikke alene.

Et af de fremskridt der er sket i samfundstænkningen siden 1970’erne er den måde hvorpå aktør/struktur- eller individ/samfund-problematikken har vundet indpas som et uomgængeligt omdrejningspunkt. Man kan ikke lave seriøs samfundsteori i dag uden at medtænke denne problemstilling. Faren ved ikke at konfronterere aktør/struktur-problematikken er, at man alt for let falder i enten den strukturalistiske eller den individualistiske grøft. I strukturalistiske teorier finder samfundsudviklingen sted på en mekanisk og upersonlig måde og samfundet fremstår for mennesket som et utilnærmeligt objekt man nok kan erkende men ikke påvirke væsentligt. Strukturalismen stod stærkt indenfor marxismen i 1970’erne og er tæt forbundet med determinisme, afmægtighed og ansvarsløshed. I modsætning hertil står individualistiske teorier hvor samfundet er strukturløst, eller snarere: samfundet er gennemsigtigt og resultatet af de på ethvert tidspunkt intenderede handlinger af enkeltindivider. Individcentrerede teorier forherliger og understøtter den til enhver tid gældende samfundsorden, overvurderer individets handlemuligheder og kan ikke håndtere magtrelationer, normer, sociale former og andre overindividuelle begreber uden at udtømme deres overindividuelle indhold.

I deres rene og noget karikerede former er både strukturalismen og individualismen dybt utilfredsstillende som grundlag for en kritisk samfundsteori. Strukturalismen overser bl.a. at reproduktionen af sociale strukturer kun kan finde sted gennem menneskers handlinger og at bevidste handlinger således kan omforme strukturerne. Individualismen fejler bl.a. ved ikke at tage højde for, at ethvert individ bliver født og socialiseret ind i et strukturelt felt, sådan at alle menneskelige handlinger har en strukturel forhistorie. Samlet må den samfundsmæssige dynamik anskues som en fortløbende strøm af menneskelige handlinger, der reproducerer og forandrer strukturer, der så aftegner sig i sociale relationer. Enhver handling indskriver sig, bevidst eller ubevidst, i det strukturelle felt, men kan ikke reduceres til mekanisk eller tingslig reproduktion af sociale former. Udfordringen for en tidssvarende, konsistent og overbevisende kritisk samfundsteori er at indskrive sig velreflekteret i det felt, der udspænder sig mellem strukturalismen og individualismen og radikalt overskrider yderpositionerne.

Ønsket om at fastholde både et aktør- og et strukturperspektiv og behovet for at sammentænke disse i en kritisk samfundsteori er, ligesom vores indstilling til at forstå og forandre, præget af den dialektiske tænkemåde og afvisningen af fasttømrede og én-dimensionale tankeformer. Hensigten er at identificere de gældende strukturer og at forandre (de uønskede af) dem gennem individuel og social handling i forening, hvor øget indsigt og nye erkendelser gennem (teoretisk) praksis informerer den fortløbende forandringsproces. Denne model gælder både teoretisk-diskursive strukturer og andre strukturer i virkeligheden. Den kritiske teori, og forsøg på at udvikle andre alternative forståelseshorisonter, placerer sig som opgør med toneangivende teoretiske forståelser og diskursive strukturer. Sociale bevægelser og aktivisme er andre former for handling, der tilsigter at forandre verden. Ingen af disse bør tilkendes forrang. Begge handleformer er uundværlige som hinandens forudsætninger og bør gensidigt understøtte, informere og kritisere hinanden. Ikke ved at enten intellektualisme eller aktivisme rendyrkes, men ved at polariteten overskrides og ved, at der tilstræbes reflekteret praksis og praktisk refleksion. Vi vil altid være fejlbarlige, vil aldrig opnå fuld eller endegyldig viden, eller blive enige om kun én bestemt måde at se verden på. Men hvis vi tror på muligheden for at skabe en bedre verden, bliver vi nødt til at bruge de ressourcer – inklusiv vidensressourcer – vi har til rådighed på ethvert givent tidspunkt i forsøget på at skabe progressiv forandring.

Da vi på den anden side har forsøgt at gøre os klart, at en kritik, der ikke er selvkritisk opløser sig selv og at en fornuft der ikke besinder sig på fornuftens begrænsninger og skyggesider risikerer at forfalde til ufornuft, er det ikke vores hensigt med denne antologi at aflåse den politisk-videnskabelige diskurs ved at gøre den selvberoende og urefleksiv. Lige modsat. Der findes ikke nogen lette løsninger og endegyldige svar. Lukketheden og den manglende kritiske selvrefleksion i den herskende diskurs i dag er vilkår som må opløses for at give plads til diversitet, åbenhed og en tilbundsgående kritikvillighed. Vi håber, at antologien kan bidrage hertil!