Disse strømninger har bl.a. angrebet den marxistiske og kritisk-teoretiske tradition, fordi sådanne former for social kritik må siges at implicere generelle forståelser om, at noget i samfundet er (moralsk) forkert - det kunne f.eks. være individualistiske tænkemåder eller instrumentelle sociale former - og om hvorfor alternativet til disse er ønskværdigt,. Bl.a. er de antagelser, der i sådanne samfundskritikker gøres, omkring mennesket, om menneskets potentialer og om det sociale liv, blevet kritiseret for at være essentialistiske, absolutistiske eller på anden vis 'metafysiske'

Jeg har i mit bidrag til bogen Mod strømmen forsøgt at vise, hvordan noget af det grundlæggende i den marxistiske eller kritiske tradition er forståelsen af, hvordan de sociale og materielle praksisser, hvori vi mennesker indgår skaber muligheder og begrænsninger for vores livsudfoldelse og vores udviklingsmuligheder. Det ser vi bl.a. i Marx's forestilling om et selvrealiseret liv i ægte menneskelige fællesskaber, i Frankfurterskolens ideal om mere ´harmoniske´ og ikke-instrumentelle værensformer, og også i Foucaults pegen på muligheden af subjektivitetsformer, der ´udgrænses´ af de dominerende diskurser og praksisformer. Hos alle disse teoretikere kan vi genfinde den implicitte forestilling om, at vi mennesker har (subjektive og sociale) potentialer, som ikke udfoldes på grund af begrænsninger i de bestående samfundsmæssige former. Når vi erkender sådanne begrænsninger, må vi altså kritisere og bekæmpe dem, for at menneskelig frigørelse kan blive mulig. Den mere præcise forståelse af menneskets potentialer og de samfundsmæssige begrænsninger for disse været omdiskuteret, men uanset forskellene i de mere detaljerede analyser, synes det rimeligt at sige, at denne grundlæggende tanke- og argumentationsfigur er central i den kritiske, socialteoretiske tradition.

Marx:
Hos Marx må forestillingen om menneskelig frigørelse forstås på i hvert fald to niveauer:
På det individuelle plan har vi mennesker nogle potentialer, som handler om at udfolde os som et 'helt' menneske, hvilket bl.a. kan ske ved at produktionen indrettes, så vi både laver åndens og håndens arbejde, og så der ikke er noget skarpt skel mellem arbejdsliv og fritid, osv. Og hvor vi er selvbestemmende og i det hele taget overvinder den fremmedgørelse, der findes i det nuværende samfund.
På det sociale/samfundsmæssige plan er vores potentiale, at vi kan udvikle ligeværdige og solidariske sociale relationer, hvor mennesker ses som subjekter, ikke som objekter/midler for andre, og hvor produktionen og samfundslivet generelt organiseres ud fra menneskers behov og ikke ønsket om profit, m.m.

Adorno og Horkheimer:
Hos Adorno og Horkheimer er den grundlæggende tanke, at vi mennesker har udviklet en beherskelsesorienteret rationalitet, idet vi igennem kulturhistorien har forsøgt at beherske naturen vha. tænkningen,. Det har bl.a. betydet, siger de, at vi har distanceret os fra den ydre natur, andre mennesker og vores egen indre natur. Konsekvensen af dette har været, at vores kultur - og dvs. menneskers grundlæggende måde at være i verden på - er gennemsyret af dominans- eller beherskelses-rationaler. Det kommer bl.a. til udtryk gennem en lang række af undertrykkelsesformer i det moderne samfund. Det utopiske modstykke til denne instrumentelle fornuft er Adorno og Horkheimers ide om en konstant selvreflekterende, kritisk fornuft, der besinder sig på sin egen potentielle karakter af undertrykkende. Og samtidig hermed ideen om en mere oprindelig og harmonisk forholden sig til livet og verden, der accepterer det mangfoldige og kaotiske, således at vi ikke har behov for at skulle have kontrol - hverken ift. os selv, andre eller naturen.

Marcuse:
Hos Marcuse er det ideen om en mere naturlig udfoldelse af de menneskelige drifter, der er i centrum. Vores kapitalistiske samfund og kultur hæmmer menneskers mulighed for sanselighed og mangfoldighed, for fri udfoldelse af vores seksualitet og i det hele taget forskellige sider af vores personlighed. I en endimensional kultur, der kun er optaget af at præstere og forbruge, bliver menneskene også endimensionale. Det er altså i disse naturlige drifter, i vores potentielt mere sanselige and spontane væren, at muligheden for frigørelsen ligger. Man kan sige, at der hos Marcuse tydeligere end hos Marx og Adorno/Horkheimer postuleres noget almentmenneskeligt, der er givet forud for specifikke historiske kontekster - nemlig en bestemt (psykoanalytisk) forståelse af psyken med de undertrykte drifter som grundlæggende. Alligevel synes det rimeligt at sige, at hans analyser forsøger at tage udgangspunkt i menneskers konkrete levede erfaringer som sanselige, oplevende væsner. I hvert fald hvad angår de menneskelige potentialer og måden hvorpå de undertrykkes af en endimensional tanke- og værensform.

Habermas:
Ifølge Habermas ligger der implicit i sproget - og dermed i det sprogligt baserede sociale liv - en række normative fordringer, som ikke altid er realiseret, men som mennesker principielt kan konfronteres med og som der kan appelleres til. Bl.a. ligger der implicit i dialogen - og den kommunikative handlen generelt - krav om, at alle har lige ret til at ytre sig, at alle personlige ønsker og interesser skal kunne fremføres, at alle skal respekteres som subjekter - og dvs. at vi søger forståelse med hinanden (i modsætning til instrumentel manipulation), osv. Ud over den instrumentelle rationalitet (som Adorno og Horkheimer analyserede) findes der altså, ifølge Habermas, et frigørende potentiale implicit i de sociale former, nemlig denne kommunikative rationalitet som også er en moralsk rationalitet.

Sådanne filosofiske overvejelser, som de her skitserede, må siges at være uundgåelige for enhver social kritik. - Altså overvejelser om hvordan vi mennesker er fremmedgjorte og ikke-selvbestemmende (som vi så det hos Marx), om hvordan mennesker er præget af en instrumentel og ikke-solidarisk rationalitet og værensform (som hos Adorno og Horkheimer), om hvordan dimensioner af vores sanselighed og personlighed generelt ikke kommer til udtryk i en kapitalistisk kultur (som hos bl.a. Marcuse) eller om hvilke sociale og kulturelle betingelser, der muliggør udvikling af moralske og solidariske værdier (som hos bl.a. Habermas).

Og også ift. den neoliberalistiske udvikling i vores tid synes dette at være tilfældet….

Kritisk teori og neoliberalismen

For mig at se, er noget af det vigtige ift. at forstå de politiske og kulturelle forandringer i de sidste 15-20 år, der er blevet betegnet som 'neoliberalisme', nemlig spørgsmålet om hvad neoliberalismen så at sige gør ved mennesker.
Så… hvis vi forstår neoliberalismen som den generelle politiske og samfundsmæssige udvikling, hvor socialstaten - og det politiske fællesskab i det hele taget - er blevet trængt tilbage ift. markedet og markedskræfterne (hvilket bl.a. er sket gennem privatisering, udlicitering, nedskæringer og mindskningen af nationalstatens betydning), så kan vi prøve at analysere, hvad dette har af betydning for menneskers måde at tænke og handle på.

Således synes Frankfurterskolens samfundsanalyse, for mig at se, faktisk på nogle områder at være mere adækvat i dag, i (hvad vi kunne kalde) 'neoliberalismens tidsalder', ift. at forstå, hvordan mennesker tænker og handler. Dette skyldes bl.a. tre udviklinger, der synes at være i gang i disse år:

Afmægtighedsfølelse / fremmedgørelse:
Med både globaliseringen, den omsiggribende privatisering og muligvis også det at det politiske system udvikler sig til et 'elitedemokrati', idet beslutninger centraliseres (f.eks. til EU), føler folk sig mere fremmedgjorte eller afmægtige ift. de politiske processer. Den fremmedgørelse som altid har været tilstede i det kapitalistiske samfund, og som den kritiske teori har forsøgt at analysere, bliver i hvert fald ikke mindre af, at flere og flere politiske beslutninger bliver taget af instanser ude af det politiske fællesskabs kontrol. Dette er bl.a. tilfældet, når institutioner som WTO, EU, multinationale selskaber, osv. kan vedtage politikker hen over hovedet på nationale parlamenter og lokale fællesskaber, og når privatiseringer af den offentlige sektor gør, at servicer der før kunne diskuteres og planlægges ud fra almenmenneskelige hensyn, nu er styret af private profit-interesser.

Ødelæggelsen af de solidariske værdier:
Denne udvikling med en svækkelse af den politiske styring af markedet, og en mindskning af den offentlige sektor betyder også en ødelæggelse af, hvad bl.a. Claus Offe (vist nok inspireret af Habermas) har kaldt de solidariske eller universalistiske værdier. Et eksempel på dette er f.eks., når den borgerlige regering vil privatisere bloddonor-givningen, således at blod nu er noget, der sælges, frem for at være noget der 'gives' som en medmenneskelig handling. Dette er kun endnu et udtryk for en generel udvikling i retning af, at mennesker skal tænke i individuelle, egoistiske interesser, og at alt skal ses som 'varer', som noget man 'kan få noget ud af' (det som marxismen har beskrevet som en 'varegørelse' af de sociale relationer). (Andre eksempler kan ses omkring hospitalssystemet, hjemmeplejen, rengøring - og i USA så ekstremt som det, at private firmaer tjener penge på at drive fængsler under slavelignende forhold.) Bl.a. Offe har argumenteret for, at når kollektive institutioner og solidariske organiseringsformer er ødelagt, bliver det meget svært for det enkelte menneske at handle moralsk og solidarisk. Og dette er faktisk en del af den borgerlige kulturkamp, så at sige at ændre mennesket. Når først enhver form for kollektiv tænkning og solidariske værdier og handlemåder er blevet ødelagt, bliver de meget svære at genskabe. 'Neoliberalismen' kan således ses som forsøget på at udbrede kommercialiseringen eller varegørelsen til i princippet alle områder af menneskelivet, sådan at forholdet mellem mennesker bliver styret af individualistiske i stedet for almenmenneskelige principper.

Endimensionalisering af kulturen og den offentlige debat:
Den offentlige debat er i dag præget af en udstrakt grad af, hvad vi kunne kalde 'nødvendigheds-tænkning'. Politikere, erhvervsfolk og eksperter taler ofte ud fra snævre rammer for hvad der er af 'mulighedsrum' ift. den politiske og kulturelle udvikling i dag. Dette sker ofte med henvisning til, hvad størrelser som 'markedet', 'udviklingen' og 'konkurrenceevnen' kræver, eller til f.eks. nødvendigheden af 'øget vækst'.
Marcuse har beskrevet dette som at beslutninger og spørgsmål, der før var genstand for diskussion og refleksion og overvejelse af alternative muligheder, er blevet reduceret til et spørgsmål om teknik eller administrative løsninger. Denne endimensionalisering er desværre ikke kun sket i den
politiske debat, men også i videnskaben og i vores kultur generelt, bl.a. i underholdnings- og fritids-industrien. Denne udvikling hænger bl.a. sammen med de før nævnte konsekvenser af neoliberalismen: - altså fremmedgørelsen og 'afpolitiseringen' ifm. privatiseringen, varegørelsen af de sociale relationer og ødelæggelsen af de kollektive og sociale værdier. På den måde understøtter og viderefører neoliberalismen endimensionaliseringen af den moderne kultur og den offentlige tænkning og debat.

Liberalismens forståelse af mennesket

En del af, hvad vi kunne det neoliberalistiske ideologiske fremstød, handler om forståelsen af mennesket. Det menneskebillede som den metodologiske individualisme indenfor socialvidenskaberne traditionelt har fremført - og som neoliberalismen altså har forsøgt at realisere - handler om det selvtilstrækkelige, statiske og klart afgrænsede individ med entydige og egoistiske (og ofte økonomiske, 'forbrugeristiske') præferencer, som det instrumentelt beregner sig frem til, hvordan det skal få opfyldt.

Heroverfor står et mere frigørende billede. Nemlig af at vi mennesker har muligheden for at udvikle os selv og vores sociale relationer - i retning af hvad vi oplever som noget bedre. Vi erkender til tider at vores tidligere forståelser af os selv og verden har været forkert eller for snæver, og måske forklarer vi dette som at eksterne forhold (som vores opvækst, sociale relationer, osv.) har præget os. En sådan momentan oplevelse af en 'klarere erkendelse' kan til tider opleves som, at vi kan udvikle en slags 'refleksiv autonomi' - bl.a. uafhængigt af sociale forhold og normer, m.m. Vi ser dog hurtigt, at dette ikke kan forstås for absolut, bl.a. fordi vi forstår os selv som dem vi er, ud fra hvordan vi indgår i relationer med andre mennesker - relationer, som faktisk ofte er gode, solidariske og kærlige. Et refleksivt og selvbestemt liv, kan således kun forstås som muligt under sociale former, der muliggør en sådan udvikling af menneskers potentialer. Det vil bl.a. sige sociale og kulturelle former, der anerkender individets identitet og selvdefinerede ønsker og lyster, m.m., men som også muliggør, at vi kan udvikle os i og med de sociale fællesskaber, som vi indgår i.

Man kan sige, at det helt grundlæggende hos Frankfurterskolen er ideen om, at vores tænkning omkring det sociale - og dvs. i særdeleshed i socialvidenskaben - må have fokus på, hvad vi kan kalde, det sociales 'mulighedsværen'. - Dvs. på, at der i det sociale liv findes mulighed for alternativer, for udfoldelse af menneskers subjektive og sociale potentialer - og dvs. for menneskelig frigørelse og selvrealisering.


Om grundlaget for kritik II

I nyere kritisk teori, bl.a. hos Axel Honneth, har én strategi for at imødegå de relativistiske og 'postmodernistiske' strømninger været at forsøge at gøre de grundlæggende filosofiske antagelser i de forskellige kritiske teorier til genstand for refleksive overvejelser - for så evt. at styrke begrundelsen af disse.

I overensstemmelse med dette projekt vil min pointe her være, at vi for at muliggøre en både præcis og kritisk forståelse af de sociale forhold - også under neoliberalismen - må fastholde det grundlæggende menneskebillede, som jeg her meget kortfattet har skitseret.
Det implicerer bl.a. en række af grundlæggende filosofiske forestillinger og forståelser, bl.a. om 'mennesket som et socialt væsen', om 'muligheden af personlig og kollektiv udvikling', om den menneskelige subjektivitet som noget, der kan 'forvrænges', om at bestemte betingelser er nødvendige, for at mennesker kan være solidariske og moralske - betingelser, der altså ødelægges under neoliberalismen. Forståelser om at de sociale relationer kan være instrumentelle og fremmedgjorte, om at vi mennesker har ikke-realiserede potentialer, og om at anerkendelse, lighed og et selv-bestemt liv er forudsætningen for menneskelig selv-realisering og frigørelse.

Det er filosofiske forståelser som disse, der, for mig at se, må fastholdes i en kritisk tænkning om samfundet.