|
Af Niels
Henrik Hansen Indholdsfortegnelse. S. 1 Indledning
og emnebegrundelse. S. 2 Målsætning
for projektet. S. 3 Metodiske
overvejelser. S. 4 Den
kortest tænkelige fremstilling af filosofihistorien S. 4 med
henblik på at perspektivere Pahuus` tænkning. Descartes. S. 4 Husserl s. 5 Den
sene Husserl. s. 6 Heidegger s. 6 Opsummering
af det historiske afsnit. S. 6 Løgstrup. S. 7 Mogens Pahuus. S. 8 Den
hermeneutisk-fænomenologiske tradition og den analytiske. S. 8 Pahuus
og Løgstrup. S. 9 Pahuus`
religionsfilosofi s. 9 Pahuus
og Løgstrup igen. S. 11 Pahuus
og Maslow. S. 11 Om
Pahuus` sprogfilosofi. S. 13 Men
tilbage til der hvor i Løgstrup og Pahuus har forskellig opfattelse: s. 15 Hen
imod Pahuus` helt centrale begreber; selvhengivelse og selvudfoldelse. S. 16 Selvudfoldelse og selvhengivelse. S. 17 Selvhengivelse. S. 17 Selvudfoldelse. S. 18 Livsmod
og vitalitet – skyld, afmagt og
ondskab. S. 18 afmagt
og reduceret livsmod og vitalitet. s. 20 Pahuus`
etik. S. 21 Konklusion. S. 22 Indledning
og emnebegrundelse. I teoretisk filosofi har jeg lavet en opgave
om Husserls fænomenologi og da der er sammenhæng imellem Husserl og Pahuus,
vil jeg også gerne arbejde videre med, hvilken betydning Husserls tanker har
ført med sig 75-100 år senere og endda på dansk grund. Den nævnte sammenhæng
imellem Husserl og Pahuus, er dog nok mest indirekte, via Heidegger, Løgstrup
og den øvrige fænomenologiske bevægelse, hvortil ganske mange filosoffer fra
forrige århundrede og frem, har en større eller mindre tilknytning, herunder
også Pahuus selv. Pahuus låner fra mange andre end Husserl, men
Husserl er den der starter den nyere fænomenologiske bevægelse og især
Husserls intentionalitetsbegreb, har været væsentlig for den fænomenologiske
filosofi. Pahuus skriver ligefrem at intentionalitetsbegrebet, ganske vist
ikke nødvendigvis specifikt Husserls begreb om intentionalitet, (Filosofisk Antropologi, s. 113), gør
det muligt at forstå mennesket som en enhed af det kropslige og det bevidsthedsmæssige, og mener hermed at
dualismen er overvundet[1] , (Marxisme
og Humanisme, s. 10). Personteorien kalder Pahuus sit menneskesyn der er
ikke-materialistisk, ikke-idealistisk, men monistisk. Pahuus forstår
mennesket som en enhed, eller helhed – der i udgangspunktet er indfældet i,
er en del af og er beslægtet med den omgivende natur, som verden er. Dette
metafysiske standspunkt må jeg af pladshensyn opgive at redegøre
fyldestgørende for. Intentionalitetsbegrebet lader til at være
central i al fænomenologi. Fænomenlogien lader til at være afdækninger af
hvordan verden og de andre, som en person er forviklet ind i fra starten,
fremtræder, eller viser sig, også varierende efter på hvilken måde og med
hvilke begreber mennesket er vendt mod verden og de andre. Disse afdækninger
eller tydninger af tilværelsen udlægges dog, mildest talt, forskelligt. Fænomenologien omtales desuden som en iblandt
andre mulige fundamenter for den nyere tids filosofis forsøg på at etablere
en etik på sekulære præmisser. I tiden efter Nietzsche og hans tid hvor den
objektiverende verden for alvor viser sig i form af nihilisme, darwinisme og
hvor Gud forsvinder, (Etikken &
Universet, s.9-33). Derfor har jeg besluttet at opgaven skal
omhandle etik. Pahuus livsfilosofi, som vel nok er det han gør det allermest
i, er i høj grad sammenvævet med etiske spørgsmål, og Pahuus er hermed en af
de fænomenologisk indstillede filosoffer der formulerer en etik på sekulære
præmisser[2] . Målsætning
for projektet. Fænomenologien omtales som en
erkendelsesteoretisk position der kan være et fundament for en etik på
sekulære præmisser. Jeg har valgt at redegøre for og forholde mig til Mogens
Pahuus` etik – da Pahuus netop er en fænomenologisk indstillet filosof der
har en etik. For at undersøge hvad der menes med denne
omtale af fænomenologien, vil jeg først lave den kortest tænkelige
fremstilling af filosofihistorien med henblik på at perspektivere Pahuus`
tænkning og dog lige få antydet hvad fænomenologi er og hvilken filosofisk
tradition den vokser frem af og formulerer sig i opposition til. Dertil har
jeg valgt at omtale Descartes, Husserl, og især Løgstrup, men for der igennem
at kaste lys på Pahuus[3] . Eller sagt på en anden måde, jeg tror et
lille historiske afsnit kan udgøre ”det jord” hvor ud af jeg gerne skulle få
Pahuus til at vokse frem. Helt i tråd med den kendsgerning, at Pahuus har
sine rødder i den fænomenologisk-hermeneutiske bevægelse, der fundet sted de
sidste 100-150 år. Med afsæt i de filosofihistoriske afsnit vil
jeg redegøre for Pahuus` opfattelse af etik og herved også fremstille en
fænomenologisk og eventuel en sekulær etik. Undervejs vil jeg, som evnerne nu
rækker, forholde mig til Pahuus` tænkning og i konklusionen vil jeg forholde
mig til hvordan det lykkes Pahuus at formulere en sekulær etik. Etik behandles både på et politisk niveau og
på det mere mellemmenneskelige plan - overvejelser vedrørende hvad der kan
finde sted i konkrete sammenhænge og det er den sidstnævnte jeg vil
beskæftige mig med. Metodiske
overvejelser. Opgavens emne er Pahuus` etik. Beslægtet med
etikken er filosofisk antropologi, livsfilosofi og religionsfilosofi. Jeg vil medinddrage disse områder i det
omfang jeg finder det er nødvendigt med henblik på at få greb om det etiske.
Fænomenologernes modvilje imod, og det gælder i særdeleshed også Pahuus, at
formulere ting kontekstuafhængige, nødvendiggør efter min mening dette[4] . Under arbejdet, og jeg begyndte så småt for
mere end et år siden, har det langsomt gået op for mig, i hvor høj grad
Pahuus, efter min mening, formår at sammentænke tænkemåder og de forskellige
områder af den praktiske filosofi – også i en grad så jeg synes det er helt
vildt. Også på den måde er Pahuus` bøger interessant læsning, men min
oplevelse er, at da Pahuus ”favner så bredt” og at der alligevel er
sammenhæng i hans tænkning på de forskellige områder, så giver det en lignende brede i denne opgave, der i det
mindste for så vidt at det gælder selve redegørelsen for Pahuus, prætenderer
at være ”et lille ekko” af ham. Undervejs har det har mildest talt truet med
at gøre min opgave til noget uacceptabelt rod. Opgaven er noget stadig rodet;
lidt Løgstrup, lidt Pahuus, lidt Pahuus og Løgstrup, lidt Pahuus`
religionsfilosofi, lidt mere Pahuus og Løgstrup o.s.v.. Jeg har kæmpet med,
at prøve at redegøre for Pahuus` etik – og det kunne være gjort bedre, men jeg
mener at Pahuus, på grund af hans tværfaglighed, kan være noget svær at styre
– i hvert fald på ca. 20 sider. Den
kortest tænkelige fremstilling af filosofihistorien med henblik på at
perspektivere Pahuus` tænkning. Descartes
( 1596 – 1650 ) grundlægger den moderne
filosofi og i hans udgave, som en radikal rationalisme og dualisme. Med ham
rykkes opmærksomheden fra metafysiske til erkendelsesteoretiske spørgsmål.
Under indflydelse af og pres fra, og ifølge Husserl, (Cartesianske Meditationer, s. 40), endda i benovelse over den
fremvoksende deduktive naturvidenskab, udvikler Descartes en filosofi der
tager sit udgangspunkt i subjektiviteten, i netop den cartesianske betydning
: ”Jeg tænker, altså er jeg.” Det rensede subjekt, som Descartes når frem til
ved hjælp af den metodiske tvivl, (Descartes,
s 133-138). Herved fremstilles dualismen på en ny og radikal måde.
Descartes subjekt, den tænkende ting inden i os, er principielt renset for
det tænkningen er om. Descartes subjekt; ”den tænkende ting,” tilkendes i
hans tænkning, en helt anden substans, end det materielle. Subjektet,
menneskets sjælelige kerne, der tænker og er erkendelsens centrum, er
væsensforskellig fra den materielle verden og dermed sansningens indhold. I
denne tænkning defineres subjektivt og objektivt som radikalt adskilte. Med Descartes begynder den periode i
filosofihistorien, som Pahuus kalder bevidstheds-paradigmet. Til
bevidsthedsparadigmet knytter der sig et individualistisk menneskesyn. Det
enkelte subjekt fremstilles som selvberoende og kun delvist henvist til
kontakten med andre. Dette menneskesyn gøres der op med i den moderne
filosofi. Fænomenologien og Pahuus er en del af den moderne filosofi, hvor om
Pahuus skriver, at der tænkes ud fra kommunikationeparadigmet, (Mennesket og dets udtryksformer, s. 10-11).
Bevidsthedsfilosofien har været optaget af bevidsthedens måde, at gribe og
begribe ”verden udenfor bevidstheden.” Hvordan kan de to verdener virke ind i
hinanden. Udtrykket ”To-verdens” tænkningen, er et andet anvendt udtryk for
dette filosofiske problem vedrørende, hvordan forbindelsen mellem det
subjektive og objektive nærmere bestemt er, (Etikken & Universet, s.34-40). Erkendelsesteoretiske
spørgsmål som; forholdet mellem bevidsthed og verden, hvordan og på hvilke af
tilværelsens områder bevidstheden, kan gøre sig forhåbning om at opnå sikre
erkendelser og på hvilke områder erkendelserne er mangelfulde. Den umiddelbare sansning og erfaren, bliver
med Descartes udsat for stor mistænkeliggørelse. Filosofien er på dette tidspunkt under
voldsomt pres fra den fremvoksende naturvidenskab og Descartes prøver at
tænke den katolske tradition med gud og sjæl, sammen med den nye
naturvidenskabelige tilværelsesforståelse, hvor verden – det materielle –
forstås som dødt og styret af naturlove, ( Etikken & Universet, 17-22). Husserl ( 1859-1938 ) I 1911 konkluderer Husserl i bogen ”Filosofi som streng videnskab – status over filosofien”, at filosofien på tidspunktet er det rene kaos bestående af konkurrerende anskuelser, som man kan tilslutte sig eller lade være, derfor må der startes helt forfra, Husserl ønsker at etablere filosofien som streng videnskab, som noget fornuftige mennesker kunne blive enige om, og ikke som konkurrerende anskuelser der har historisk interesse, (Vor Tids Filosofi – Engagement og Forståelse, s.38). Filosofien skal begynde helt forfra. At skabe et filosofisk grundlag, som skal være alle videnskabers fundament. På den måde minder Husserls projekt lidt om Descartes der også starter helt alene og vil finde et helt nyt grundlag og ligeledes har han en ambition om ikke at tage noget for givet, andet end hvad han selv erfarer. Således kan selve den umiddelbare sansning siges at blive ophøjet til Husserls erkendelsesteoretiske udgangspunkt, (Vor Tids Filosofi – Engagement og Forståelse, s.72). Husserls intentionalitetsanalyse er en analyse af den erfarende bevidsthed. Husserl påviser, at bevidstheden er genstandsrettet, imod noget der er udenfor bevidstheden, som meget vel kan være verden, men også en tanke, eller fantasi. Man kan slet ikke tale meningsfuldt om bevidstheden uden at inddrage bevidsthedens genstandsmæssige korrelat. Dette udenfor bevidstheden kaldes noemaet, (Husserls Fænomenolog, D. Zahavi, s. 25). Hermed lirkes der fundamentalt på erkendelsesteorien fra Descartes, der opererede med et subjekt helt renset for netop hvad bevidstheden er bevidst om. Husserls Noema-begreb har været forstået på to måder,(Husserls Fænomenolog,D. Zahavi,s.90-93):
1.
Noeamaet er en slags intern mental repræsentation,
2. eller nærmere den intenderede genstands
givethed. 1.
Her forstås noemaet som en medierende instans der
formidler rettetheden, men forskelligt fra både akt og objekt. Ved denne forståelse
af Noema, mener jeg, Husserls erkendelsesteori tolkes som en slags
nykantianisme. Stadig er det sansede og erfarede, “verden for os,” som vi har
adgang til. Vi sanser og erfarer ikke verden uformidlet, men vi er henvist
til “en slags intern mental
repræsentation.” 2.
Her forstås noemaet som genstanden selv som den
fremtræder i en transcendental refleksion; objektet-sådan-som-det-intenderes
er objektet-som-intenderes. Ved denne forståelse, da ligger den eneste verden
mere eller mindre umiddelbart tilgængelig for os[5] . Den sene Husserl. I bogen ”Cartesianske Meditationer” går Husserl i Descartes fodspor og laver meditationer der er meget lignende Descartes. Husserl vil som Descartes prøve at nå frem til noget ubetvivleligt sikkert, noget apodiktisk evident, hvor Descartes netop når frem til ”det rensede subjekt.” Husserls konklusion af hans meditationer bliver dog noget anderledes end Descartes`, som Husserl kritiserer for, at have sluttet sig fra egoet, eller subjektet, og videre til at dette ego ligefrem skulle have sin helt særegne substans, hvilken der ikke er fænomenologisk grundlag for. Dette betegner, ifølge Husserl, det punkt hvor Descartes forfejler den transcendentale subjektivitets mening. Jeg-substansen, ( og Gud ) bliver udgangspunktet for kausallogiske slutninger vedrørende det øvrigt eksisterende, ( Cartesianske Meditationer, s. 41 ) Kort sagt, Descartes havde opdaget det
transcendentale ego, men indså ikke dens egentlige mening, i stedet for
sluttede han sig ubegrundet til
jeg-substans, hvorved han blev ophavsmanden til den såkaldte ”to
verdeners tænkning” og bevidsthedsparadigmet. Fænomenologien, begyndende med Husserl, er
netop et opgør med filosofien fra og efter Descartes. Det selvberoende
subjekt, Descartes ubegrundet slutter sig til, afstedkommer store
vanskeligheder. Her i de Cartesianske Meditationer viser Husserl, at
forestillingen om et selvberoende subjekt, faktiske stammer fra en brøler i
Descartes meditaioner og at der er et helt andet intimt forhold imellem
bevidsthed og verden med tingene og de andre, eller med Husserls begreber;
mellem cogito og cogitum. Den sene Husserl er optaget af begrebet
”livsverden,” men også begrebet ”legemet,” (Eksistens og livsfilosofi, s 330). Heidegger kritiserer Husserl for ikke at komme ud af den
klassiske egocentrerede tænkning efter Descartes - at han alligevel kommer
til at tænke indenfor subjektets sfære. Heidegger mener at Husserl hænger
fast i erkendelsesteoretiske problemer og i praksis aldrig kommer frem til
livsverden. Det er så det han selv sætter sig for at gøre. Hele Heideggers
”Sein & Zeit” er ikke andet end et forsøg på at beskrive denne Lebenswelt
i dens grundlæggende træk , (Martin
Heidegger, Løgstrup, s.9-10) Opsummering
af det historiske afsnit. Især den tidlige Husserl og Heidegger peger
blandt andet på, at hvor man ellers har forstået det subjektive og det
objektive, som noget der står helt fremmed overfor hinanden og praktisk talt
tilhører to forskellige verdener, så forstås nu det man ellers har forstået
som det subjektive og det objektive, som værende grundlæggende forviklet ind
i hinanden, så at traditionens måde at tænke det subjektive og det objektive, simpelthen må forkastes[6] . Nu har jeg, så kort som muligt,
redegjort for den moderne fænomenologis udgangspunkt eller grundprojekt;
afdækninger af tilværelsen, som den er, eller kan vise sig at være.
Udgangspunktet for disse undersøgelser er ligeledes den erfarede verden,
principielt tilgængelig for alle, der kan ikke henvises til andet, da det er
det eneste der fænomenologisk set er belæg for. Ofte anvendes begrebet ”livsverden” i den
fænomenologiske retorik; det erfarede, det velkendte bliver genstand for og
udgangspunktet for videnskabelige undersøgelser og oftest tilstræbes det at
få den traditionelle videnskab sat i forbindelse med den livsverden, den ikke
kan frasige sig, uden at miste jordforbindelsen. Det bliver naturligt, i hvert fald i mine
øjne, at meget fænomenologi kommer til at ligne psykologi, ”men ofte malet med
en lidt bredere pensel.” Den udtalelse må naturligvis ses i den sammenhæng,
at jeg og mine øjne, ikke har haft lejlighed til at beskæftige mig seriøst
med faget psykologi. Løgstrup. Når Løgstrup sætter interdependensen, som
tilværelsens grundvilkår, som Pahuus tilslutter sig med tilføjelser og
justeringer, så er det ikke helt og aldeles hans nyopfindelse. Med begrebet
interdependens henviser Løgstrup til, at vi lever udleveret til hinanden og
at vi er hinandens liv og skæbne, men dette er tæt sammenhængende med de
fænomenologiske grundtanker ; at vi netop ”altid-allerede” er konkrete og
indfældede i noget, at bevidstheden netop er bevidstheden om noget, på netop
en speciel måde og ikke at menneskets inderste er noget der står helt fremmed
overfor verden og de andre, men at det nærmere er i refleksionen, i
bakspejlet og ved det analyserende blik, at man står nærmest fremmed overfor
verden som blot og bart objekt. Disse tanker er vedrørende livsverden, også
selvom jeg ikke mener at Løgstrup anvender det begreb. Den
Løgstrup jeg kort vil fremstille er den tidlige Løgstrup og min eneste
primære kilde er ”Den Etiske Fordring:” Det geniale ved Løgstrup er afdækningen af
det fænomen, at en etiske overvejelse altid kommer for sent. Når man indser
at noget burde man have gjort i en given situation – så har man allerede
svigtet. Et centralt begreb i ”Den Etiske Fordring” er
den naturlige kærlighed. Med
naturlig kærlighed mener Løgstrup simpelthen det de fleste mennesker har
erfaret i forholdet til visse andre. Imellem dem der har er en sjælelig
samstemthed, i blandt familiemedlemmer og dem der har en erotisk tiltrækning
for hinanden. I disse relationer er det ikke nødvendigt at overveje om man nu
skal gøre optræde på den ene eller den anden måde – oftest vil disse
relationer lykkes af sig selv. Denne helt ægte given sig hen til hinanden er
forbilledlig for etikken – netop da der ikke er nogen bagtanke i den måde at
være sammen på. Løgstrup skriver; ”Den
gerning, som den naturlige kærlighed bevæger et andet menneske til, er derfor
under eet motiveret med, at den andens og ens eget liv lykkes derved. De to
hensyn kan simpelthen ikke skilles ad,” (Den Etiske Fordring, s. 43). Det er en meget væsentlig
iagttagelse. Det er ikke sådan, at det er anstrengende og hårdt at gøre det
gode – i mange sammenhænge. I forhold, kendetegnet ved denne naturlige
kærlighed, er der ingen tabere, men kun vindere. Den almindelige jordiske
kærlighed mennesker imellem har jo ofte været mistænkeliggjort, som skjult
selvkærlighed – altså at den anden bliver brugt som et middel til at elske
sig selv. Løgstrup skriver, at ”Den
naturlige kærlighed og den eensidige fording har livsforståelse tilfælles.
Det ejendommelige for den naturlige kærlighed er, at i den er den eensidige
fordrings livsforståelse selvfølgelig – uden fordring, (Den Etiske Fordring,
s. 145-146).” Altså det Gud fordrer af mennesket – næstekærliged – det
finder sted i disse forhold - af sig selv, uden at det er nødvendigt at det
kræves, eller uden at man har gjort andet end man alligevel ville gøre – af
sig selv. Når man lever i et naturligt kærlighedsforhold, er fordringen
egentlig ikke til stede. Først når den naturlige kærlighed går i stykker,
melder fordringen sig, som fordringen om at handle imod næsten, som om man
fattede kærlighed for den anden, (Den
Etiske Fordring, s.164-169). Den etiske fordring gælder også den fremmede,
men den fremmede er jo ikke udleveret en i samme grad. Den naturlige kærlighed har det med at gå i stykker,
da mennesket er ondt, (Den Etiske
Fordring, s.158-162). Mennesket vil gøre sig til sit eget livs suveræn,
hvilket vil sige, at være skyld i sin egen kærlighed. Mennesket er ikke skyld
i sin egen lykke, (Den Etiske Fordring,
s. 150-156). På lignende måde med Tillid. ”Det hører vort
menneskeliv til, at vi normalt mødes med en naturlig tillid til hinanden”,
(Den Etiske Fordring, s. 17). Hvis
ikke man kan have tillid til nogen, bliver livet ulideligt. ”Men at vise tillid betyder at udlevere
sig. Derfor reagerer vi så voldsomt, når vor tillid misbruges…….”(Den Etiske Fordring, s. 18). Da livet ikke kan leves uden at kunne have
tillid til andre og da der er selvudlevering i at udvise tillid – er det et
grundvilkår, at livet leves i en vekselvirkning imellem selvudlevering og
magt, (Løgstrup, Svend Andersen, s.
60-67) På den måde er den menneskelige tilværelse gennemsyret af
magtforhold. Vi har magt over hinanden, magt til at forbedre eller forværre
livet for den anden. Der er ingen anden mulighed, at ignorere næsten er
tilsyneladende at forværre det for næsten, (Løgstrup, Svend Andersen, s.60-63). Dette faktum er det som
begrebet interdependensen refererer til, at livet leves i et stadigt
vekslende forhold af selvudlevering og magt. Naturlig
kærlighed, tillid, men også barmhjertighed, talens åbenhed og tilgivelse, som Løgstrup ligeledes
analyserer, men som jeg af pladshensyn vil undlade at tage med, har det
tilfælles at de ikke kan siges at være et resultat af menneskers indsats.
Tvært imod, når man anstrenger sig eller prøver, er disse livsytringer netop
ikke suvuræne længere. Disse etiske fænomener kalder Jakob Wolf; de primære
etiske fænomener, (Etikken &
Universet, s. 119-134). Løgstrups sekundære etiske tænkning er
indeholdt i begrebet “den etiske fordring,” som går ud på at gøre
kærlighedens gerninger kærlighedsløst, og det kan være nødvendigt når den
naturlige optagethed af den anden forsvinder, (Den Etiske Fordring, s.164-169). Fordringen går så ud på at tage
vare på næstens skæbne, i det omfang næsten er udleveret en. Mogens Pahuus. Den
hermeneutisk-fænomenologiske tradition og den analytiske. I 1900-tallet har der været to store
filosofiske traditioner. En angelsaksisk analytisk, der har haft den
bestræbelse at afsløre at filosofiske problemer har sin rod i sproget og
ofte, eller altid er illusoriske. Ligeledes har der været en kontinental
hermeneutisk-fænomenologisk, hvortil Husserl, Heidegger, Løgstrup og Pahuus
hører. Der har ikke været vandtætte skoder i mellem de to traditioner. Pahuus
skriver at fra Husserl, til Heidegger
og Gadamer anskues sproget i stigende grad, som ”et medium, hvorigennem verden gives os.” (Mennesket og dets udtryksformer, s.25). Løgstrup omtaler Pahuus
som ”hos hvem den fænomenologiske
sprogfilosofi er blevet klarest udviklet, er det ikke sådan, at ord kun er
tegn og derfor alene betyder, hvad de henviser til. Ordene er en omtale, som
behandler og forvandler deres emner. Såvel erkendelse som sproget er udtryk
for, hvordan mennesket tager deres verden og sig selv op. Brugen af sproget,
talen er altså en del af den menneskelige livsudfoldelse., (Mennesket og dets udtryksformer, s.25).” Jeg vil påstå, at hele Pahuus forfatterskab er
gennemsyret af en vilje til at gå i dialog med forskellige fagområder, som
han ønsker at påvirke. Derfor antager jeg at Pahuus tilslutter sig denne
opfattelse af sproget hos Løgstrup, hvor ”ordene
er en omtale, som behandler og forvandler deres emner.” Pahuus skriver at der i 60`erne er en tilnærmelse mellem den analytiske tradition og den fænomenologisk eksistentielle filosofi og benævner egen fremgangsmåde i bogen ”Filosofisk Antropologi” fra 1975, som lingvistisk fænomenologisk. Dette er Pahuus` betegnelse for hans egen metode, som netop er en syntese imellem de 2 traditioner. Pahuus skriver, at den analytiske filosofis undersøgelse af hvordan begreber anvendes i og er afhængige af en kontekst - også tjener det formål at skærpe blikket for fænomenerne, (Filosofisk Antropologi, s. 12-13). Jeg mener at Pahuus anvender en tilsvarende arbejdsmåde i de øvrige bøger han skriver. Det mener jeg også viser sig, senere i opgaven, hvor jeg redegør for centrale Pahuus begreber; trang, længsel, savn, selvvirkeliggørelse; selvhengivelse, selvudfoldelse, m.m.. Disse begreber indgår jo netop, ifølge Pahuus, i dagligsproget og han mener at disse begreber henviser til fænomener – af stor betydning - i livsverden. Indtil nu har jeg kort beskrevet hvordan fænomenologien har opstået, som en bevægelse især i løbet af forrige århundrede og antydet hvordan fænomenologien, af nogle fænomenologer er formuleret. Det jeg vil med opgaven, har jo været, at få noget klarhed over hvad der ligger bag ordene ; at fænomenologien omtales som en erkendelsesteoretisk position der kan være et fundament for en etik på sekulære præmisser. Jeg har valgt at redegøre for og forholde mig til Mogens Pahuus` etik - da Pahuus netop er en fænomenologisk indstillet filosof der har en etik[7] : Pahuus og Løgstrup. Løgstrup, som jeg har inddraget og hvor om jeg vil mene, at han er et godt eksempel på en fænomenolog, med en etik på sekulære præmisser, i hvert fald for så vidt, at han meget udtalt har en etik. Dog er Løgstrups tænkning så kristent farvet, at det måske er mere rigtigt at sige, at hans udgangspunkt, fænomenologien, teoretisk set er rigtig sekulært. Af den vej får han jo sagt noget nyt og vigtigt, men ikke desto mindre indleder han jo også ”Den Etiske Fordring” med ordene; ”Om forsøget på rent humant at bestemme den holdning til det andet menneske, der er indeholdt i Jesus af Nazareths religiøse forkyndelse” Hvad hver enkelt mener om den intention, eller i hvor høj grad den slags er interessant, det må blive en personlig sag, men helt sekulær er bestræbelsen ikke. Løgstrup opererer i øvrigt med en transcendent Gud, og det er jo ellers noget man, specielt i vor tid, har svært ved at tage bogstaveligt. Det er også et af de punkter hvorpå Pahuus er uenig med Løgstrup, og især på dette punkt, bliver det helt tydeligt, at Pahuus bogstaveligt talt formulerer mere sekulariserede synspunkter. Selv skriver Pahuus; ” at min vigtigste inpirationskilde til begrebet om livet selv er Løgstrup. Samtidig med at jeg er uenig med metafysikeren Løgstrup, er jeg altså meget langt enig med fænomenologen Løgstrup. (Livet Selv, s. 145)” Lidt længere nede på siden, skriver Pahuus om Løgstrups sidste fase, hvor Pahuus betegner Løgstrup, som metafysikker, ”Men i den sidste fase – som de fire meta-fysik-bind er en frugt af, (..) – forsøger han at tænke det ubetingede på en spekulativt teoretiserende måde, idet han knytter til ved den traditionelle metafysiks beskæftigelse med ikke-menneskelige fænomener. (Livet Selv, s. 145)” Med andre ord; Pahuus opererer ikke med ”en gammeldags grundtvigsk Gud”, der lever sit eget liv et sted derude og virker ind i historien – det mener jeg, at Pahuus utvetydigt vedkender sig. Pahuus tilslutter sig Knud Hansen der skriver; ”at den kristne tro er troen på, at der findes en overordnet, ikke midlertidig instans med gyldighed for hele tilværelsen.”, men mener ikke at denne højere instans også er en personlig vilje der holder øje med hvert enkelt menneske. (Livet Selv, s. 7)” Pahuus` religionsfilosofi, (Livet Selv, s. 15-17), lader sig kort beskrive ud fra Pahuus begreb om, at LIVET SELV er den magt i kristendommen, der bærer det enkelte menneske oppe, som det enkelte menneske er afhængigt af og ikke selv behersker - forstået som menneskets selvforglemmende åbenhed for og optagethed af verden og de andre. Og at vi i dag ikke kan opfatte den magt som en metafysisk størrelse, hvilket er den transcendentale Gudsopfattelse. LIVET SELV må forstås som noget immanent, som noget der hører vor erfaringsverden til. Pahuus skriver, at ”Livet Selv” er det begreb alle kristne begreber må forstås ud fra. ”Livet selv” er dette for alvor at være levende – det liv der rummer livsfølelse, livsmod, livsglæde og livslyst. Pahuus formulerer dette som, ”det at være tilstede med hele sig selv og ud fra det inderste i sig selv i en omfattende, rig og fyldig udveksling med tingene, naturen og andre mennesker.” Pahuus tolker de kristne grundbegreber i sammenhæng med dette elementære, der hører, eller kan høre, det almindelige velkendte liv til. Pahuus beskriver begrebet indledningsvist ved at formulere to former for menneskelige drivkraft : Den første form for trang er den der har at gøre med opfyldelse af behov. Opfyldes behovet giver det lystfølelse og opfyldes behovet ikke er det forbundet med ulyst. Et eksempel på det kunne være sult. Disse former for trang benævnes oftest som behov. Maslow opererer med legemlige behov, behov for sikkerhed, tryghed og noget fast, samt behov for at præstere noget og at blive respekteret for det vi præsterer. Den anden form for trang har at gøre med et dybere lag i mennesket og som har at gøre med at savne noget, at længes mod noget, eller nogen. Opfyldelse af disse trang giver ikke tilfredsstillelse, men en dybere oplevelse af at livet lykkes, livsfølelse eller livsopfyldelse, lykke og glæde. At søge at tilfredsstille mangelbehov, hvor behovstilfredsstillelse og lystfølelse er virkningen er ud fra et overfladisk lag i personen; jeget. Jeget behersker og manipulere med henblik på at opfylde egne behov, hvori der indgår grader af selviskhed. Først i savnet og længlen efter noget, eller nogen, er der tale om at være sig selv. I savnet og længslen, savner og længes vi dybest set efter at blive os selv – at personen bliver frigjort til sig selv. Når savnet eller længslen opfyldes er man helt og fuldt sig selv. Begrebet ”Livet Selv” er knyttet til dette dybere lag i os. ”Livet Selv” er det liv der leves for sin egen skyld, (Livet Selv, s.16), eller den livsudfoldelse der rummer selvforglemmelse, som er det modsatte af selvseeri[8] og selvbetragtning der dræber det levende nu, (Livet Selv, s. 17). Jeg vil vende tilbage til denne opstilling imellem Pahuus og Maslow og de to former for drivkraft, men det der her er vigtigt at få frem er; at også Pahuus` centrale religionsfilosofiske begreb ”Livet Selv” har at gøre med dette dybere lag i mennesket, som jeg kort herefter vil vise i sammenhæng med Pahuus filosofiske psykologi[9] . Pahuus og
Løgstrup igen. Jeg har valgt at redegøre kort for Løgstrup, da Pahuus er så ”løgstrupsk,” hvad også fremgår af de to næste citater, at jeg med afsæt i denne korte redegørelse for Løgstrup, ikke metafysikkeren Løgstrup men den tidligere Løgstrup som også den ”Den Etiske Fordring” er udtryk for, i forlængelse heraf kan påpege nogle punkter, hvorpå de to er enige og uenige, hermed, er en behandling af hvad der er Pahuus` grundprojekt, påbegyndt : Pahuus påpeger selv disse ligheder og uenigheder. Pahuus skriver selv, at ”samtidig med at jeg er uenig med metafysikeren Løgstrup, er jeg altså meget langt enig med fænomenologen Løgstrup. Løgstrup var nemlig – fra først til sidst – fænomenolog. Hans udgangspunkt var altid en levet og levende erfaring af noget konkret, noget virkeligt, som det var ham om at gøre at beskrive og afdække i dets betydning og betydningsfuldhed. (Livet Selv, s. 145)” Det spor, jeg vil påstå, Pahuus fortsætter i, efter Løgstrup, eller det fænomenområde de to har til fælles som udgangspunkt, er ;”…alle de fænomener, der ikke går op i det arbejdende og forbrugende menneske og den verden, som dette arbejdende og forbrugende (kulturskabende) menneske har at gøre med. (..) …hele Løgstrups værk består i en undersøgelse og fremdragelse af de træk ved mennesket og dets verden….(..)… som falder udenfor vor tids syn på mennesket og dets verden; det er mennesket i dets involverede forhold til andre mennesker, i kommunikation, i følelse, i medmenneskelighed, og det er menneskets optagethed af verden som natur, som noget der ikke skal bruges til noget. (Livet Selv, s. 145-146)” Jeg mener, at disse intentioner og disse fænomenområder, som allerede berørt under den korte fremstilling af begrebet ”Livet Selv” genfindes praktisk talt i alt Pahuus skriver, og også i særlig eksplicit grad i kapitlet i bogen; Sygeplejefag, refleksion og handling, men her sat overfor, eller sammen med Maslows mere videnskabelige psykologi, men hvor disse fænomener, nævnt i citatet, som Pahuus mener er overset i vor tids syn på mennesket, er medindtænkt. Pahuus
og Maslow. ( den uddybning jeg skrev ville komme
i afsnittet Pahuus` religionsfilosofi ) Udgangspunktet i artiklen, (Sygeplejefag – Refleksion og Handling, s.
197-217), er en undersøgelse af om der findes andre former for trang end
behovstilfredsstillelse. Pahuus begynder undersøgelsen med at påpege den
antonomi; at på den ene side så virker måden at tænke på, der ligger i
behovstilfredsstillelsesmodellerne overbevisende og på den anden side
så ligger der implicit i den måde at tænke på, at mennesker altid dybest set
handler selvisk da det er et menneskes eget behov der sætter en handling i
gang og det samme menneskes behovstilfredsstillelse der er målet for alle
handlinger. Pahuus indvender herimod, at mennesker
undertiden handler uden at være betænkt på sig selv, at mennesket undertiden
handler selvforglemmende og at der må findes trang og tilskyndelser der ikke
har at gøre med mangel og behov. Pahuus viser, eller argumenterer herefter
for, at det at savne noget, eller at savne en anden, eller at længes efter
noget, eller nogen, er en måde at være på, hvor man ikke er betænkt på egen
behovstilfredsstillelse. Pahuus anfører tre forskelle imellem på den
ene side behovene og på den anden side det, at savne og længes : For det første
er et behov afgrænset og udgør kun en del af personen, der har et behov. Hvor imod hele personen er i savnet, eller længslen. ”Manglen får en til at gribe ud efter noget
for at føre det hen til sig selv, mens retningen i savnet er modsat : Man vil
gerne give sig hen til noget eller nogen. (Sygeplejefag – Refleksion og Handling, s. 199). [10] ”
For det andet,
skriver Pahuus, at i savn og længsel er man ude ved genstanden, det, de eller
den anden, på en opslugt, helhjertet, spontan og umiddelbar måde, at man er
selvforglemmende. Her er hele personen rettet imod genstanden for længslen,
eller savnet, (Sygeplejefag –
Refleksion og Handling, s. 197-199)[11] . Her viser det sig at Pahuus tænker på en måde
der ikke er ulig Martin Bubers skelnen meller ”Jeg-du-forhold” og
”Jeg-det-forhold.,” som kort kan beskrives ved om hjertet er med i et møde
med en anden, eller om det ikke er, (Eksistens
og Livsfilosofi, s. 278). Sat lidt på spidsen kan man sige, at tænkemåden
indenfor behovsmodellerne kun indfanger, eller i hvert fald er tilbøjelig til
mest at indfange den menneskelige virkelighed, hvor ”hjertet ikke er med.” For det tredje,
mener Pahuus, at savn og længsel har deres udspring i en kraft, eller
vitalitet, som vi ikke selv råder over, men er en slags anonyme livskilder i
en[12] . Pahuus mener, (Sygeplejefag – Refleksion og Handling, s. 200), at denne erfaring
er artikuleret i hverdagssproget, hvortil begreberne længsel og savn hører,
hvor imod et begreb som behovstilfredsstillelse er et begreb typisk
hjemhørende i den videnskabelige psykologis begrebsapparat, som naturligvis
er reduktionisktisk i forhold til det Pahuus formulerer, og som han skriver
udspringer af ”vor hverdagslige bredere forståelse af mennesket,” hvortil savn,
længsel, selvhengivelse og selvudfoldelse hører. Pahuus forklarer i artiklen, hvordan han
praktisk talt mener, at den videnskabelige psykologi, risikerer mest at
indfange det mindst væsentlige i menneskeforståelsen, men supplerer selv med
nogle indsigter vedrørende den menneskelige virkelighed. Jeg tør godt stille det op på den måde, at
psykologi og på den anden side fænomenologi ofte formulerer sig vedrørende
det samme emne og det er sandsynligt, at de to fagområder med fordel kan
samarbejde. Det er Pahuus jo ikke den første til at påpege, men så vidt jeg
ved er han den første der så konkret og systematisk indplanter en løgstrupsk
fænomenologi, eller etiske tænkning, i psykologien. Altså Pahuus indfletter
hele det dybere lag i menneskets erfaringsverden der vedrører ”selvet,” der
har at gøre med savn og længsel, glæde, kærlighed, livsopfyldelse,
spontanietet – i egentlig forstand, hvori mod der i behovstorierne faktisk
kun er levnet mulighed for at forstå mennesket som med dets behov og ifølge
Pahuus hermed med et delt engagement - det der har at gøre med dets
bemestrende og manipulerende side - ud fra den del af personen Pahuus
benævner som jeget. Komisk nok er den måde at tænke på, tilsyneladende ikke i
stand til at formulere sig om et lykkeligt liv – vokabularet slår ganske
enkelt ikke til[13] . Om
Pahuus` sprogfilosofi,
da den måde at tænke på har betydning for
Pahuus` indvendinger imod den psykologi der udfoldes i et mere traditionelt
videnskabeligt sprog: Pahuus skriver at der er en reduktionistisk
tendens i den videnskabelige psykologi i forhold til det almindeligt erfarede,
artikulerede i et almindeligt sprog, (Sygeplejefag
– Refleksion og Handling, s.200). De centrale begreber i Maslows tænkning
er; behov, selvrealisation, sociale behov, basale behov. Som allerede nævnt
er Pahuus påstand, at i dette abstrakte sprog er det sandsynligt, at meget
kan gå tabt. Menneskesynet der indsniger sig i Maslows behovspyramide, bliver
afstumpet da mennesket, som allerede forklaret, kommer til at blive anskuet
som et isoleret individ med visse egoistiske behov. Disse behov søges derefter
opfyldt ved hjælp af strategier. Et begreb som sociale behov, indfanger
heller ikke nødvendigvis den fulde virkelighed i det tilfælde, at nogen
længes efter lige én, eller andre konkrete mennesker. Det er lidt synd, hvis
man forestiller sig Jens længes efter at være sammen med lige nøjagtig
Britta, eller Børge, og denne længsel bliver oversat, tydet eller tolket til
blot at være et anonymt socialt behov, hvorefter han bliver sendt afsted på
kommunes aktiveringsforløb, hvor der hækles bamser. Denne ekstra sfære af menneskelig drivkraft
Pahuus henviser til med begreberne længsel og savn og de livsfænomener og det
sprog, hvormed disse kan benævnes, gør det muligt at gøre opmærksom på en
mængde menneskelige fænomener, som ellers er tilbøjelige til at gå tabt. Med
denne to-deling af drivkræfter får Pahuus installeret flere dimensioner i
forståelsen af mennesket og dets tilværelse, i forhold til Maslow, men i
virkeligheden også i forhold til så mange andre teorier om mennesket. I artiklen i bogen ”Sygeplejefag og
Refleksion” argumenterer Pahuus for fordelen af, at gøre brug af et andet
sprog, i forbindelse med forståelsen af mennesket end kravet om
videnskabelighed normalt har muliggjort. Herved åbnes op for flere aspekter
af menneskets tilværelse. Jeg mener, at artiklen antyder at vi i større eller
mindre udstrækning lever i en kultur der er fremmedgjort, som en utilsigtet
konsekvens af fagsprog underlagt videnskabelighedskrav - også på områder af
tilværelsen som pleje og omsorg, der er specifikt menneskelige områder og
dermed er et område der oplagt kan behandles fænomenologisk[14] . At Pahuus skriver således mener jeg har at
gøre med, at han mener at intentionaliteten er struktureret af begreber, (Filosofisk Antropologi, s.109). At
menneskets rettethed ind i fremtiden og ud i verden og hen imod de andre, er
formet af hvilket sprog der benyttes. Betjener man sig udadtil og indadtil af
et sterilt sprog vedrørende den menneskelige virkelighed, så går der noget
tabt. Og som allerede nævnt så mener jeg, at Pahuus tilslutter sig Løgstrup
der har den opfattelse, at ”Ordene er
omtale, som behandler og forvandler deres emner.” Med den opfattelse er
det forståeligt, at Pahuus kan se nytten af at indflette nogle begreber fra
hverdags-sproget, som han jo ikke mener er til at undvære, i omtale af andre,
som jo i særdeleshed finder sted – i arbejdet med mennesker. Noget som
skolelærer, pædagoger, sygeplejersker og lignende faggrupper jo gør. Nu jeg er ved Pahuus sprogfilosofiske
overvejelser, vil jeg fortsætte emnet, og vise hvordan Pahuus med
udgangspunkt i sprog-overvejelser når frem til et centralt fænomen for
Pahuus` etik. I kapitlet ”Selvbestemmelse og selvbedrag” i
bogen ”Filosofisk Antropologi” beskriver Pahuus hvordan han mener, at et
begreb, giver en ubestemthed i tanken. Han bruger eksemplet straf, der ikke
angiver hvilken straf, men peger ud på, eller omskriver til, de forskellige
afstraffelses-former, men netop på en ubestemt måde. Judas, hvis handlinger
det er der bliver undersøgt, formår ifølge Pahuus, at undgå at gennemtænke,
hvad den oplagte mulighed for den konkrete straf kan blive for Jesus. Den
form for ubestemthed, er afledt af den ubestemthed der hidrører fra begreber
og viser ifølge Pahuus, hvordan selvbedraget netop er mulig. I dette tilfælde
sker det ved, at undertrykke, at undgå at besvare det spørgsmål om hvori den
konkrete straf kunne bestå, ved at vende ryggen til det spørgsmål, (Filosofisk Antropologi, s.105). Selvbedraget er godt nok “hjulpet på vej” af
sproget og begrebernes almengørelse, men det egentlige selvbedrag finder
sted, “ved den enkeltes aktive mangel på medvirken.” Selvbedrag er netop
mulig ved at skyde en generel forståelse af situationen ind mellem os og den
konkrete opfattelse af situationen, hvorved man tildækker noget konkret man
ikke vil vide af, (Filosofisk
Antropologi, s.102). Pahuus fortsætter den tankegang med begrebet, “at være bestemmende med i hvad man gør.”
Dette har at gøre med om man gør det man gør på en næsten ikke bestemmende
måde, eller om man anstrenger sig og er opmærksom på og i, det man gør. Og at
der findes en aktiv kraft i mennesket til, at være med i det man gør, (Filosofisk Antropologi, s.115). Dette
er et element i Pahuus tænkning om det etiske, ”at være bestemmende med i hvad man gør.” Et emne der falder
sammen med forestillingen om en persons medbestemmelse, i forhold til den
sene Løgstrup. Dette, at Judas formår, at ikke-tænke
tanken til ende, men at det ville have været muligt, bruger Pahuus til at
vise at det sagtens er muligt at forstå mennesket, som andet og mere end et
kompleks af faktorer og altså et helt determineret væsen, hvilket ikke er et
fyldestgørende i forståelsen af mennesket. Men ikke nok med at det er muligt,
Pahuus bruger også Judas-eksemplet til at vise, at man bør anstrenge sig for
at være til stede på en bestemmende måde – det er et element i det etiske, (Filosofisk Antropologi, s.110). Men tilbage til
der hvor i Løgstrup og Pahuus har forskellig opfattelse: Pahuus er mere eksistensfilosof end Løgstrup. Hos Pahuus bliver Mennesket i højere grad fremstillet, som et væsen; der har at føre sin tilværelse, hvor det at forholde sig til sig selv også er centralt. På side 74 i ”Følelse og Fornuft” skriver Pahuus ligefrem, ”Men der er noget som er vigtigere end ægthed og naturlighed, nemlig udvikling og differentiering. Og kun der, hvor der er tale om prøvelser og risici, udvikler mennesker det man kunne kalde sandhed, som er betegnelsen for den substans i et menneske, som indebærer gennemsigtighed for sig selv, det vil sige hvor man bliver et selv i egentlig forstand.” Dette citat viser, at Pahuus i noget højere grad, end Løgstrup, må betegnes som eksistensfilosof. Det der udtrykkes i citatet er faktisk nærmere en kierkegaardsk opfattelse, (Kierkegaards Univers, Sløk, s. 54), end en løgstrupsk. Nu er citatet, som citater jo er, taget ud af en sammenhæng og jeg vil skynde mig, at skrive, overordnet set, så er Pahuus i øvrigt – er noget nærmere Løgstrup. Løgstrups menneskesyn er, ifølge Pahuus, også eksistensfilosofisk for så vidt, at Løgstrup mener, at mennesket giver sin adfærd skikkelse og form så at mennesket hermed optræder som og opfører sig på en måde, hvilket er noget andet end at have adfærd, (Livet Selv, s. 148). I samme ånd henvises der til, at mennesket er henvist til at føre sin tilværelse – tage sig selv op, da det optræder på en måde, hvor der tages hensyn til andre. På den anden side set, mener Løgstrup, at mennesket som skabning er underlagt magter det ikke selv er herre over, (Livet Selv, s. 150). Et grundvilkår man hverken kan eller vil være ved, hvorfor at bestræbelser på at blive egen suvuræn, for eksempel at være skyld i det gode der kan hænde at er overgå én - at forstå det som velfortjent resultat af egen indsats, er udtryk for indbildning. ”Vor kærlighed har vi ikke os selv at takke for, mens vi selv er skyld i vort had. (Den Etiske Fordring, s. 160).” Denne opfattelse virker i et vist omfang imod – en egentlig eksistensfilosofisk indstilling. Mennesket er underlagt magterne barmhjertighed, kærlighed, tillid – og på den anden side; bekymring, angst, had og misundelse. Pahuus skriver om den sene Løgstrup, metafysikeren, at han skriver at de suvuræne livsytringer findes som selvstændige størrelser, der fuldbyrder sig selv, på trods af viljen – at i dem kommer vi os selv i forkøbet, (Livet Selv, s. 147-148). At jeget og viljen lader sig overmande og giver sig livsytringen i vold, eller går i gang med den noget anstrengende erstatningshandling. Denne nærmest lutheranske opfattelse af mennesket som nærmest ubehjælpeligt indkroget i sig selv og hvis det ikke således er inkroget i sig selv, at det så ikke et resultat af egen indsats, er noget langt fra, i hvert fald en ateistisk eksistensfilosofisk grundholdning, (Sårbar Usårlighed, s. 107-148). Og ifølge Pahuus, så bliver mennesket her også tilddelt for lidt selvbestemmelse, og det var det jeg var i gang med, at prøve at vise, at Pahuus er mere eksistensfilosof end Løgstrup, der måske kan betegnes som eksistensfilosof – for så vidt, at personen, som person, dog ikke helt forsvinder i de magter det er underlagt. Løgstrup skriver faktisk, (Den Etiske Fordring, s. 158-160), at, ”Med den naturlige kærlighed forholder det sig nemlig ganske som med den tillid, der i elementær forstand hører vort menneskeliv til. Om dem begge er det absurd at sige : det er mine bedrifter! ” og lidt senere; ”Men for forbeholdens og selviskhedens vedkommende gælder det modsatte af, hvad der gælder tilliden og kærligheden. Forbeholden og selviskheden er jeg selv skyld i. De er mine bedrifter.” Og lidt senere igen; ”Selvfølgelig kan jeg godt påstå, at jeg ikke kan gøre for min forbehold og selviskhed, for sådan er jeg skabt. Og da jeg ikke har skabt mig selv, kan jeg ikke tage ansvaret eller skylden for, hvordan jeg er. Blot bliver resultatet, at ”mine” tanker, ”mine” handlinger, ”mine følelser o.s.v., ikke længere er mine, så vist som de kun er mine, om jeg overtager mit liv ved selv at være skyld i og tage ansvaret for, hvem jeg er og hvad jeg gør. Kort sagt, jeg bliver til ingen.” Jeg mener, at Løgstrup her viser at personen selv er lige ved at forsvinde. Pahuus tilslutter sig langt hen af vejen den tidlige Løgstrup, med mener i forhold til den sene Løgstrup, at hvis mennesket således er underlagt suvuræne livsytringer, eller de livsfjendske magter, og mennesket derfor vil være enten hildet i selvbedrag eller er opslugt af de andre, så vil de andres krav på en føre til, at en person ville blive udmattet i sin medleven - livsmodet og vitaliteten ville blive reduceret – hvorfor en person vil blive nødsaget til at være selvisk og hård for at overleve, (Livet Selv, s. 150-151). Her mener Pahuus noget andet end Løgstrup og selv om forskellen kunne se beskeden ud, så er det en væsentlig forskel. Det betyder meget for menneskeforståelsen hos Pahuus, at han på dette punkt mener, at mennesket har mulighed for at være medbestemmende med i begivenhederne og ikke nærmest er henvist til én af de to magter; de suvuræne eller selvkredsende magter. Livsmod og vitalitet, eller mangel på det samme, det er væsentligt hos Pahuus, i flere forskellige sammenhænge. Derfor vil jeg uddybe dette i afsnitet, ”Livsmod og vitalitet – skyld, afmagt og ondskab.” Nu har jeg forklaret, hvordan Pahuus, argumenterer for en aktiv selvbestemmelse, der går ud over især den sene Løgstrups tænkning - lige så vel som, at det også etisk forsvarligt, at trække sig på afstand af de andre der jo kan ligge beslag på en så meget, hvorved man alligevel kan køre træt og skægt nok, netop risikerer, at ende med, at personen må gøre sig selvisk, under dette pres - for at overleve. Hen imod Pahuus`
helt centrale begreber; selvhengivelse og selvudfoldelse. I bogen ”Fornuft og Følelse” på side 35, præsenterer Pahuus begreberne selvhengivelse og selvudfoldelse, hans begreber for menneskets grunddrift, med udgangspunkt i Freud. Jeg kender ikke meget til Freud og vil ikke beskæftige mig med ham, den eneste grund til at han bliver trukket på banen – er for at præsentere Pahuus` egne 2 helt centrale begreber; selvhengivelse
og selvudfoldelse : ”Spørgsmålet om
grunddrift er vanskeligt. Jeg mener, det er rimeligt at sige, at der er tale
om to typer af trang, af tendenser, som er legemligt forankrede, og som udmønter
sig i to typer af formåen. Der er tale dels om en aktivitetstrang, en trang
til aktiv indgriben, en aktiv virketrang ( psykologer
opererer med et aktivitetsbehov ), og dels om en trang til at forbinde sig
med, en trang til at blive et ned, at syntetisere, forene, som er givet med
den menneskelige naturs åbenhed for sig selv og alt andet. Naturligvis er
disse to grunddrifter oftest intimt forbundent med hinanden, men de kan gå
fra hinanden, og frem for alt kan de veksle, således at de snart den ene,
snart den anden er dominerende. Jeg mener, at det er denne dobbeltsidige
trang eller drift, Freud i sin første fase kaldte libidoen, som han i denne
fase betragtede som den eneste grunddrift. Den ældre Freud opererede med to
grunddrifter, nemlig Eros og Thanatos, hvor Eros står for den forbindende,
forenede tendens, livsprincippet, og hvor Thanatos står for den opløsende,
splittede, destruktive og aggresive tendens. Det er en teori, jeg mener, man
må afvise. De fænomener, Freud mente nødvendiggjorde antagelsen af en dødsdrift, mener jeg bedre kan forklares, uden at man gør denne antagelse. Men jeg mener, der er noget rigtig i antagelsen af to tendenser. Blot er det, Freud kaldte dødsdriften, ikke i sig selv en agressions- og destruktionsdrift, men en aktiv virketrang, som så ganske vist kan fordrejes i destruktiv og aggressiv retning, (Følelse og Fornuft, s.35). I stedet for den ældre Freuds begreber om libido og aggression, hvor de destruktive elementer her – meget kort fortalt, bliver forklaret som; ”en aktiv virketrang, som ganske vist kan fordrejes i destruktiv og aggressiv retning” hvilket må være udtryk for, eller hænge sammen med reduceret livsmod og dermed er udtryk for en resignation. Jeg mener her at genfinde et træk fra Pahuus` religionsfilosofi; hvor ”ondskab” ligeledes bliver forklaret som et udslag af reduceret livsmod og vitalitet, hvorved menneskeopfattelsen bliver forklaret med væsentlige pædagogiske perspektiver, da der hermed er givet en forklaring på oprindelsen til disse fænomener på en sådan måde, at der er udviklingsmuligheder, ud over hvad man vil forvente, hvis man bare som man ofte har gjort det i den kristne tradition, har anskuet mennesket som et væsen, hvis inderste væsen rummer noget destruktivt, som jo også Pahuus hævder, at den ældre Freud mener. På side 37 i ”Fornuft og Følelse” fortsætter Pahuus : ”Vi må konkludere,
at de genstandsløse følelser må begribes ud fra intentionalitetens to
hovedformer, den aktivt indgribende og den modtagende forholden sig til.
Disse følelser udgør måder at have verden på, at erkende verden på, og er
samtidig kropslige, legemlige måder at gribe og være grebet af verden på.” Jeg mener, at dette må betyde, at Pahuus skriver, at hans egne begreber om selvudfoldelse og selvhengivelse, er bedre egnet til at beskrive menneskets grunddrift, eller bedre endnu; to typer af trang. Ligeledes mener jeg at når Pahuus sætter ”den aktivt indgribende forholden sig til,” som en af de to grundtrange, så viser det, det eksistensfilosofiske element i Pahuus` tænkning. Når Pahuus sætter ”den modtagende forholden sig til” som den anden grundtrang, så viser det Pahuus tilknytning til livsfilosofien, især Løgstrup, men for eksempel også Feilberg, Buber, Knudsen og Nietzsche. Når Pahuus tænker de to filosofiske traditioner sammen - så er det vel ikke for meget sagt, at Pahuus laver en syntese i mellem de to filosofiske traditioner - som han mener begge har fat i noget rigtigt. Selvudfoldelse og selvhengivelse[15] . Selvhengivelse. ”At være sig selv er at være til i
hengivelse, (Sandhed og Storhed, s.
23).” skriver Pahuus, og mener hermed at det ikke er muligt at være sig
selv, uden at stå i forhold til andre - i hengivenhed og det vil sige
kærlighed og venskab kommer man ud over egenskaberne, der befinder sig på et
andet plan. ”Selvet i en person udgøres
af noget, som fører personen ud i en selvforglemmende åbenhed for og
optagethed af de andre og i videre forstand også tingene, at selvet er
virksomt som selv i hengivelsen i dette ords bredeste betydning, (Sandhed og Storhed, s. 24).” Kærlighed
og venskab er til en person selv og her er personens egenskaber uvæsentlige.
Sammen med hvem man elsker eller er ven med kan man være sig selv, og det vil
sige; spontan, umiddelbar og i vækst og forvandling. Om kærlighed skriver
Pahuus; ”at den er en åbenhed for det
egentlige hos den anden, (Den
Enkelte Og De Andre, s. 142).” – og derfor betyder detaljen og
egenskaberne intet. Den kærlighed der finder sted i det egentlige lykkelige
kærlighedsforhold omtales som resultatet af en længere proces der begynder
med en forelskelse, hvorefter det viser sig at det er inderste i en selv i de
involverede der er vakt til live og at dette har kunnet forenes med alt det
man også rummer og har levet ud fra, (Den
Enkelte Og De Andre, s.145). Selvudfoldelse. Pahuus mener, at ”en væsentlig del af det liv der lykkes, må bestå i selvudfoldelse eller selvvirkeliggørelse i den forstand, at man gennem verdenserobring udfolder, hvad man har i sig af evner, anlæg, kræfter og muligheder. Gennem bestandige uafsluttelige erobringer af verden – i alle dets aspekter - gennem den bestandige væren undervejs i opdagelse, læren at kende, brug af og udnyttelse af alting, sker der en udfoldelse af en selv, gennem dette tilegner man sig selv, (Selvudfoldelse og Selvhengivelse, s.131).” Pahuus benævner dette som en ”urmenneskelig udfoldelsesdrift, (Selvudfoldelse og Selvhengivelse, s.131)” og den menneskelige vitalitet, livsmodet. Og jeg formoder at Pahuus, i tilslutning til Løgstrups opfattelse af ”sproget som omtale, som behandler og forvandler deres emner,” som en del af selvudfoldelsen. Dette livsmod, i dens positive betydning, er selvforglemmende i sin opslugthed af sagen. Altså vi har at gøre med en livsforslugenhed, en ægte optagethed af vel især noget, en interesse, en sag, et fag, et arbejde, men vel også kan være nogen, selv om en ægte optagethed af nogen normalt vil blive forklaret som selvhengivelse, men hvis nogen er selvforglemmende optaget af nogen, som en engageret sygeplejeske, lærer, eller pædagog, så vil jeg tro, at de to måder vil være svære at holde helt adskilte. Den professionelle må jo være sig sin funktion og sin kontekst bevidst. På grund af den ægte optagethed og det selvforglemmende, taler Pahuus her om noget andet end det behovsmæssige der hos Pahuus skildres som i udgangspunktet netop ikke selvforglemmende. Den udfoldelse der knytter sig til det behovsmæssige involverer ikke hele personen, men involverer en del af personen – den del Pahuus kalder jeget, den bemestrende, manipulerende del af personen, der interagerer med henblik på behovstilfredsstillelse. Selvudfoldelsen deformeres let af det behovsmæssige – den
ægte optagethed risikerer at forsvinde til fordel for magtsyge, selvhævdelse,
konkurrence, manipulation og hensynsløshed, (Selvudfoldelse og Selvhengivelse, s.131). Hermed er vi igen ved
problemstillingen, at Pahuus hævdede Freuds antagelse af at aggression er et
udslag af ” en aktiv virketrang, som ganske vist kan fordrejes i destruktiv og
aggressiv retning.” Jeg vil i afsnittet herefter redegøre yderligere for også dette og har jo allerede påpeget, at der burde være pædagogiske perspektiver i det, hvis den forestilling har noget på sig. Kan en sund udadvendt aktivitetstrang fordrejes, kan den vel også, med lidt held, drejes tilbage i sund retning igen, hvor imod det kan være svært at se perspektiverne i en destruktivitet der uden undtagelse sættes i forbindelse med den menneskelige natur. Livsmod og
vitalitet – skyld, afmagt og
ondskab. Pahuus definerer ondskab som det at misbruge sit liv og ødelægge det for andre, hvilket sker i selviskhed, magtbegærlighed, selvretfærdighed, ligegyldighed, had og misundelse. Pahuus lader Løgstrup forklare det med et citat fra ”Opgør med Kierkegaard, s. 42” : ”Hvad vi har modtaget, har vi taget som hvor ret, hvad vi har nået, har vi taget som vor triumf, redet af sammenligningens mani har vi gjort næsten til vor konkurrent og fjende, (Livet Selv, s. 166).” Skylden for ondskab belyser Pahuus ved ; ”at alle mennesker kender til skyld og er skyldige i den forstand, at man gør noget, som man inderst inde godt ved er forkert og ondt.[16] Men jeg mener, at der i ethvert tilfælde af ondskab også er tale om noget andet end skyld, nemlig svaghed og afmægtighed. Al ondskab har også sit udspring i svaghed, i reduktion af det kraftfulde og formående i et menneske[17] ”, ”Jeg mener, at der er det rigtige i Løgstrups påstand, at godhed altid beror på noget, som ikke blot skyldes vor vilje. Godhed beror altid på noget mere anonymt. Og jeg mener, at ligesom godhed altid beror på noget anonymt i os, således gælder dette også ondskab. Ondskab har sin basis i noget mere anonymt, en slethed, som ikke er skyld. Men naturligvis er viljen afgørende for, om der er tale om ikke blot slethed, men også ondskab.(Livet Selv,s. 166-169)” Pahuus tilslutter sig Løgstrup der mener at beror godheden ikke på det anonyme, er der tale om en erstatningshandling, hvori der indgår en grad af svigt – en vis indesluttethed og selviskhed og i mere groteske former, som hvor selvglæde er den drivende kraft i handlingen – rørthed over egen godhed. Disse fænomener, anvender Pahuus jo til at forklare meget forskelligt: Ondskab udspringer altid af reduceret livsmod og vitalitet. Går jeg rundt med et reduceret livsmod, risikerer jeg at blive ondskabsfuld i min svækkethed, som er en anonym kraft i mig[22] , Pahuus vil mene at jeg inderst inde selv vil være anfægtet af min ondskabsfuldhed, som har sit udspring i den nedsatte vitalitet og livsmod, eller som Pahuus også skriver, at den drivkraft Freud kaldte dødsdriften, hos Pahuus bliver anset for at være den aktive virketrang – trangen til selvudfoldelse, som ganske vist kan fordrejes så den bliver destruktiv. Jeg mener , at det virker troværdigt, at hvis en person der er optaget af noget, har brændt for noget, har villet noget bestemt – og i denne udfoldelse har stødt på så store skuffelser at personen har mistet troen på og lysten til at fortsætte med det det før opslugte ham, at det menneske risikerer at blive ondskabsfuld, bitter, eller destruktiv, hvis ikke han formår at vende sig imod noget andet, som reelt optager ham. Pahuus mener åbenbart, at store dele af menneskeheden nu og før – har levet med skuffede forventninger ( reduceret livsmod og vitalitet ) og i praksis ofte har forvaltet denne livsskuffelse ved hævne sig på andre ( ondskab. ) Dette har ligefrem har fået den ældre Freud til at antage eksistensen af en destruktivitet - en dødsdrift - som en del af den menneskelige natur. På samme måde mener Pahuus at man oftest indenfor den kristne tradition – har udlagt en menneske og tilværelsesforståelse der fejlagtigt har dunket sig selv og hinanden med skyldfølelse – hvorved at man har forhindret sig selv og hinanden i at udfolde sig[23] . Pahuus`
etik. I dette sidste afsnit vil jeg prøve at samle
begreberne og de elementer af det etiske, som allerede er behandlet i opgaven
indtil nu. Jeg havde ønsket at der var plads til områderne Pahuus` begreb om
intentionalitet, æstetisk idiosynkrasi, ressentimentsfølelser, stemninger og
fornemmelser – og den vellykkede identitet, men jeg bliver nu nød til at
afslutte med dette etikafsnit og konklusionen. Pahuus` etik er en ontologisk eller en
omsorgsetik. Det allervæsentligste begreb er kærlighed. I øvrigt et svært emne,
hvem tør gør sig klog på det emne – det gør Pahuus : “… det
vellykkede forhold mellem den enkelte og de andre består i den livsform, hvor
kommunikation og kærlighed er overordnet magten, og hvor dermed også det
autonome jeg og det at være sig selv er overordnet det handlingsduelige eller
bemestrende jeg ( i forholdet til andre ) At det at være sig selver det
modsatte af det at være sig selv nok…(Den Enkelte Og De Andre, s.189)” Når der tales om kærlighed, tror jeg at
stemningen ofte risikerer at blive pinlig – det skyldes vel, at mange kan
føle sig skuffede på det område, eller være bekymrede for at andre er og af
hensyn til andre er beklemte ved at bringe emnet på banen og derfor
foretrækker at snakke udenom det emne – og den intention er jo forståelig og
tiltalende – i og med at man ønsker ikke at støde andre. Emnet er jo så
personligt, at det er et emne der måske for mange er forbeholdt de
sammenhænge, hvor man kender hinanden så godt at det går an at bringe emnet
frem – det vil sige i venskaber og i kærlighedsforhold. Pahuus fremhæver dog emnet og hans tese i
forbindelse med kærlighed er, at det kun er tilsyneladende at der er
modstrid imellem at ”kærlighed på den
ene side rummer selvforglemmelse og på den anden side rummer
selvvirkeliggørelse, i den forstand, at man helt og fuldt er sig selv og kan
være til stede som sig selv i forholdet til den anden. (Den Enkelte Og De
Andre, s.133) .[24] ” I kærlighed er man altid involveret,
opslugt, selvforglemmende – hele en selv – er rettet mod en anden. Men den
samme genstandsrettethed gør sig gældende i alle former for kærlighed;
næstekærlighed, kærlighed til børn, kærlighed til dyr, natur, arbejde, fag –
og ligeledes gælder det, at også disse former for kærlighed rummer
selvvirkeliggørelse, (Den Enkelte Og De
Andre, s.134). Også i disse forhold gælder det, at ”kærlighed på samme tid er uselvisk og rummer selvvirkeliggørelse, (Den Enkelte Og De Andre, s.137)[25] .” Hvad angår det etiske, eller forholdet til de
andre - mere generelt, så deler Pahuus opfattelse med Løgstrup, som allerede
nævnt, langt hen af vejen, (Den Enkelte
Og De Andre, s.154). De er enige om, at så længe forhold er båret af
selvhengivelse er der ikke behov for etik – da lykkes tingende simpelthen.
Etikken kommer ind, hvor man opdager, at man skulle have gjort noget, eller
nu bør gøre noget, da tilværelsen er således indrettet at hengivelse er
påkrævet – også der hvor der ikke er etableret hengivelse, det vil sige
overfor den fremmede. Det grunder i at ethvert møde rummer lidt eller meget
selvudlevering der ganske vist er reguleret, og dermed reduceret, af sociale
normer, hvori vi alle spiller en rolle eller har en funktion og på den måde
indgår vi alle i en magtstruktur -
som vi ganske vist alle giver vores egen personlige udformning, (Den Enkelte Og De Andre, s.155) [26] . Den selvudlevering som vi konfronteres
med rummer en appel om at tage vare på den anden – i den grad den anden er
udleveret en, (Den Enkelte Og De Andre,
s.156). Den anden med hans appel kalder på ens optagethed og involverthed
der udspringer af vitaliteten og livslysten; trangen til aktiv indgriben og
trangen til at forbinde sig med tingene og de andre, (Den Enkelte Og De Andre, s.157) : Trangen til aktivt at gribe ind korresponderer
med appelen om vor bistående medleven – aktiv hjælp. Trangen til at forbinde os med –
korresponderer med åbenhed og lydhørhed, - den form selvhengivelse også kan
tage[27] , (Den
Enkelte Og De Andre, s.157). Det centrale i Pahuus` etik, som man kunne
kalde en ”kærligheds-tænkning” er vedrørende det dybere lag i mennesket;
trang og længsel, som han mener er overset i vor tid. Som jeg har fremstillet
Pahuus kunne det se ud til, at Pahuus er yderst mistænkelig overfor det
bemestrende jeg der opfylder egne behov[28] . Det er han ikke, han mener at det er nødvendigt
– at klare sig – og at det er forståeligt at der stilles krav på en
arbejdsplads, (Følelse og Fornuft, s.
25). Pahuus mener at en utilitaristiske etik ikke
må stå alene og at en glad mand gør et godt stykke arbejde – og vise måder at
arbejde på kræver i særdeleshed at man er glad for sit arbejde. Konklusion Lykkes det Pahuus` at formulere en sekulær
etik ? Løgstrup påviser jo, at etiske fænomener ikke
er afhængige af en Gud – at tilværelsen grundlæggende er etisk og at dette
kan erfares af enhver. Allerede med Løgstrups ”Den Etiske Fordring” kan man
da argumentere for at det er lykkes, at formulere en sekulær etik. Pahuus er mere sekulær, end Løgstrup[29] , som allerede nævnt så tror jeg nogle vil
mene at han giver det religiøse en så psykologiserende forklaring, at hans
religionsfilosofi tenderer til at blive filosofisk psykologi – eller
filosofisk antropologi, som Pahuus vist foretrækker. Da kærlighedsbegrebet er
så central hos Pahuus, som jeg jo skriver det er, så kommer han jo af den grund
til at ligne en kristen tænker – næsten mere end han måske selv har lyst til,
da han jo begrunder hans overvejelser sekulært – i det fænomenologisk givne –
i det Pahuus mener at have erfaret, eller har iagtaget. Hvis jeg absolut ville arbejde med en meget
sekulær fænomenologisk etik – så skulle jeg have valgt Sartre, men jeg mener
at han er tør som pap og jeg har også valgt Pahuus – da jeg inden jeg gik i
gang også havde en fornemmelse af, at
arbejdet med ham ikke ville medføre depressioner, som jeg tror kan blive
resultatet af at skulle side med Sartre – i et års tid. Jeg mener, at Pahuus` tænkning er meget
livsbekræftende og mange mennesker lever i hvert fald i et mere nøgternt
univers, men som filosof er det jo heller ikke mandens opgave at tale på
vegne af de fleste. Selvom Pahuus` tænkning er så positiv – så synes jeg
egentlig at han forholder sig til også skikkelser som Kierkegaard og
Nietzsche, hvorom jeg mener at de er spændende og også at de peger på noget
væsentligt, men at f.eks. netop de to jo også bliver for dystre og mismodige.
Så vidt mine evner rækker og jeg kender jo ikke Nietzsche og Kierkegaard særlig godt, så synes jeg, at han formår
at indoptage det de peger på uden at miste optimismen. Undervejs i opgaven, har vist både i og mellem
linjerne ladet skinne igennem at jeg synes godt om Pahuus` tænkning, der jo i
sjælden grad er gennemsyret af optimisme og et lyst syn på tilværelsen. En
gang i mellem strejfer tanken mig om det Pahuus tænker for ideelt om meget.
Hvis han gør det, så synes jeg heller ikke det gør så meget da jeg nok vil
mene at filosofferne i almindelighed ofte er tilbøjelig til at trække i
modsat retning. Jeg synes det har været en fornøjelse at
beskæftige mig med Pahuus etik. Det har været en fornøjelse at læse hans
bøger, hvor jeg synes han formulerer sig i et forholdsvis forståeligt sprog –
og så er det jo en fornøjelse at det er på dansk. ________________________________________________________________________________ Litteraturliste : Primær
litteratur : Den enkelte og de andre. Om at være sig selv uden at være sig
selv nok. Mogens Pahuus, Filosofi. Gyldendal. 1993 190
sider Filosofisk Antropologi. Mogens Pahuus, Berlingske
Forlag. 1975 220
sider Fornuft og følelse. Den følende fornuft og den vellykkede
identitet. 2. udgave 1. oplag,
Mogens Pahuus. Philosofia. 1995 100
sider Punktnedslag
i dansk livsfilosofi. ( side 5-43, 113-133) 35 sider
Red. Mogens Pahuus,
Aalborg Universitetsforlag. 2001. Holdning og spontanitet. Pædagogik, menneskesyn og værdier.
1 (s. 137–147) 10
sider Mogens Pahuus, Kvan.
1995. Livet Selv. En livsfilosofisk tolkning af kristendommen. (
s. 21-50, 145-206 ) 80 sider Mogens Pahuus,
Philosophia. 1993. Selvudfoldelse og selvhengivelse. ( s. 131-139, 165-196, 219-262 ) 69 sider Livssynet hos Henrik
Ibsen og Henrik Pontoppidan. Mogens Pahuus, Aalborg
Universitetsforlag 1995 Marxisme og humanisme. (
s. 5-40 ) 35 sider Mogens Pahuus, Aalborg
Universitetsforlag 1982 Mennesket og dets udtryksformer. ( s. 1 – 44 )
40 sider Fra bevidsthedsparadigme
til kommunikationsparadigme. Mogens Pahuus. Philosophia. 1. udgave 1. oplag, 1989. Sandhed og storhed. Om nogle eksistentielle dyder
og laster. 95 sider Mogens Pahuus, Gyldendal.
1994 Sygeplejefag, refleksion og handling. ( s. 199-217 )
17 sider Red. Janne Lyngaa.
Munksgård. 1. udgave, 1. oplag. 1998 Sekundær litteratur : Eksistens og livsfilosofi. 335
sider
Redigeret af Regner
Birkelund. Gyldendal. 2002 Den etiske fordring. 285
sider
K.E.Løgstrup. Gyldeldal. 2. udgave, 6. oplag. 1956 Norm og Spontanietet. ( s. 9-33 )
33 sider Etik og politik mellem teknokrati og dilettantokrati. K.E.Løgstrup. Gyldendal. 1972 ETIKKEN & UNIVERSET. 130
sider Jakob Wolf. Forlaget Anis
1997 Husserls Fænomenologi. Ny revideret udgave. 220 sider Dan Zahavi. Gyldendal.
2001. Cartesianske Meditationer. ( side 5-105 ) 100 sider Edmund Husserl. Hans Reitzels Forlag. 1999. Vor Tids Filosofi - Engagement og forståelse. ( s. 5
– 394 ) 380
sider Red. Poul Lubcke. Politikkens
Forlag. 1989. Filosofi - Fra antikken til vor tid. Ca. 200 sider Red. Keld B. Jessen.
Systime. 1999. + www.systime.dk.
( afsnittet om tysk idealisme ) Sårbar usårlighed. ( s. 107-124 )
15
sider Ole Jensen. Gyldendal. 1994. Den Skjulte Gud. Om naturlig teologi. ( s. 138 – 149 ) 10 sider Jakob Wolf, Anis. 2001 Martin
Heidegger. 120 sider K. E. Løgstrup. Det lille forlag. 1996 Jurgen Habermas. En protestantisk
filosof. 125
sider
Jens Glebe-Møller. Gyldendal 1996 Den
Protestantiske etik og kapitalismens ånd.
( s. 1 – 120 ) 120 sider Max Weber. Nansensgade Antikvariat.
1995 De
store Tænkere. Descartes. ( s. 133 – 195 )
60 sider Munksgaard, Rosintante, 3. udgave, 1. oplag. 1998 Den kronologiske uskyld. 145
sider
Henrik Dahl, Gyldendal. 1998 Risikosamfundet. (1. kapitel ) ( s. 27 – 67 )
40 sider Ulrich Beck. Sociologisk
udfordring til psykologien . ( s. 9 – 64 ) 55 sider Red. Jan Tønnes Hansen & Mads Hermansen, Klim 1999 |
|
|