Om muligheden af en endegyldig filosofi

- kommentar til et interview med David Favrholdt

af Kai Sørlander

Filosofi er en bestræbelse efter at erkende, hvad der er således nødvendigt, at det ikke under nogen omstændigheder kunne være anderledes. Eller med andre ord: det er en bestræbelse efter at bestemme de nødvendige træk ved enhver mulig verden. Det hører derfor også med til filosofiens opgave at bevise, hvad der endegyldigt må gælde for enhver mulig person, som er i stand til at reflektere over sin situation i verden.
        I lyset heraf er det væsentligt, når David Favrholdt i et interview i radioen (i udsendelsen Eksistens i Program 1 d. 23.10.2003) mener endegyldigt at kunne bevise, at en sådan endegyldighed umuligt kan opnås. Beviset er meget enkelt. Det består i påstanden om, at man altid, når en eller anden fremfører en filosofisk teori som værende den endegyldige, kan spørge om hvorfor terien er, som den er.
        Her må jeg hellere indskyde, at jeg har foretaget en præcisering i Favrholdts argumentation. Han taler om, at man aldrig kan nå hele sandheden - eller sandheden om alt - fordi man altid kan spørge, hvorfor det er således og ikke anderledes. For mig drejer filosofien sig som sagt ikke om, hvorledes verden er i hele sin empiriske mangfoldighed, men kun om at bestemme de nødvendige træk ved enhver mulig verden og ved vor situation som personer. Så spørgsmålet for mig er, om Favrholdts argumentation mod muligheden af en endegyldig filosofi udelukker selve muligheden af, at vi kan begrunde, hvad der er de nødvendige træk ved enhver mulig empirisk verden. Efter min opfattelse er det Favrholdts holdning, at det faktum, at man altid kan konfrontere enhver såkaldt endegyldig filosofisk teori med spørgsmålet om, hvorfor den er, som den er, i sig selv medfører, at man ikke kan udelukke, at teorien kunne have været anderledes. Og en teori, som i princippet kunne have været anderledes, er også en teori, som ikke i fundamental forstand kan begrundes at være endegyldig og uomgængelig.
        Holder dette som bevis for, at det er principielt umuligt, at den filosofiske bestræbelse efter endegyldigt at kunne bestemme, hvorledes en mulig verden nødvendigt må være, nogensinde kan opfyldes? Har Favrholdt ret i, at den filosofiske bestræbelse i sidste ende må erkende sig selv som uopfyldelig? Er Favrholdts bevis for umuligheden af, at vi er i stand til at nå den endegyldige sandhed om vor fundamentale situation i verden, selv den endegyldige sandhed om vor fundamentale situation i verden?
        For at besvare det spørgsmål er vi nødt til at se lidt nærmere på Favrholdts bevis. Og gør vi det, så kan vi se, at beviset bygger på, at der er en betingelse, som nødvendigvis skal opfyldes af en endegyldig filosofisk teori om vor situation i verden. Teorien skal opfylde den betingelse, at begrundelsen for dens endegyldighed også samtidig skal besvare spørgsmålet om, hvorfor den er, som den er, og ikke anderledes. (Teorien skal udelukke, at det har mening at stille dette spørgsmål separat fra begrundelsen for teoriens endegyldighed). Favrholdt går i sit bevis stiltiende ud fra, at denne betingelse ikke kan opfyldes. Men hvorfor gør han det? Hvad er hans begrundelse for, at den ikke kan opfyldes?
        Han giver ikke nogen sådan begrundelse. Og så længe han ikke gør det, er han ikke berettiget til at hævde, at hans bevis for, at ingen endegyldig filosofi er mulig, selv må accepteres som endegyldigt. Hermed har jeg kun påvist, at der er et afgørende hul i Favrholdts argumentation. Således er der kun tale om en rent negativ kritik. Det ville selvfølgelig være meget bedre, hvis jeg positivt kunne fremføre en filosofisk teori, som var endegyldig i den forstand, at den opfyldte Favrholdts implicitte betingelse for endegyldighed: at begrundelsen for teoriens endegyldighed samtidig besvarede spørgsmålet om, hvorfor den er, som den er, og ikke anderledes.
        Men er en sådan teori overhovedet en konsistent mulighed? Hvorledes kan man i det hele taget begrunde, at noget må være sandt i enhver mulig verden? Hvis noget skal være sandt i enhver mulig verden, så må det i hvert fald være inkonsistent at benægte for os. Men det må gælde, hvilken mulig verden vi end befinder os i. Så hvis noget skal være sandt i enhver mulig verden, så må det være inkonsistent at benægte i enhver mulig verden. Men hvorledes viser man så, hvad - om noget - der ikke konsistent kan benægtes i nogen mulig verden? Hvad har man som grundlag for en sådan slutning?
        Man har først og fremmest modsigelsesprincippet - eller konsistenskravet - selv. Men så er spørgsmålet, hvorledes vi kan bygge på det uden at drage vilkårlige præmisser ind. Det spørgsmål besvares, når vi erkender, at modsigelsesprincippet som forudsætning for sin egen meningsfuldhed implicerer en betydningsteori: en teori om den indbyrdes afhængighed mellem betydningen af betegnelser og konsistensrelationer mellem påstande. Med denne teori muliggøres, at vi kan eksplicitere nogle betydningsmuligheder, som må være impliceret i ethvert muligt sprog. Det kræves blot at disse betydningsmuligheder defineres abstrakt og alene ud fra modsigelsesprincippet og dets indbyggede betydningsteori. Bevæger vi os frem inden for disse betydningsmuligheder, så kan vi begrunde, hvad der ikke konsistent kan benægtes i nogen mulig verden; og altså hvad der nødvendigt må gælde for enhver mulig verden. Og så har vi også samtidig besvaret spørgsmålet om, hvorfor det ikke er anderledes. For dets benægtelse ville være selvmodsigende i enhver mulig verden.
        Dette er så abstrakt, som det kan være. Det er en rent principiel redegørelse for, hvorledes man skal gå frem, hvis man skal opbygge en endegyldig filosofisk teori, som overvinder Favrholdts argumentation mod selve muligheden af en sådan teori. Så mangler jeg kun at løse opgaven i praksis.         Det kunne jeg selvfølgelig godt forsøge at gøre her. Det ville blot tage lang tid og fylde meget, og så ville det gentage mine bøger. Så det er langt mere hensigtsmæssigt at henvise til det tankearbejde, som jeg allerede har udført i henholdsvis Det Uomgængelige (fra 1994) og Den Endegyldige Sandhed (fra 2002).
Det ville være forkert, om Favrholdts bevis for umuligheden af en endegyldig filosofi fik lov at stå uimodsagt. Vi skal som filosoffer passe på, at vi ikke binder os til en illusorisk endegyldighed; men vi må heller ikke lade os fange af en illusion om engyldighedens umulighed. Den egentlige filosofiske bestræbelse lever kun, så længe det fastholdes, at det er endegyldigheden - de nødvendige træk ved enhver mulig verden og ved vor situation som personer - som det gælder.

Se også Kai Sørlanders kritik af David Favrholdts Filosofisk Codex.
Til tekster
Til forsiden