Opgør med Zinkernagel.

“Manden uden krop”. 

(Indlæg i studietidskriftet "Hvorfor", http://hvorfor-cbs.dk)


Den danske filosof Peter Zinkernagel (f.1921) mener i sin filosofiske doktordisputats: “Omverdensproblemet” fra Kbh. Universitet fra 1957 at have opdaget nogle nye logiske regler udover dem, der er i den formelle logik, som f.eks. Aristoteles’ kontradiktionsprincip (et udsagn kan ikke være sandt, hvis det kommer med en påstand, og samtidigt benægter den. Eksempelvis Peter er både gift og ugift, eller Kraka er både påklædt og ikke -påklædt ).

    Med Zinkernagels nye regler mener han således at have løst det såkaldte omverdensproblem,  ved at vise, at der slet ikke er noget omverdensproblem.  Omverdensproblemet er en af den klassiske filosofis erkendelsesteoretiske problemstillinger, beskrevet af den irske filosof George Berkeley (1685-1753) Omverdensproblemet består kort fortalt i, at vi mennesker, når vi oplever omverdenen, kun kan forholde os til de sansedata, som vi har af ting i omverdenen, men ikke kan vide, om disse ting eksisterer uafhængigt af vores sanseindtryk. F.eks. når vi ser et askebæger på bordet foran os, kan vi føle det ved berøring (vi har en følelsesoplevelse), vi kan lugte det (vi har en lugtoplevelse), vi kan se det (vi har et synsindtryk af det). Det eneste vi med sikkerhed har kendskab til, er disse sanseerfaringer af tingen. Og fra disse sansedata kan vi ikke drage nogen slutning om denne tings uafhængige materielle eksistens med sikkerhed. Det eneste vi med sikkerhed kan udtale os om er derfor vores sanseerfaringer eller sansedata af tingen. Sansedata som noget, der er i vores bevidsthed. Iflg. omverdensproblemet kan vi altså ikke med sikkerhed vide noget om den materielle omverdens eksistens.

     Problematikken kunne forekomme plausibel, da vi ved, at vi kan have meget livagtige drømme, når vi sover. Drømme som virker meget virkelighedstro, eller vi kan have hallucinationer, hvor vi mener at se ting eller personer, som ikke eksisterer. Hvordan kan vi i situationen kende forskel på en meget virkelighedstro hallucinatorisk oplevelse, og så en oplevelse af noget virkeligt ?

    Zinkernagel mener at have løst dette problem, ved at angive nogle generelle vilkår for sand virkelighedsbeskrivelse udover dem, der gælder i den formelle logik. Vilkår, der altid må overholdes indenfor det, som man kan kalde logisk-praktisk sprogbrug. Hvis vi overtræder disse vilkår hævder han, at vores udsagn bliver til uforståeligt vrøvl, ligesom hvis vi overtræder reglerne i den formelle logik, f.eks. kontradiktionsprincippet ved både at udsige noget, og i samme moment benægte det.

     Zinkernagel siger således, at der findes nødvendige relationer mellem forskellige begreber. Relationer, som vi må overholde, hvis vi skal give sande og meningsfulde beskrivelser af virkelighed. F.eks. er det en nødvendig relation mellem begreberne person og krop, at en person nødvendigvis må have en krop, som er noget materielt og som har en udstrækning og fylde i rummet. Hvis vi ikke overholder dette vilkår for beskrivelse, kan vi forvandle et hvilket som helst udsagn til det rene vrøvl. Eksempelvis: “Personen kørte overfor rødt lys, men havde ingen krop”. Sætningen bliver til uforståeligt vrøvl, hvis vi overtræder den logiske regel, der siger, at en person er noget, der nødvendigvis har en krop. Ligesom Zinkernagel hævder, at det er en logisk regel, at en person nødvendigvis har en krop, hævder han også, at det er en logisk regel, at en person er noget, som kan befinde sig i en konkret situation. Hvis vi ikke overholder dette vilkår for beskrivelse, bliver et udsagn forvandlet til uforståeligt vrøvl. F.eks. Peter er en person, som aldrig har befundet sig i nogen konkret situation.

     Der gælder altså nogle nødvendige relationer mellem forskellige begreber som: person-krop og person-situation m.m. Relationer, som ligeså ofte må overholdes, som reglerne i den formelle logik, når vi giver sande og meningsfulde beskrivelser af virkelighed.

 
                                                          Zinkernagels opgør med Berkeley:

 Zinkernagel bruger denne nødvendige relation mellem begreberne: person og krop i sit opgør med Berkeleys omverdensproblem. Hvis jeg sidder ved et bord, og Berkely sidder på stolen overfor mig, hvordan kan jeg så være sikker på, at personen rent faktisk også sidder der ? at jeg ikke bare har nogle sanseindtryk af ham ? En synsoplevelse af en person, der sidder overfor mig, en lugtoplevelse af ham og en berøringsoplevelse, hvis jeg rører ved ham. Det eneste, som jeg så at sige har direkte adgang til er jo disse sanseindtryk, som kun eksisterer i min egen bevidsthed. Og hvordan skulle jeg kunne kende forskel på disse og en meget livagtig drøm? Kan jeg med sikkerhed vide, at en levende person: Berkeley i realiteten sidder overfor mig ?

    Zinkernagel mener, at det kan man godt sige med sikkerhed. For hvis udsagnet: personen Berkeley sidder på stolen overfor mig, er sandt, så betyder det ikke blot, at jeg har nogle sanseoplevelser af ham.Pga. den nødvendige relation mellem begreberne person og krop, betyder det også, at der sidder en person, som har en fysisk krop, som er noget materielt, som har udstrækning   -  altså udfylder en del af rummet  -  og derved begrænser mine handlemuligheder i rummet; Jeg kan således ikke gå igennem det sted, hvor personen Berkeley sidder pga. hans krop, og jeg kan heller ikke sidde på stolen det sted, hvor personen Berkeley sidder pga. hans fysiske krop.

     Dermed mener Peter Zinkernagel, at have knyttet en direkte forbindelse mellem vores sanseoplevelser af virkeligheden, og den materielle virkelighed, som eksisterer uafhængigt af vores oplevelser af den. Hermed skulle det være bevist, at vores omverden eksisterer uafhængigt af vores oplevelser af den  -  af rent logiske grunde. Omverdensproblemet skulle derfor være en logisk umulighed eller et pseudoproblem.

 
                                                   Logik á la Zinkernagel:

 Zinkernagel giver en generel formulering af logik: logik er nødvendige relationer mellem størrelser, og størrelser er det, der eksisterer i kraft af disse relationer. F.eks. er det en nødvendig relation mellem størrelserne person og krop, at en person nødvendigvis er noget, som har en krop. Og størrelsen person eksisterer kun i kraft af, at det er noget, som har en krop. Vi ville ikke vide, hvad vi skulle forstå ved en person, som ikke havde nogen krop, jf. udsagnet: personen kørte overfor rødt lys, men havde ingen krop?!. Jf. denne definition af logik hævder Zinkernagel også, at der er en nødvendig relation mellem størrelserne: person og situation, og faktisk også mellem person og rettigheder.

 
                                                          Opgør med Zinkernagel:

 Hvis det, som Zinkernagel hævder, skal være en logisk sandhed, at en person nødvendigvis er noget, som har en krop, skal dette gælde under alle omstændigheder, til enhver tid, et hvilket som helst sted. Logiske regler er apriori sandheder om verdens indretning  -  de gælder uafhængigt af vores empiriske erfaringer om verden. Hvis Zinkernagels regel om, at en person nødvendigvis må have en krop er rigtig under alle forhold, er den således en logisk universel sandhed, og kan derfor også bruges til at afvise Berkeleys omverdensproblem, som en logisk umulighed. Omverdenen må derfor eksistere af rent logisk grunde.

    Men hvad nu, hvis man kunne finde eksempler på personer, som ikke havde nogen krop ? Og her ser jeg bort fra det eksempel, hvor en afdød person har fået opløst sin krop i et syrebad. Og jeg ser også bort fra den historie, som jeg har fået fortalt om den franske revolution, hvor det siges, at man kunne iagttage en person blinke med øjnene et sekund efter, at hans hoved var hugget af i guillotinen   -  efter det var adskilt fra kroppen.

    I Metro Express d. 27/2 - 2015 citeres den britiske avis The Guardian for, at den italienske læge Sergio Canavero sammen med sit hold af kirurger i juni i Maryland i USA sammen med neurokirurger, vil drøfte planerne om at kunne transplantere et menneskes hoved til en anden persons krop. Han mener, at teknikken og arbejdsgangen i sådan en proces ikke er langt væk. Formålet med en sådan operation skulle være at hjælpe personer, der har et hoved, som er raskt men en krop, som er ramt af en dødelig sygdom. At en kirurg, som en anden Dr. Frankenstein en gang i fremtiden muligvis vil kunne udføre denne opration lyder fantastisk. Men det er måske ikke så overraskende i betragtning af, at man allerede i mange år har kunne transplantere organer, som hjerte og lunger.

    I relation til Zinkernagels påstand om, at det er en logisk regel, som altså skulle gælde apriori og universelt, at en person nødvendigvis har en krop, må man spørge, om dette også gælder, hvis der bare er en vis chance for, at kirurger en gang i fremtiden muligvis vil kunne transplantere en persons hoved over på en anden persons krop ? svarer man ja til det sidste, må man acceptere, at der kan findes situationer, hvor en levende person ikke har en krop, eller befinder sig det sted i rummet, præcis hvor en anden persons krop er. Man vil så meningsfuldt og sandt kunne sige: personen Peter sidder på stolen, præcis det sted, hvor Jonas krop befinder sig, hvis altså Peters hoved er transplanteret over på kroppen fra en person, der hed Jonas. I modstrid med, hvad Zinkernagel hævder, vil man også meningsfuldt og sandt kunne fremsætte udsagnet: “Peter kørte overfor rødt lys, men havde ingen krop”, hvis altså Peters hoved blev transporteret i en specielt indrettet lægeambulance, som med udrykning kørte overfor rødt lys på vej til en transplantation på et hospital.

     Man må således hæve, at hvis det som jeg har påvist i det foregående, muligvis vil kunne forekomme, at levende personer ikke nødvendigvis har en krop, eller hvis de muligvis vil kunne befinde sig præcis det sted, hvor en anden persons krop er, ja så er det ikke længere en apriori universel sandhed, at en person nødvendigvis har en krop. Men hvis det ikke er en universel sandhed, der gælder uafhængigt af vores empiriske erfaringer, så er det heller ikke, som Zinkernagel hævder, en logisk sandhed. Og hvis det ikke er en logisk sandhed, at en person nødvendigvis har en krop, så kan man heller ikke afvise Berkeleys omverdensproblem, som en logisk umulighed. Omverdensproblemet kan derfor ikke, som Zinkernagel hævder, være en umulighed af rent logiske grunde, selvom der kan gives mange andre gode begrundelser for, at vores omverden rent faktisk eksisterer. Her vil jeg mene, at især vores empiriske erfaringer taler for, at vores omverden eksisterer; at omverdenen er en realitet. Man kunne jo bare prøve at bevæge sig ud i trafikken med bind for øjnene og se, hvordan det så ville gå?!

    Spørgsmålet er, om det overhovedet er interessant for filosofien at beskæftige sig med en problemstilling som omverdensproblemet ? Ville det ikke være mere frugtbart, som udgangspunkt bare at vedtage som et aksiom, at omverdenen eksisterer, og så bruge sit krudt på at undersøge og udforske, hvordan denne omverden er skruet sammen ? Jeg tror det.

                                                          Perspektivering:

At banebrydende nybrud indenfor videnskaben (i dette tilfælde kirurgien) har inspireret og befrugtet filosofien, er der ikke noget nyt i. Den generation af filosoffer, som Zinkernagel og man kunne også nævne David Favrholdt og Bertrand Russel var optaget af opdagelserne indenfor den moderne fysik  -  kvantemekanikken og relativitetsteorien. F.eks. skriver Bertrand Russel i det sidste kapitel i sin “Vestens filosofi”, at “… den filosofi, der passer til kvanteteorien, er imidlertid ikke blevet tilstrækkelig udarbejdet. Jeg har en mistanke om, at den vil kræve endnu mere radikale afvigelser fra den traditionelle lære om tid og rum end dem, der udkræves af relativitetsteorien…”

     I kvantemekanikkens verden  -  i den atomare virkelighed  -  gælder årsagsloven ikke. Den er indeterministisk, for der har vist sig at gælde sandsynlighedslove i modsætning til den klassiske mekaniks deterministiske love. Man kunne så stille spørgsmålet om sandsynlighedslove frem for strenge årsags-virkningsforhold også gælder på andre områder end den atomare virkelighed ? Også gælder for dele af den virkelighed, som vi til daglig lever i ? Uden vi er os det bevidste, er mange af vores handlinger bestemt ud fra en form for sandsynlighedskalkulationer. Vi ved, at der er mindre risiko for at blive kørt over af en bil, hvis vi går over et fodgængerfelt for grønt, end hvis der er rødt. Men samtidig ved vi, at der ikke er nogen garantier. En bilist kunne finde på at køre overfor rødt, og køre os ned.

     Men det er måske mere interessant indenfor lægevidenskaben, hvor vi ved, at risikoen for lungecancer øges betydeligt, hvis man er ryger sammenlignet med ikke ryger. Men der er heller ikke her nogen garantier. Der findes folk, som har røget hele livet, og ikke får lungecancer, og der findes folk, som får lungecancer, selvom de aldrig har tændt en smøg. I behandlingen af cancer ved man også, at det er et spørgsmål om sandsynligheder mht. om en behandling vil helbrede en patient og i øvrigt også mht., hvor mange bivirkninger en given patient vil få af behandlingen. Og man bruger jo også statistiske metoder og sandsynlighedsmodeller i kræftforskningen, ligesom indenfor lægevidenskaben i det hele taget.  

     Kvantemekanikken kunne også give anledning til et kritisk blik på holdbarheden af den formelle logik, f.eks. Aristoteles’ kontradiktionsprincip  -  eller selvmodsigelsesprincippet: “Et udsagn kan ikke være sandt og meningsfuldt, hvis man kommer med en påstand og i samme moment benægter den”. Eksempelvis kan det ikke være sandt, at en person både er gift og ugift eller en gift ungkarl.

    Men i Bohrs dobbeltspalteeksperiment opdagede han, at lys både kan være bølger og partikler afhængigt af forsøgsopstillingen. Det gav en del forvirring i fysikkens verdensbillede, da bølger og partikler er to vidt forskellige ting. Bølger er udstrakte i rummet og de interfererer (kan svække og forstærke hinanden), mens partikler kun udfylder et punkt i rummet, og ikke interfererer. Derfor virkede dobbeltspalteeksperimentets resultater som lidt af et paradoks eller nærmest selvmodsigende.

     Dobbeltspalteeksperimentets resultater kunne give anledning til en filosofisk diskussion om, hvorvidt selvmodsigelser også gælder udenfor den atomare virkelighed. I den verden vi til daglig går rundt i? Man kunne rejse spørgsmålet, om kontradiktionsprincippet er en universel lovmæssighed, eller om der findes undtagelser? Vi ved at mennesker  i den grad kan være selvmodsigende  -  sige ét, og gøre noget andet. På Filosofisk Debatforums hjemmeside: www.Folketshus.dk/FD/   under tekster har jeg en diskussion med filosoffen Kai Sørlander, hvor jeg mener at kunne komme med eksempler på, at selvmodsigelser findes og er reelle f.eks., at man under visse omstændigheder kan være både gift og ugift eller både nøgen og påklædt.

                                                           Litteratur:

“Omverdensproblemet”, fil. doktorafhandling fra Kbh. Universitet 1957 af Peter Zinkernagel.

“Virkelighed”, Munksgaard 1992, Peter Zinkernagel

“Sprogets tvang”, videnskabskronik i “Perspektiv” 1958 nr. 2. af David Favrholdt

“Vestens filosofi”, bind II, Munksgaard 1962, Bertrand Russel

MX.dk, 27/2-2015, “Vild transplantation…”