|
En af forudsætningerne
for Kais filosofi er, at det er muligt logisk at deducere sig frem til de
nødvendige eller uomgængelige træk ved verden og vores situation som
mennesker. Det er muligt at fremsætte påstande om dette, der er således
beskafne, at de ikke konsistent kan benægtes; ikke kan benægtes uden
selvmodsigelse. Det gælder både påstande om den fysiske verden samt påstande
indenfor etik eller den sociale virkelighed. Sådanne påstande vil være
såkaldte analytiske domme, der altid må være sande uafhængigt af vores
konkrete iagttagelser - uafhængige af empiri.
Quine er ligesom relativisterne uenige i Kais grundlag. Quine mener således,
at en del analytiske sætninger faktisk er syntetiske (deres sandhed er
afhængige af vores empiriske iagttagelser). Han mener grundlæggende, at
empiriske iagttagelser kan fjerne grundlaget for selv logiske sandheder.
En analytisk sandhed er f.eks.:
"Ingen
ungkarl er gift"
Denne sætning er altid
sand, fordi begrebet "ungkarl" implicerer prædikatet ugift.
"Ungkarl" er synonym med "ugift mand". Så sætningen vil
altid være sand, fordi man ligeså godt kunne sige:
"Ingen
ugift mand er gift"
Og man kan ikke både være
gift og ugift på samme tid og under de samme omstændigheder. En benægtelse af
sætningen vil altså altid medføre en ram selvmodsigelse; en overtrædelse af
Aristoteles´ kontradiktionssætning.
Quines kritik af sætningens analyticitet, kommer ind derved, at han ser på,
hvordan vi kan afgøre, at begrebet "ungkarl" er synonym med
"ugift mand"? Det er ikke nok at henvise til synonym-ordbogens
definition, for dennes definition forudsætter synonymitet mellem de to
begreber. Ordbogsforfatterne beskriver blot nogle sproglige forhold, som kan
iagttages blandt sprogbrugerne. Dvs. at sætningens sandhed blot er resultat
af en sproglig konvention, eller den måde hvorpå vi i praksis bruger sproget.
DVS. det således bliver en syntetisk sandhed, fremkommet ved iagttagelse af
praktisk sprogbrug.
Man kunne også argumentere for sætningens analyticitet med logiske argumenter
såsom: "Det er nødvendigt sandt, at alle ungkarle er ugifte er ugifte
mænd". Men sådanne argumenter bringer os blot ind i en logisk cirkel
slutning. Vi vil bestemme analyticitet - en art nødvendig sandhed, vha.
synonymitet, som vi igen vil bestemme vha. en art nødvendig sandhed:
Det er en nødvendig
sandhed, at alle ungkarle er ugifte, fordi ungkarl er synonym med ugift mand.
Og ungkarl er synonym med ugift mand, fordi det er en nødvendig sandhed, at
alle ungkarle er ugifte mænd.
Kai, der således vil
hævde, at det er et nødvendigt træk ved verden, at alle ungkarle er ugifte,
må således sande, at dette kun er nødvendigt sandt, så længe vi har for vane
at bruge sproget på denne måde.
Kai vil argumentere for den nødvendige sandhed ud fra hans teori om
sammenhængen mellem betydningen af begreber og konsistensen mellem de
sætninger, begreberne indgår i. Hvis man hævder: 1) Henning er gift og
samtidigt 2) Henning er ungkarl kan begge disse påstande ikke samtidigt være
sande, uden at man ophæver betydningen af prædikaterne: "ungkarl"
og "gift". Vi ved nemlig ikke, hvad vi skal forstå ved en gift
ungkarl. Enten må den ene sætning være falsk, eller betydningen af de
indgående prædikater forsvinder.
Problemet med Kais grundlag er, at begreberne med Adornos ord altid vil halte
efter kendsgerningerne. Virkeligheden er ikke så "firkantet", så
den altid passer ind i logikkens kategorier.
Når Bodil Kjær i sine erindringer skriver, at Ebbe Rode var en glad ungkarl,
da de første gang mødtes - og at han fortsatte med at være det, også efter de
var blevet gift, så ved vi godt hvad hun mener. Begrebers betydning er
flydende og varierer efter den sammenhæng de bruges i. Jfr. Wittgensteins
teori om sprogspil: "Et begrebs betydning er dets anvendelse i en given
sammenhæng".
Sætningen, at man ikke både kan være gift ug ugift kunne man denne sommer se
falsificeret i Ekstrabladet, der beskrev, at en 12-årig pige i en indisk
landsby pga. af overtro var blevet viet med en hund. Det ville betyde ulykke
for hende, hvis hun ikke i den alder hun havde blev gift. Da man ikke kunne
finde en mand til hende i landsbyen, måtte man gifte hende med en hund. Antag
at denne pige senere valgte at bosætte sig i Danmark, og af de offentlige
myndigheder skulle registreres her som enten gift eller ugift. Mon ikke
myndighederne ville vælge at kategorisere hende som ugift? Civilstand er
nogle samfundsbestemte (kontingente) kategorier, der varierer fra kultur til
kultur. Pigen ville således være et eksempel på et "både og" - ikke
et "enten eller".
Problemet med Kais deduktive sandheder er, at der altid vil opstå skævheder
og fejl i forholdet mellem deduktionerne og den ikke-sproglige virkelighed,
som de skal udsige nopget om. Sproglige begreber og prædikater vil altid være
en form for generaliseringer i forhold til de mange konkrete tilfælde, som de
skal rumme. Begrebet "at være ungkarl" skal rumme alle de konkrete
tilfælde af ugifte mænd. Og som bekendt er "enhver der generaliserer en
idiot". Generaliseringer vil kun på et overfladisk eller tilnærmet plan
være sande i forhold til de konkrete ting og sagsforhold, som de skal rumme
og beskrive. Derfor kan sande udsagn også rumme selvmodsigelser, når de vha.
generelle begreber skal beskrive konkrete og specifikke forhold og
kendsgerninger.
Dette gør også forholdet mellem sandt og falsk flydende. Dette viser sig
klart i litteraturen, hvor man må ty til fiktionen, for at få væsentlige
sandheder frem om det konkret levede liv blandt mennesker. Også videnskaben
og filosofien har dette præg af fiktion, da de netop består af tekster eller
analogier til en konkret virkelighed. Tekster skabt af mennesker - som billeder
af den konkrete virkelighed - og netop aldrig identisk med samme virkelighed.
Denne kritik er baseret på Kai Sørlanders bøger: "Det uomgængelige"
og "Under evighedens synsvinkel".
|