Replik til Thomas Petersens kritik af Kai Sørlander: “Sørlanders absolutte illusion”

ved Niels Fleckner Hansen



Thomas Petersen skriver  i sin kritik af Kai Sørlanders filosofi, at sproget ikke er entydigt og, at kontradiktionsprincippet ikke er brugbart som filosofisk værktøj.
    Jeg mener dog nok, at Aristoteles’ kontradiktionsprincip kan bruges, når blot man ikke tror, at det er et universelt princip (gælder med 100% sandhed). Tror man det, kan man let komme til at “trække for mange veksler” på det i sin søgen efter sand erkendelse, og derved komme på vildspor. Det var en af de fejl som de logiske empirister ( eller analytiske positivister) som f.eks. Carnap begik i deres kamp mod metafysikken. Siden 50’erne har der vist ikke været mange filosoffer, der tror på de logiske empiristers program. Specielt ikke efter kritikken fra Karl Poppers kritiske rationalisme eller Quines påvisning af, at selv logikkens regler kan vise sig forkerte, hvis de efterkontrolleres af empiriske observationer. Jeg mener i den foregående diskussion at have vist et eksempel  på dette med den indiske pige, som både var gift og ugift.
     Men selv om logikkens regler, herunder kontradiktionsprincippet, ikke gælder altid, gælder de dog meget ofte. Men ingen regel uden en undtagelse. Som nævnt gør dette dog ikke selvmodsigelsesprincippet ubrugeligt i filosofiske diskussioner (eller i diskussioner i almindelighed). Diskuterer man et problem, er der som regel grund til at være skeptisk  overfor et arguments gyldighed, hvis det rummer en selvmodsigelse. Hvis blot man ikke er for hurtig med at afvise udsagnet som rent vrøvl alene på dette grundlag. Det var bla. den fejl de logiske empirister begik. Ligesom vi i filosofiske diskussioner og fremstillinger godt kan bruge sproget og dets begreber, selvom de er upræcise og kun kan fungerer som tilnærmelser til den konkrete virkelighed, som vi gerne vil sige noget sandt om, ligeså kan vi godt bruge logikkens regler, selvom de ikke er sande med 100% sikkerhed. Og mht. det verbale sprog har vi ikke rigtig andet at benytte os af , når vi skal give en fremstilling af et filosofisk emne, eller skal diskutere et filosofisk problem. Vi er så at sige henvist til at benytte os af vores upræcise og mangelfulde sprog.
      Hvis jeg i en diskussion med en logisk empirist hævdede, at jeg engang havde set en kvinde, som både var nøgen og påklædt ville han hævde, at jeg løj, da dette udsagn rummer en selvmodsigelse. Man kan ikke både være nøgen og påklædt, da det at være nøgen er synonym med ikke at være påklædt. Og man kan ikke både være påklædt og ikke -påklædt = en selvmodsigelse.
    Men i den islandske saga om Regnar Lodbrog vises det dog , at denne selvmodsigelse godt kan lade sig gøre. Regnar Lodbrog har netop mistet sin kone Thora, og på en rejse i Norge ser han kvinden Kraka, som både er klog og smuk med langt lyst hår, der går helt ned til fødderne. At hun udover at være smuk også er klog beviser hun i en scene, hvor han beder hende komme hverken klædt eller nøgen, hverken mæt eller fastende, hverken ene eller fulgt af noget menneske.
    Havde Kraka været logisk empirist, havde hun øjeblikkeligt hævdet, at dette ikke ville kunne lade sig gøre, da man jf. logikkens regler enten må være nøgen eller påklædt. Det kan ikke lade sig gøre, at være både -og eller hverken  -eller. Men nu var hun ikke logisk empirist, men derimod klog og derfor kunne hun løse gåden.  Hun mødte op hyllet i sit lange hår og med et fiskenet over hovedet, bidende i et løg og med sin hund som ledsager.
     Sagaen kan belære os om, at man skal være forsigtig med at tro at noget er umuligt eller usandt, blot fordi det indebærer en selvmodsigelse.    


Til tekster
Til forsiden

Send dit bidrag til diskussionen.